Opdrager fra altanen/ råber hen ad gaden

Opdrager fra altanen/ råber hen ad gaden Jeg bor jo i lejlighed, og vi har lige fået en fælles legeplads. Det er rigtigt dejligt, men der er en del indkørings vanskeligheder. Vi har ex. en mor, der aldrig kommer ned på legepladsen, men det gør hendes pige der er 3-4 år. Barnet er lidt lille til at være nede og lege selv, og hun begynder nemt at græde. Så råber hendes mor bare oppe fra altanen, sådan noget i stil med ” nååå, faldt du, op igen” Det er vildt irriterende for alle naboer med det råberi fra 3. sals altanen. Og personligt syntes jeg, det er synd for pigen. Det er også pigen der råbet til hende mor, ” moar moar moar….” råber hun, indtil moderen kommer frem på altanen ”må jeg gå over til Louise?” Men tænk lige hvis alle med børn opdragede/ trøstede og råbte fra altanen. Hvad syntes du, må kommunikationen til børn foregå i råb fra altanen? Og til jer i villaer, råber i hen ad gaden "ex. kom hjem og spise"? WebDebattør jeANNE

Jamen, hvis du ikke kan li' hun råber, har du så sagt det til hende? Hun kan jo ikke vide det, hvis du stiltiende blot ser til hver gang, det sker... Ja, hvis jeg kan se drengene, så kalder jeg på dem. Hvad skulle jeg ellers? Starte bilen og hente dem?

Da vi boede i lejlighed, da jeg var barn - der råbte jeg også op til min mor. Jeg gad da ikke gå op af alle de trapper :laugh: Og hvis hun falder og slår sig, men moren kan se at det ikke er så slemt, så kan jeg godt forstå hun ikke gider rende ned. Selvfølgelig skal hun det, hvis pigen er rigtig ked af det. Om hun er for lille, det ved jeg ikke. Min dreng på 4, ville jeg godt lade gå ned og lege (alt efter stedet) Og herhjemme råber jeg også ud i haven, gider ikke vandre det hele rundt. Hvis jeg er ovenpå og de er udenfor, så kan jeg også finde på at råbe ned til dem, hvis de er udenfor - men okay, vi bor jo på landet, der er ikke mange der kan hører mig (nogen gangetvivler jeg på, at børnene kan :dry: ) Hvis børnene er kede af det, der skal skældes ud eller andet, jamen så går jeg ud til dem, men småtteri, det kan vi godt tage i højt stemmeleje :)

Her råber vi altså også ud af altanen hvis ungerne skal op (og vi lige ser dem suse forbi). Lige som ungerne også råber på os, hvis vi lige skal se et eller andet eller de vil spørge om noget.... Og tjo, ser jeg en af ungerne vælte på cyklen eller noget i den stil, jamen så råber jeg skam også fra altanen og spørger om alt er vel.... Da vi har 5 legepladser, så sker det som også at jeg må gå ned og lede lidt efter dem, og det er jeg sjældent ret meget for :laugh: Dina er 3 og ville IKKE få lov at lege nede alene, hun er simpelthen ikke til at stole på endnu og er stadig drevet af spontanitet.....

Ja, jeg er altså heller ikke den type mor, der kun henvender sig til sine børn, når hun har dem indenfor armlængde og kan nøjes med at viske. Når ungerne leger med deres venner i de nærliggende rækkehuse er de indenfor synsvidde fra vores have (det hele er så nyt, at der ikke er mange planter eller hegn over hovedhøjde på ungerne) - og forældrene holder på skift øje med hinandens unger. Mine får lov at lege uden opsyn ind imellem, mens jeg fx laver aftensmad, og de holder sig fint til vores aftaler. Og så er jeg så heldig, at nogen af de andre børn er lige præcis så meget mindre, at de ikke kan klare sig uden mor eller far, så de andre forældre af den grund er mere på. Men altså: Hvis ungerne skal hjem til aftensmad kalder jeg. Det samme, hvis jeg ser dem lidt for tæt på vejen. Eller hvis de ikke er søde ved hinanden.

Jeg kom til at tænke på, da jeg var barn og vi var i sommerhuset, havde mine forældre en klokke, som de ringede med. Så vidste alle i området at vi skulle spise eller fik gæster eller andet. Men hjemme i lejligheden havde vi ur på, fik en tid og så havde vi bare at komme op til tiden.