Temperament

Storebror på 10½ er virkelig på vej til at blive teenager, så meget en tween nu kan være. I dag var det så lillebrors tryk på en kontakt, som fik ham op og ringe. Surmulede hele vejen til bilen, ind af døren og op på værelset. Da så maden var på bordet, kom han trampende ned i stuen med stramme læber (hvilket betyder han er mopset *hæhæ*), så jeg måtte udbryde, at med det udseende og de stramme læber, da kunne han vist ikke spise mad...? Og så fnisede jeg let. Dét var lige godt for meget, så han trampede tilbage op ad trappen og ind på sit værelse. Der har han så været lige siden, uden mad. Jeg er ved at være temmelig træt af alle de ting han kan få konflikter ud af ift sin lillebror. Så smasker han Så spiller fjernsynet for højt Så ligger han for tæt på ham i den meter lange sofa(!) Så holder han forkert på koppen Så tager han sin jakke forkert på... Og jeg ku' blive ved. Han er en lille voksen, som bare skal rette til og rette på lillebror hele tiden. Jeg bliver tosset af det og fortæller ham gerne, at han er 10 år og ikke voksen og at han skal kigge indad før han kan tillade sig at rette på de ting, han retter på. Det trænger ikke igennem og det er hver dag hele året *doh* Nogle der kender til det?

Er ked af at sige det, men det lyder som min store nevø på 17 overfor hans lillebror på 12............. så måske er der udsigt til at det fortsætter sådan i mange år endnu.......... :blink:

Åh nej - og sådan vil jeg ikke, at vi leger her... Det kommer bare ikke til det, jeg vil gøre alt med magt for at det ikke skal være sådan. Men hvordan?

Sæt et skilt på panden af ham med 'UNDER OMBYGNING - GENÅBNER OM 6-7 ÅR' og selfølgelig skal han ikke tyrannisere resten af familien med sit surmuleri - så der må han blive hos sig selv/miste rettigheder, for det skal da ikke gå ud over yndge søskende at han er tween - tænk hvad de så kan finde på, når det bliver deres tur og de allerede har lært noget ;-) Uanset hvor megt hormonerne raser - skal man stadig opføre sig ordentligt over for andre (også familien) - at de voksne så kan se igennem fingre med nogle ting og bare grine/ryste på hovedet af dem er en anden sag...for de er altså sjove når de surmulende tramper af sted som en trodsig to-årig og føler sig åh så forurettede og voksne ;-)

Ja, de er sjovt. Synes bare ikke, det er sjovt, når det fortsætter. Og nu, hvor vi har ferie, så forsvinder glæden egentlig bare :dry:

Sådan var vores ældste søn også. Tilsidst indførte vi, at hver gang han irettesatte én eller anden, så skulle han også sige 'hvad der behagde ham' ved personen. Det fik vi meget sjov ud af, og tilsidst gad han ikke irettesætte mere, for det krævede for meget af ham.... :) - han har iøvrigt stadig tendensen til at irettesætte, men nu har han en alder hvor jeg kan tillade mig at pille ham ned af den høje hest og irettesætte HAM også.