Har dit barn en bedste ven - er det vigtigt?

I min datters børnehaveklasse er de 12 piger i grove træk opdelt i seks venindepar allerede - det er en smule tidligt synes jeg umiddelbart :( Flere kendte allerede hinanden fra børnehaven, og så er der selvfølgelig opstået et par nye 'venindepar'. Det er selvfølgelig ikke helt fasttømret, men alligevel ret meget med ugentlige legeaftaler privat. Har jeres børn en enkelt allerbedste ven? Og hvor vigtigt synes I, at det er?

Ja min datter har en bedsteveninde i klassen.. Skolens SFO åbnede 14 dage før skolen startede, og allerede første dag i SFO fandt de sammen. Der blev også forholdsvis tidligt dannet små kliker - enten fordi de havde gået i børnehave sammen, fordi forældrene kendte hinanden eller pga. fritidsinteresser. Jeg tror det er vigtigt, at have en bedsteveninde, men samtidigt være åben over for nye bekendtskaber. Har nogle gange oplevet, at når bedsteveninden har andre legeaftaler, føler min datter sig lidt vraget - og ved fra moren, at veninden har det ligesådan, når det er omvendt. Prøver at støtte hende i at udvide omgangskredsen, og det er foreløbig blevet til en mere... ...og ligeledes tale for, at det også er en mulighed at lege flere sammen - eller være sammen, for de leger jo ikke mere B) Som regel er grupperne åbne for nye, der gerne vil være med - det er bare som om, at de ikke rigtigt er med alligevel..

Min datter har aldrig haft en 'bedste ven(inde)'. Hun har bestemt venner som hun er tæt knyttet til,og som betyder meget for hende, men der har altid været flere af dem på samme tid. Hun har heller aldrig gidet kliker - hun går sin vej med det samme hvis der er optræk til denslags. Heldigvis kan hun bare gå til drengene - De har ikke alle de der nykker. Selv har jeg adrig forstået det der bedste-veninde noget som piger kører. På mig virker det mest som en måde at lukke andre ude og som at man begrænser sig selv. Kontrakten virker til at være 'jeg vil være din bedste veninden, men til gengæld skal du lægge afstand til alle de andre'. Jeg tror bestemt ikke det er vigtigt. Det er vigtigt at ha' venner og at får prøvet sig selv i forhold til dem, og at få trænet sine sociale kompetecer. Men at der lige er een som er 'den rigtige', det tror jeg ikke betyder noget. Masser af drenge klarer sig jo helt fint uden.

Min 5-årige har to bedstevenner: * Nabodrengen, som han bygger lego med, drøner rundt for at fange sommerfugle med, samler døde insekter til - til gengæld for at han så får et par flotte kapsler, en tom juicekarton eller andre værdifulde sager fra. * Børnehavevennen, som han deler et smøret grin med, hver eneste gang, de ses - ham går han også til fodbold med. Og så er der også en anden dreng i børnehaven, som han er næsten lige så tæt på. Jeg er glad for, at drengen har gode venner - det viser mig, at han er i stand til at etablere og fastholde gode relationer til andre børn. I forbindelse med at han skal i skole efter sommerferien håber jeg, at han kommer i klasse med i hvert fald de to bedste venner fra børnehaven - det vil lette overgangen fra børnehave til skole og gøre, at han starter helt anderledes tryg i skolen.

Jeg synes som Lars også antyder, at der er stor forskel på pigernes og drengenes måde at danne venskaber/relationer på - det er meget mere ukompliceret for knægten... endnu :huh: Det er bestemt heller ikke mit behov, at hun skal have en slyngveninde som seks-årig, men det giver jo nogle problemer, når situationen er (som Mammarazzi også skriver) små kliker og 10 piger, der står i par... tilbage står så to piger, der så enten skal være tredjehjul hos de andre eller blive 'tvungne veninder'. Jeg presser også hen mod de mere ukomplicerede drenge, men den lille prinsesse er ikke så meget til Bakugans og fodbold :blink: En lille smule håber jeg på tilflyttere eller fraflytninger, der kan ændre dynamikken :blink:

Min søn har en bedste ven. De er nærmest uadskillelige og vi joker med hans forældre om at lave en deleordning så vi har dem begge to hver anden uge, for de er stort set altid sammen hele dagen i børnehave og derefter hele eftermiddagen og aftenen derhjemme. Min datter refererer til vores søns ven som 'min anden lillebror'. Datteren derimod var meget optaget af at ville have en bedste veninde, da hun var 7-8 år. Det gav en masse bøvl og ballade, for hvad betyder det at være 'bedste veninder' og må man så lege med andre og hvad nu hvis man ikke er det mere etc. Idag hvor hun er 9 siger hun selv at 'jeg vil ikke have en bedste veninde, men jeg vil gerne have mange gode veninder'. Hun havde sidste år en bedste ven fra klassen (altså en dreng) som hun var meget glad for. Men det er vist også gået i stykker og de er nu 'bare venner'. Generelt prøver jeg at påvirke mod det der rangordning af venner (og alt muligt andet). Min datter havde en periode hvor hun spurgte meget 'Hvem er din bedste veninde? Hvem af mine to veninder synes du er sødest/smukkest/sjovest? Hvem i din familie kan du bedst lide?' osv osv. Jeg svarer konsekvent at jeg ikke synes det er særlig rart at skulle sætte tal på de folk jeg godt kan lide. Og at jeg ikke tænker så meget over hvem der er smukkest eller har det pæneste tøj. Det kan være meget sårbart med bedste venner, fordi fx min søn ikke har så mange at lege med når bedste-vennen ikke er der og fordi det sårer så dybt når bedste-vennen ikke vil lege. Jeg er faktisk glad for at han ikke skal i samme klasse som sin bedste ven, for jeg tror det gør det nemmere for ham at finde andre venner i klassen og at beholde sin bedste ven (som bor 3 minutter fra os) på samme tid.

Det lyder fornuftigt med en liste af venner, hvor nogle få betyder en smule mere end de andre - sådan har vi voksne det jo typisk også... Der er heldigvis masser af 'gode piger' i vores netværk, som hun leger rigtigt godt med. Men skoletiden fylder jo mange timer af deres liv, så jeg havde da håbet, at der også var nogle piger, hvor kemien lige var i skabet... det kan selvfølgelig være, at det opstår senere :huh:

Webredaktøren skrev:

Jeg synes som Lars også antyder, at der er stor forskel på pigernes og drengenes måde at danne venskaber/relationer på - det er meget mere ukompliceret for knægten... endnu :huh:

I virkeligheden minder det jo meget om, hvordan vi som voksne danner venskaber/relationer...

Jamen, der er da ikke noget at sige til, at der opstår hønsegårde og fnidder mange steder, for allerede i børnehaveklassen er den slags relationer på vej til at blive etableret... og accepteret, for sådan er piger jo :blink: Det skal dog siges, at lærer og SFO er opmærksomme, og at vi også som forældre laver legegrupper på tværs af både køn og venskaber... :)

Legegrupper? Går du også til middag med nogle, du ikke har lyst til at gå til middag med? Jeg er dybt imod at presse børnene til at være sammen med nogle de ikke har lyst til.