Hejsa
Jeg har en søn på 4½ år der gennem de seneste måneder nogle gange har været til at lege numselege (sådan beskriver pædagogerne det) i børnehaven med nogle andre børn. Det foregår ved at de går ind på et toilet og trække bukserne ned. Om de rører ved hinanden ved jeg ikke, men de er jo temmelig sikkert nysgerrige.
Det er naturligvis ikke i orden at han gør det i børnehaven, men samtidig har både jeg og hans mor et meget frit forhold til kroppen, sexualitet osv. og ønsker at alle vores børn får det samme forhold til deres krop, sexualitet m.m.
Samtidig synes jeg pædagogernes måde at håndtere det at fortælle os det er yderst ubehagelig. Vi bliver bedt om at komme med ind i et tilstødende lokale, og vores søn må IKKE komme med.
Dermed ved vores søn (som på ingen måde er dum) jo godt at nu skal der fortælles noget om ham - og samtidig føler vi som forældre at det er noget yderst skamfuldt.
Jeg har forklaret pædagogerne at vi DER HJEMME har et frit forhold til kroppen og nøgenhed, og vi har også hver især snakket med vores søn om at man ikke tager tøjet af i børnehaven, men kun derhjemme.
Mit spørgsmål går derfor på to ting.
Hvad skal vi gøre ift min søn? Jeg tænker i hvert fald ikke at han skal have skæld ud, for i mine øjne er det ikke farligt det han gør (på nuværende tidspunkt), og jeg ønsker han får så naturligt et forhold til sin egen krop som muligt.
Hvad skal vi gøre ift. pædagogerne? Jeg har tænkt mig at tage en snak med dem om deres måde at give os disse meddelelser på - for som sagt finder jeg det højst ubehageligt.
Det skal lige nævnes, at hans mor og jeg blev skilt i efteråret sidste år, og flyttede fra hinanden EFTER at dette begyndte, og INDEN børnene fik det at vide. Men vi har et fantastisk samarbejde omkring børnene!
Jeg synes som nævnt IKKE at der er noget forkert ved mit barn, men er helt indforstået med at det ikke er en acceptabel adfærd i børnehaven - but what to do!?
Mvh. Michael
Trines svar
Hej Michael
Tak for dit spørgsmål. Hvor er det trist at der stadig findes pædagoger der er så skræmt over børns nysgerrighed på det område og at de derved gør det til noget skamfuldt.
Jeg synes det er vigtigt at du taler med din søn. Der er intet forkert i at være nysgerrig og der er heller ikke noget i vejen med at se på hinandens kønsdele.
Dog synes jeg det er vigtigt at du også taler med ham om hvornår det er okay og med hvem.
Her tænker jeg særligt på at han kun skal gøre det med børn på sin egen alder da de som udgangspunkt er på samme udviklingsniveau og derved kan det forventes at de siger fra hvis det er noget de ikke har lyst til. Derfor er det også vigtigt at tale om at respektere, hvis der er et andet barn der siger nej.
Jeg tænker også at det er vigtigt at tale om at de ikke må stikke noget op i hinanden, da der kan være risiko for at der kommer rifter og det kan udvikle sig til en slem infektion.
De børnehaver jeg kender har disse regler og ellers en god dialog i personalegruppen og med forældrene om at det er en naturlig del af livet i en daginstitution, men at rammerne skal være i orden så det hverken krænker det enkelte barn eller de andre børn.
Og så synes jeg det er vigtigt at du taler med pædagogerne om deres måde at håndtere denne situation på. Jeg synes det virker som at de selv har svært ved situationen og det er nok derfor de har trukket dig til siden. Men stadig kan det gøres på andre måder og hvis du ikke fortæller dem de ved de jo ikke at de gør noget forkert.
Jeg håber du kan bruge mine råd og ellers er du velkommen til at skrive igen.
Hilsen Trine
Trine yder personlig rådgivning, i spørgsmål omhandlende opdragelsen, institutionslivet, trivsel, leg og børns sociale udvikling enten via e-mail eller ved at kommer ud i jeres hjem, hvor I føler jer trygge og derved bedre kan fortælle om de vanskeligheder I oplever. Endvidere holder Trine foredrag inden for 3 overordnet områder. Det, som hun kalder naturlig opdragelse, børn laver mad og natur oplevelser både med og uden et pædagogisk indhold.
Se Trines hjemmeside: www.naturligopdragelse.dk