Hvem hjælper med lektierne...

Hvem tager lektie-tjansen hos jer, når børnene skal have en hjælpende hånd? Har I opdelt opgaven, så I tager hveranden dag eller skiftes I i forhold til, hvilke lektier der skal hjælpes med?

Ingen lektier. De når det hele i skolen + at hjælpe de andre.

Det gør jeg - min mand er først hjemme kl 18, så der er ikke så meget valg :) Jeg har indført lektietid tre gange om ugen - ungerne har stort set ingen lektier, da de når det i skoletiden, men så kan de lave deres ekstramateriale. Jeg vil gerne at de får bedre lektievaner end jeg selv har :P Desuden er der ½ times læsetid hver aften i forbindelse med sengetid - det fungerer ret godt :)

Det gør jeg, for det er mig, som er hjemme :) Det består mest af 'hjælp til selvhjælp' for den 10-åriges vedkommende. For det meste kan hun sagtens selv finde ud af det, hun gider bare ikke lige tænke, og spørger nærmest kun fordi jeg jo alligevel er lige ved siden af ;) -Og så kan jeg også godt finde på at sparke lidt til hende med hensyn til at gøre sig lidt umage, for det er jo meningen at afleveringsopgaver helst skal præsentere sig godt og uden sjuske-fejl ;)

Nu er lektier ikke aktuelt endnu, men ellers bliver det mig der kommer til at stå for dansk/engelsk/religions/biologi/fysik-siden, hvor min kæreste er bedre til matematik/geografi/tysk-siden. Eller, sådan var det i hvert fald med de ældste. Siden da er der også kommet lektiecafé i gården to gange om ugen, som skulle være det helt store hit.

Jeg er den, der hjælper med lektierne. Det er ikke sådan en rigtig hjælp, men mere en sæt-igang-hjælp: 'Ja, så laver vi lektier, og du laver lige to sider, nu du er i gang'. Min datter er dygtig i skolen, men hun gider ikke rydde op i sin taske, have styr på sine ting eller lave lektier. Det gad jeg godt, da jeg var barn B) Jeg har svært ved at hjælpe min datter, fordi hun ikke tror på mig. Jeg får tit den her: 'Det er altså ikke sådan, min lærer siger, jeg skal gøre det'. Hun er simpelt hen så autoritetstro, at det er til at få pip af, og så ender det hele i hysteriflip og hvad ved jeg.

Her får drengen lektier for én gang om ugen - fra fredag til fredag. Og eftersom han går i børnehaveklasse er lektierne af en type, som han kun kan løse sammen med en voksen: Denne uge skal han fx beskrive med tegninger og ord, hvordan den trold, som ungerne kender fra svensk- og matematikbogen ser ud, når den skal til troldedisco. (Det skal ungerne nemlig på fredag.) Egl. har vi aftalt, at vi deler lektierne mellem os - en uge til hver. Men i praksis er det oftest mig, der har lavet dem med drengen. Vi har en rolig time sammen i venteværelset, når lillesøster går til børneballet, og der plejer det at fungere rigtig fint, at vi laver lektier sammen.

Frede skrev:

Jeg har svært ved at hjælpe min datter, fordi hun ikke tror på mig. Jeg får tit den her: 'Det er altså ikke sådan, min lærer siger, jeg skal gøre det'. Hun er simpelt hen så autoritetstro, at det er til at få pip af, og så ender det hele i hysteriflip og hvad ved jeg.

PRÆCIS sådan ender det også ofte her. 'Jamen, André siger, at vi ikke må...' og 'Sådan fortalte Lone ikke, vi skulle gøre!' Nogle gange er det sikkert fornuftigt nok - i matematik kan det være temmelig vigtigt, at jeg ikke kommer med 'nye' algoritmer og forvirrer ungen yderligere, men når det er i nogle af 'mine' fag, og jeg VED, jeg har ret, er det til at blive vanvittig over. Min mand er ikke særligt boglig og har sin egen skolelærdom på behørig afstand, og ungerne vil meget hellere lave lektier med ham, fordi han ikke er så 'lærer-agtig'. Det er herligt - selv om jeg nogle gange skal tælle til ti for ikke at blande mig, når han vælger en meget alternativ tilgang til emnet...

her er kun en til at hjælpe, men det er yderst sjældent der er brug for det. Da jeg var barn gik jeg ind til naboen - bankdame - med mine matematiklektier og hendes søn gik ind til min far med sine - på den måde var der ingen ballade! :silly: