Jeg er konstant bange

... For at miste min datter.. 

Jeg er selv født meget for tidlig, og derfor er jeg ekstrem sensitiv i dag - så alle mine følelser er måske lige x10 i forhold til alle andres - og så sidder de bare ude på tøjet. 

Jeg ville høre om andre har det som mig. Min datter blev jo født for tidlig, og lå i C pap og havde nogle problemer og en hård start på livet. Vi kom hjem efter 3 ugers indlæggelse, og siden da har vi været indlagt over 2 gange med virus, hun har haft en masse problemer med maven og kan stadig døje med sin vejrtrækning. 

Lægerne siger jo at der ikke er noget galt, men jeg er bare konstant (!!!) bekymret for om hun er okay. Jeg løber fx tit ind når hun sover for at tjekke om hun trækker vejret. Det er hårdt at være så bekymret, jeg elsker hende jo bare så højt!

Er det normalt..? 

Det første år af min datters liv var jeg også konstandt bekymret. Og tjekkede også altid om hun trak vejret. Og det gør jeg faktisk stadig selv hun bliver 4 om 3 mdr. Jeg går altid indtil hende inde jeg går i seng.

det er ikke unormalt og specielt ikke med den første. Og så er det jo heller ikke unormalt for dig når din datter har haft en svær start på livet.

mortilsilke skriver:

... For at miste min datter.. 

Jeg er selv født meget for tidlig, og derfor er jeg ekstrem sensitiv i dag - så alle mine følelser er måske lige x10 i forhold til alle andres - og så sidder de bare ude på tøjet. 

Jeg ville høre om andre har det som mig. Min datter blev jo født for tidlig, og lå i C pap og havde nogle problemer og en hård start på livet. Vi kom hjem efter 3 ugers indlæggelse, og siden da har vi været indlagt over 2 gange med virus, hun har haft en masse problemer med maven og kan stadig døje med sin vejrtrækning. 

Lægerne siger jo at der ikke er noget galt, men jeg er bare konstant (!!!) bekymret for om hun er okay. Jeg løber fx tit ind når hun sover for at tjekke om hun trækker vejret. Det er hårdt at være så bekymret, jeg elsker hende jo bare så højt!

 

Er det normalt..? 

Tror det er helt normalt. Sådan havde jeg det også det første års tid, der gik ikke en dag hvor jeg ikke var bange for der skulle ske ham noget. Jeg er lidt mere rolig nu (han er nu 2,5 år), men jeg er stadig dagligt bekymret. Sker der nu noget i dagplejen, kører far galt med ham på vej hjem, bliver han syg, slår han sig, er de andre børn onde ved ham.... det er en del af pakken at være forældre, ens børn er jo det mest dyrebare man har så selvfølgelig bekymrer man sig... 

mortilsilke skriver:

... For at miste min datter.. 

Jeg er selv født meget for tidlig, og derfor er jeg ekstrem sensitiv i dag - så alle mine følelser er måske lige x10 i forhold til alle andres - og så sidder de bare ude på tøjet. 

Jeg ville høre om andre har det som mig. Min datter blev jo født for tidlig, og lå i C pap og havde nogle problemer og en hård start på livet. Vi kom hjem efter 3 ugers indlæggelse, og siden da har vi været indlagt over 2 gange med virus, hun har haft en masse problemer med maven og kan stadig døje med sin vejrtrækning. 

Lægerne siger jo at der ikke er noget galt, men jeg er bare konstant (!!!) bekymret for om hun er okay. Jeg løber fx tit ind når hun sover for at tjekke om hun trækker vejret. Det er hårdt at være så bekymret, jeg elsker hende jo bare så højt!

 

Er det normalt..? 

Jeg er selv født 10 uger for tidligt, men uden min i dag. I hvert fald ikke hvad jeg ved af.

Har født begge mine døtre til tiden, men tror da at det er en ret normal følelse. Jeg tjekker også min pige på 3 mdr. om natten, og har det bedst med at sove i samme rum som mine børn! Så lige nu samsover vi.. det er måske en løsning for dig? Det er dejlig trygt for alle parter af samsove.. jeg har pillet den ene side af tremmesengen af så den står op og ned af min side af sengen.. og min store pige på 3,5 år sover ved siden af mig 

Jeg tjekker da en gang imellem stadig min datter der fylder 12 lige om lidt.

Tror angsten for at miste sit barn er helt igennem normal, det unormale er når man ikke kan styre det og fx ikke tør tage barnet med ud eller andet.

Og det er klart når man har stået hvor ens barn har været syg osv. Så er angsten måske mere realistisk, billederne er en del af ens erfaringbank. På samme måde har jeg det, for ved ikke hvor mange gange jeg har nået at planlægge hele begravelsen mens jeg gik hen for at tjekke... Jeg er bare stolt nu hvor jeg ikke længere får rusket dem vågne fordi jeg pludselig synes jeg ikke kan se deres brystkasse bevæge sig, eller når jeg kan lade politikens "barnets sygdomme" blive stående i reolen når de får feber.

Ej ville egentlig bare skrive: velkommen til at være mor, det er en rolle der inkludere stor angst for at miste og kronisk dårlig samvittighed over man jo nok lige kunne gøre det lidt bedre.

Sitrani skriver:

Jeg er selv født 10 uger for tidligt, men uden min i dag. I hvert fald ikke hvad jeg ved af.

Har født begge mine døtre til tiden, men tror da at det er en ret normal følelse. Jeg tjekker også min pige på 3 mdr. om natten, og har det bedst med at sove i samme rum som mine børn! Så lige nu samsover vi.. det er måske en løsning for dig? Det er dejlig trygt for alle parter af samsove.. jeg har pillet den ene side af tremmesengen af så den står op og ned af min side af sengen.. og min store pige på 3,5 år sover ved siden af mig 

Min kæreste sover på sofaen, da han snorker helt ekstremt, så min datter sover altid ved siden af mig 

men godt at høre at det er normalt!