Kære Trine
Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal starte, men nu prøver jeg. Da jeg var ung, skar jeg mig selv i armene når jeg var ked af det, og har derfor dag (mange år efter) ar på begge mine arme, som kan ses hvis man kigger. Dette gør jeg ikke længere, har fået hjælp og har det idag rigtig godt. Min datter er 8 måneder nu, og på et tidspunkt vil hun spørge hvad det er. Jeg er i tvivl om hvad jeg skal svare, skal jeg joke med det, sige at jeg kom for tæt på en radiator, eller skal jeg bare sige sandheden fra start af?
Det samme vil gøre sig gældende når hendes venner begynder at ligge mærke til det, hvad gør jeg der? Hvordan vil andre forældre tænke om mig og det svar jeg giver deres børn?
Jeg har idag ikke nogen problemer med de ar, gemmer ikke mine arme væk, og når andre voksne spørger, svarer jeg dem altid sandheden. Det er ikke noget jeg er bange for eller er flov over. Når det kommer til børn, er jeg slet ikke klar over hvad de kan kapere og hvordan jeg skal formidle det til dem.
Håber du kan hjælpe mig 
Trines svar
Kære Den spørgende
Tak for dit spørgsmål og hvor er det flot at du er kommet videre og har fået hjælp.
Kort og godt synes jeg det er vigtigt at du fortæller din datter om dine ar, dog synes jeg, som du selv påpeger, at det er vigtigt at formidle det rigtigt til den pågældende aldersgruppe. Lad vær med at joke om det eller bildt hende en eller anden dum ting ind. Men forklar hende det på en måde som hun kan forstå.
Du skal nok regne med at du skal fortælle det mange gange på forskellige abstraktionsniveauer.
Hun vil nok begynde at spørge så snart hun har fået et sprog. Børn i den alder er utrolige nysgerrige og videns begærlige. Derfor vil du ofte høre ord som det(mens de peger) og hvorfor det. På det niveau er det vigtigt at komme med korte og konkrete svar. F.eks. kan du svare, "det er et ar." og hvis hun spørger hvorfor, så svar "mor kom til skade med en kniv."
Når hun bliver omkring 4-6(stor forskel på børns kognitive udvikling) så kan du gøre dit svar mere abstrakt. Her kan du svare at "det er et ar som mor har fået fordi hun skar sig på en kniv." Og hvis hun spørger kan du fortælle at "mor havde ondt inden i og troede at hun kunne få det ud ved at skære hul på sig selv, men det kunne hun ikke." Og så tage en god snak med din datter om hvordan hun kan komme til dig og fortælle hvis der er noget der gør ond inden i eller der er noget hun er ked af.
Når hun bliver 9-10 år kommer snakken nok igen. Her kan du godt fortælle mere dybdegående om din historie men husk at gøre det konkret og at fortælle at det er noget du er kommet igennem. Så hun ikke begynder at tage på sig at hendes mor er ked af det og har skåret i sig selv. Vis hende at du er kommet igennem det ved at tale med nogen om dine følelser og at du har det godt i dag.
Og hvis der er nogle af hendes venner der spørger så fortæl det samme og vær ikke bange for at fortælle din historie.
Du skal være stolt over at du har fået hjælp og at du nu kan leve et liv uden at skulle skære i dig selv.
Dog vil jeg opfordre dig til lige at fortælle det til hendes venners forældre, når du har fortalt det, så forældrene er forberedt på at der måske kommer nogle spørgsmål senere.
Jeg håber du kan bruge mit råd ellers er du velkommen til at skrive igen. Jeg ønsker dig og din datter al held og lykke fremover.
Hilsen Trine
Trine yder personlig rådgivning, i spørgsmål omhandlende opdragelsen, institutionslivet, trivsel, leg og børns sociale udvikling enten via e-mail eller ved at kommer ud i jeres hjem, hvor I føler jer trygge og derved bedre kan fortælle om de vanskeligheder I oplever. Endvidere holder Trine foredrag inden for 3 overordnet områder. Det, som hun kalder naturlig opdragelse, børn laver mad og natur oplevelser både med og uden et pædagogisk indhold.
Se Trines hjemmeside: www.naturligopdragelse.dk
