gnisten

Til døden jer skiller sagde præsten, og vi svarede Ja for mange år siden................ Tiden går, vi har overlevet 7 års-krisen, kendt hinanden i en menneske alder..... Tiden går børnene bliver større og større og vil gerne ting selv. Men vi står lidt stille, har gået i måske år og bare ladet tiden går. Kommet lidt væk fra hinanden uden at gøre noget/opdage noget. Ved juletiden begyndte vi via nogle af de programmer der var i tvet at tale om det der var "forkerte" ved dem. På den måde kunne vi pludselig se os selv. det korte og lange er at vi har det meget bedre nu, vi er begyndt at snakke sammen. Nyde hinanden på en ny måde, bare ligge og slappe af sammen. Istedet for bare at lavet noget hver for sig. Der er stadig et sykke vej inu, vi har mange idder for hvad vi skal lave sammen. Men vi er ikke så gode til at gå i biffen o.s.v. Men bare det vi snakker om det er faktisk også okay. Hvordan har i bevaret gnisten eller hvordan fandt i den igen. Jeg må sige at min mand faktisk er dejlig, jeg havde bare glemt det. istedet at sidde hver for sig og lave noget selv.

Det lyder godt, at I er begyndt at huske hinanden igen :) Personligt tror jeg, at det er særligt vigtigt, når man har børn at reservere nogle dage til hinanden - uden børn og uden venner. Tror de fleste kender til, at dagene hurtigt går med at smøre madpakker, aftale hvem der henter og bringer og andre praktiske gøremål - der er meget at se til, når man har børn. I weekenden sagde min søster: "Husk ikke at være noget for alle, men alt for nogle".:huh: Det vil jeg så forsøge, indtil hverdagen tager over igen ;)

Hos os varede 7 års krisen flere år…. Ok, det er måske ikke særligt opmuntrende nyheder. Men vi kom stærkere ud på den anden side. Og vi fandt bestemt gnisten igen. På en måde syntes jeg, der kom en 7 års krise -2! efter 14 år. Men nu havde vi nogle erfaringer med, hvordan vi kommer igennem. Og også en erkendelse af - at der er gode tider og mindre gode tider. Jeg ved ikke om gnisten skal være der hele tiden – hos os kommer og går gnisten. Jeg ved ikke om der er sådan for alle? WebDebattør jeANNE

Her kom 7 års krisen, så først efter 15 år, men egentlig ganske uproblematisk. Vi er jo så heldige at have flere lejligheder, så der har været mulighed for at flytte i perioder og få tingene lidt på afstand, sunde sig lidt og komme tilbage igen. De sidste 10 år har der ikke være nogen problemer, vi er på en eller anden måde vokset sammen til at være én. Forstået på den måde, at vi ved hvad den anden har brug for, og hvornår. Jeg er inde i en periode hvor jeg gerne vil lave tøse ting med datteren alene, så han rejser d 30 Juni til Cannes med de 5 andre unger. Og så ved jeg at han har brug for at være alene omkring Oktober/November, så der har jeg i smug bestilt billet til San Diego, så han kan tage over til sin bror i USA. Og sådan møder vi hele tiden hinandens ønsker, det er ikke noget vi behøver tale om og få en diskussion ud af. Vi gør det bare. Nu har jeg siddet her ved computeren hele formiddagen imens han har taget sig af rengøring, opvask, vasketøj og tre krævende unger - omlidt tager han på arbejde, og så tager jeg over. Han ved bare jeg har brug for Søndag morgen for mig selv. Og sådan er det hele vejen igennem - vi møder hinanden på kryds og tværs.

Ingen kriser her:) Hverken 7 eller 14års. Hvis vi falder hen, i dagligdagen - så snakker vi om det, og finder løsnings muligheder - på den måde kommer vi stærker ud på den anden side. Mere forelskede og erfaringer rigere. Vi skændes ikke, diskutere sjældent - men snakker meget. Og ja, vi er også "som en" - vi ved hvad hinanden har brug og behov for, selvom det nogen gange kan være svært, at finde overskuddet til at gøre det - som den anden har brug for. Og det er ikke nødvendigvis, alene tid sammen/hver for sig, som vi har brug for - for oftes vil vi gerne være sammen, som familie, men vi finder ud af det - ved at være ærlige.