Joachim græd under fødslen

Joachim græd under fødslen Hvordan tacklede jeres mænd fødslen? Græd han? Hjalp han? Var han i vejen? Fik jeres mand skæld ud, fx. af dig:) ? WebDebattør jeANNE

Jeg synen min daværende mand tacklede det flot. Han græd nu ikke så vidt jeg husker... Men han klippede da navlestrengen. Synes det bedste ved at have ham med var, at han var den eneste der havde tid til at passe mig. Alle de andre havde travlt med at fokusere på barnet, og så var det jo rart at der var nogen til at komme med våde vaskeklude til min pande også.

Det allerbedste ved at have ham med, er at man deler oplevelsen! Jeg tror ikke, at han græd de to første gange (jeg opdagede det i al fald ikke), men hér tredje gang kneb han en tåre eller to. Og det samme gjorde jeg. En fødsel er bare så stor en oplevelse! De to første gange fødte jeg vaginalt - og det havde han svært ved at klare; At se mig have så ondt og ikke kunne gøre noget for at hjælpe mig. Denne gang hvor jeg fik kejsersnit, var for ham en bedre oplevelse.

Min mand synes jo bestemt ikke det var den fanTAStiske åh-følelse, som alle siger. Nåh ja, der kom et resultat ud af det, men for helvede, det sker jo for mange hver dag! Han var jordmoder til jeg fik pressetrang. Så ville han ikke stå for det alene længere. Der var sindssygt travlt på Riget den dag, så der var ikke lige tid til alle. Og så var den ikke længere. Ingen skæld ud. Ingen aha. Bare en fødsel, ik'?!

KH Bibi skrev:

Og så var den ikke længere. Ingen skæld ud. Ingen aha. Bare en fødsel, ik'?!

Jeg synes nu heller ikke det var den store åndelige oplevelse som man åbenbart forventes at have. Jeg syntes det var hårdt arbejde, men at resultatet var det hele værd. Og det er jo bare en dagligdags begivenhed, ikke noget jeg kan få nær-religiøse oplevelser ud af.

Kenneth stod ligesom bare der på sidelinjen, helt stille, og gjorde sit bedste for ikke at være i vejen for personalet (mest her 2. gang hvor det gik alt for stærkt). 1. gang prøvede han et par gange at ae mig i ansigtet, men han blev enten viftet væk, eller også drejede jeg hovedet væk fra ham... Jeg kunne ikke tåle at blive rørt midt i alle de smerter, så han fik ikke lov at gøre noget... Han var sådan lidt jordemoderens praktiske gris, sørgede for at fjerne mine arme fra knapperne der styrede sengen, fordi jeg fik trykket på dem, og gik i panik over at hovedgærdet pludselig bevægede sig.... Og så blev han bedt om at tage lattergassen fra mig på et tidspunkt. Det var så den 1. gang... 2. gang var han ikke rigtig med til noget, for jeg fødte med det samme vi kom ind på stuen, så der var ikke noget han kunne/skulle hjælpe med. Begge gange klippede han navlestrengen. 2. gang var det ham der fik Felix i armene som den første, for jeg stod på alle 4 og rystede som besat, så jeg kunne ikke selv holde ham... Ellers var han sådan set bare min chauffør, og så nægtede jeg i øvrigt at føde uden hans tilstedeværelse, hvilket nær havde resulteret i en fødsel på parkeringspladsen... Kenneth synes vidst i øvrigt det var en oplevelse begge gange, men om det var oget sådan særligt for ham, det tror jeg sgu ikke. Han gider ikke rigtig svare på det.

Og det er jo bare en dagligdags begivenhed, ikke noget jeg kan få nær-religiøse oplevelser ud af.

Ja, det er da en dagligdags begivenhed - bare ikke for mig og min mand - vi oplever kun dette 3 gange i vores liv, så jeg synes at det er en stor stor oplevelse - på ingen måde nær-religiøs, men en dejlig begivenhed at sit barn fødes.

Ajna skrev:

men en dejlig begivenhed at sit barn fødes.

Jamen det synes jeg da bestemt også. Det var da en stor oplevelse at ligge med sin lille nyfødte. Men selve fødslen, synes jeg altså ikke var noget jeg behøvede at have på film, eller tale henført om bagefter. Barnet, og det at få hende? Helt bestemt vidunderligt. Arbejdet der skulle udføres for at nå målet? Helt bestemt bare noget der skulle overståes.

Jamen helt enig - jeg ville under ingen omstændigheder have det på film og det er ikke just med et henført tonefald vi siden hen har talt om det. Men for mig er det en stor begivenhed; Også selve fødslen. Og en oplevelse som man lige skal bearbejde lidt - og derfor én af grundene til, at jeg synes, det var rigtig rart at min mand har været med.

Husker ikke at min kæreste græd, men da jeg fik en ve-storm efter at jordmoderen tog vandet, så måtte han holde bruseren hver gang jeg fik en ve, for jeg kunne ikke overskue at hænge den på krogen og bagefter hjalp han sosu-assistenten med at give mig tøj på. På fødestuen holdt han masken med lattergas, og på et tidspunkt (det hele blev meget hektisk med en faldende hjerterytme på barnet), så råbte han: SÅ PRES! Jeg skulle lige til at blive sur, men så kom den næste ve, - og så var det vist der jeg blev klippet. Det var det helt rigtige tidspunkt han sagde det på, for det holdt min fokus på min del af arbejdet, så var meget glad for at have ham med. Min kæreste fortalte siden hen, at han var sikker på, at jeg ville slå ham efter at han havde råbt af mig. Da barnet kom ud lagde de det på min mave, men da kunne jeg ikke mere: "Få ham væk, få ham væk!" Børnelægen tog ham over på børne-undersøgelsesbriksen og min kæreste gik med derover. Da børnelægen var færdig med at undersøge vores søn, så kom min kæreste over og satte sig i en stol ved siden af min briks, med barnet i en pude, hvilket passede mig rigtig godt. Jeg er glad for at min kæreste var med, og jeg tror også at personalet var glade for at han var der, for alle havde sindssygt travlt med alt muligt andet end mig som person.