Den første fødselsdag er ikke så vigtig for barnet - bevidstheden om at det er en dag, hvor der skal ske noget særligt, kommer først for alvor, når barnet bliver tre fortæller erfaringen mig.
Men selvfølgelig er dagen vigtig for dig og resten af barnets familie, så derfor skal I holde fest.
Vi plejer at invitere til frokost & eftermiddagskaffe eller eftermiddagskaffe & aftensmad.
De to mest vigtige ting at huske i planlægningen af småbørnsfødselsdage er:
* Barnet har en rytme med (efter-)middagslur, så prøv at invitere til et tidspunkt, hvor barnet kan få sin lur som normalt - ellers ender I med en lille træt og sur fyr.
* Selvom du måske har været vant til at holde store fester med masser af fint anrettede middagsretter, så skær ned på ambintionsniveauet: Du skal have tid til at tage dig af fødselsdagsbarnet både inden gæsterne kommer og mens de er der. Du kan "nøjes" med fx boller og én slags lagkage om eftermiddagen, og om aftnen kan I grille - og du kan have lavet salat allerede inden gæsterne er kommet.
Og hvad du skal give din søn? Noget, der er pakket flot ind i glitrende og knitrende papir med en flot sløjfte omkring. Måske en gåvogn, en sovebamse at have med i vuggestuen eller noget tøj.
Anmeld