alopecia (lat.; fra gr. alopekia; af alopeks ræv; hentyder formentlig til ræveskab, som bevirker tab af pelshår), effluvium capillorum, alopeci: hårmangel; betegnelsen anvendes om såvel pletvis skaldethed som mangelfuld hårvækst på større områder; kan være medfødt eller skyldes akut febersygdom, fx ·syfilis eller andre infektioner. Kan forekomme sammen med ·dermatitis atopica og ·autoimmune sygdomme, specielt thyroideasygdomme, dvs. sygdomme der involverer skjoldbruskkirtlen (·glandula thyroidea). Årsagen ofte ukendt. Se også ·calvities.
alopecia androgenica (aner, andros mand + gennaein frembringe): udtynding af hovedhåret fortil, evt. på issen; ses hos mænd, men også hos kvinder efter behandling med mandlige kønshormoner.
alopecia areata (lat. area åben plads, flade): spontant optrædende, pletformet håraffald med normalt udseende hårbund; efterlader ikke blivende skaldethed; årsagen oftest ukendt. Se også ·ophiasis.
alopecia atrophica (a uden, mangel af + trophe ernæring): pletvis håraffald, hvor hårvæksten ikke kommer igen; dette i modsætning til ·alopecia areata. I reglen en følge efter ardannende hårbundssygdomme, fx ·folliculitis decalvans, ·lupus erythematosus discoides, ·lichen ruber (se også ·Graham-Littles syndrom) og skurv (·favus).
alopecia mechanica (mechane redskab): håraffald fremkaldt ved akutte traumer eller ved påvirkninger af mere kronisk karakter, fx en stram frisure eller tilbagevendende udrivning af hår
alopecia mucinosa (gr. alopex ræv; lat. mucus slim): mucinøst ødem (udvikling af slimholdige hulrum efter ødem) af hårskeder og talgkirtler i afgrænsede partier såvel i hårbund som på glat hud; optræder dels hos unge som en ·juvenil, spontant helende form, dels hos voksne og da jævnligt knyttet til kutant ·T-celle-lymfom (·mycosis fungoides).
alopecia seborrhoica (lat. sebum talg; gr. rrhoia flyden, flod), alopecia pityroides, seboroisk alopeci: en kronisk lidelse i hårbunden karakteriseret af kløe, øget blodgennemstrømning (hyperæmi, se ·hyperaemia), skældannelse og håraffald.
alopecia syphilitica: håraffald som led i syfilis (·syphilis); har et 'mølædt' udseende; ledsages af hævelse af lymfeknuderne overalt (universel lymfeknudesvulst).
alopecia totalis: fuldstændigt bortfald af terminalbehåring (se ·terminalhår); bruges også om bortfald af hovedhår alene. Årsagen oftest ukendt.
alopecia universalis, atrichia generalisata: bortfald af al terminalbehåring (se ·terminalhår). Betegnelsen anvendes som en forstærkning af ·alopecia totalis. Kan være medfødt, se ·alopecia universalis congenita.
alopecia universalis congenita (lat. congenitus medfødt), atrichia generalisata congenita: medfødt ·ektodermal defekt der medfører manglende behåring overalt på kroppen; hovedhåret sædvanligvis normalt ved fødslen, men der vokser ikke nyt hovedhår ud. Arveligt betinget (·autosomal recessiv) med ·locus på ·kromosom 8p.
Anmeld