Din største oplevelse som gravid?

Når du tænker tilbage som din tid som gravid - eller hvis du er gravid nu - hvad var så den allerstørste oplevelse som gravid? Jeg husker den første scanning, hvor vi så det lille bitte hjerte dunke som et lille kryds på skærmen. Det var blandt de absolut største øjeblikke, og det kom helt bag på mig, hvor overvældende det var. Hvad husker I som det største?

Min største oplevelse var helt klart, ved begge drengene, det øjeblik(det er det jo ikke), hvor min mave gik fra at være slasket og småbuttet, til at blive fast og struttende.....Åh, det tænker jeg tilbage på med glæde. Lige pludselig kunne jeg rent faktisk passe ventetøjet, og folk begyndte at kommentere min "smukke" mave.

Uha, jeg har mange oplevele :huh: Men første gang var helt klart, da jeg hørte hendes hjerte slå første gang<3 Jeg var helt rørt til tåre! Og så da jeg blev scannet første gang. Hendes første spark(som jeg kunne mærke)Og ikke mindst fødslen. Og da hun lige var kommet til verden, og stirede SÅ intenst på mig. Vi havde øjenkontakt i flere timer(sådan føltes det i hvert fald) Alt i alt har jeg haft en drømme graviditet. Uden skavanker(de kom efter) Kan slet ikke vente med, at få nr. 20 :blush:

Det var helt klar stort at være til nakkefoldsscanning. Det var jo første gang vi så hende, og der gik det virkelig op for mig at jeg har et liv inden i mig. På det tidspunkt kunne jeg jo ikke mærke noget til det - andet end ømme bryster ;) . Oplevelsen blev dog skæmmet af, at hun er en stædig lille rad der ikke ville vende rigtigt, så jeg skulle scannes indefra :( . Tror nu alligevel at det fedeste var MD-scanningen. Det var skønt at få at vide, at hun er sund og rask, men det var bare SÅ stort at få at vide, at det er en lille pige. Der kneb jeg en lille tåre. Pludselig var det jo en lille person derinde. En anden fed ting var første gang min mand mærkede hende sparke - det var skønt at han også kunne være med - og at vi var fælles om det. At ligge der og være helt fjollede og synes at et lille bump i maven er skønt.

Ja, altså 'dengang jeg var ung' *lol* Nej, da jeg var gravid med Tim, skulle jeg have en ekstra hjertescanning af ham, fordi lægen 'havde set' et hul. Det resulterede så i den ekstra scanning, som jo i forvejen er mange, når man har sukkersyge. Min mor og jeg mødte op og var nervøse, for sæt der nu var et hul denne gang også. Den alm. scanner var optaget, så jeg blev en af de første på Riget, som blev scannet med en 3D scanner, tilbage i 99. Dét var var stort! Jeg tudede. Det var så forunderligt, så jeg ikke anede, hvad jeg skulle tro. Min mor tudede også. Det havde hun jo aldrig før set i sin karriere, og så blev det hendes datter, som 'viste' hende det. Men ellers var det generelt bare stort at være gravid. Elskede det - trods alle bekymringerne.

At blive scannet og at mærke liv! De to første gange jeg var gravid, mærkede jeg ikke noget til graviditeten overhovedet, så at se den lille på skærmen og senere mærke de små spark var helt fantastisk. Tror først det rigtigt gik op for mig da, at jeg bar på et lille liv.

Selvfølgelig var det en stor ting, efter 17 år at få at vide at jeg virkelig var gravid. Da jeg ringede hjem til manden for at fortælle at blodprøven var positiv - vi tudede begge i telefonen. Men det største var nok, da jeg var inde til scanning omkring 6 uger henne, hvor vi fik at vide at der var 2 små liv.

Hvilken én af gangene :laugh: Første gang var det nok, at mærke ham sparke og så det, at gå i fødsel og få ham op på maven. Anden gang, ja igen spark og storebrors of mandens opmærksomhed på maven. Tredje gang, var helt klart da vi til NF fik at vide, at der var 2. Denne gang, ja lidt det hele - prøver at nyde det hele rigtig meget - når nu det er sidste gang ;) Men bare det, at være gravid - er jo en kæmpe ting, sammen med alle de ting der følger med.