Er det normalt at føle sådan efter barn nummer 2?

Efter at lillebror er kommet til verden føler jeg lidt en skyld over for min datter som er 3 år. Føler jeg svigter hende og føler savn til hende selvom hun selvfølgelig er sammen med mig herhjemme. Hun bruger meget sin far for tiden hvilket jo også er dejligt at de har det sammen med alligevel føler jeg et savn til hende. Giver det mening? Jeg er jo meget med lillebror som kun er 4 dage gammel hvilket jo er helt normalt. Jeg prøver så vidt som muligt at inddrage hende i alt med lillebror og når lillebror så sover at lege og give hende al min opmærksomhed. 

Syntes det er svært at føle sådan men det er måske nok meget normalt? Har bare brug for opmuntring tror jeg...

Det er helt normalt , for nu kan man ikke bruge al sin opmærksomhed på det ene barn, men man skal ligesom finde en metode at dele sol og vind lige. Og man skal "lære" at rumme sl den kærlighed man har, nu ikke kun til et barn, men 2.

Den dårlige samvittighed forsvinder, for din datter kan sagtens mærke at du bestemt ikke elsker hende mindre nu hvor lillebror er ankommet.

Det er helt normalt , for nu kan man ikke bruge al sin opmærksomhed på det ene barn, men man skal ligesom finde en metode at dele sol og vind lige. Og man skal "lære" at rumme sl den kærlighed man har, nu ikke kun til et barn, men 2.

Den dårlige samvittighed forsvinder, for din datter kan sagtens mærke at du bestemt ikke elsker hende mindre nu hvor lillebror er ankommet.

Mom skriver:

Det er helt normalt , for nu kan man ikke bruge al sin opmærksomhed på det ene barn, men man skal ligesom finde en metode at dele sol og vind lige. Og man skal "lære" at rumme sl den kærlighed man har, nu ikke kun til et barn, men 2.

Den dårlige samvittighed forsvinder, for din datter kan sagtens mærke at du bestemt ikke elsker hende mindre nu hvor lillebror er ankommet.

Jeg gør ihvertfald alt hvad jeg kan for at hun kan mærke at jeg elsker hende overalt på jorden  Det bliver måske bedre med tiden jo ældre lillebror bliver...

Omsorgsgiver skriver:

Efter at lillebror er kommet til verden føler jeg lidt en skyld over for min datter som er 3 år. Føler jeg svigter hende og føler savn til hende selvom hun selvfølgelig er sammen med mig herhjemme. Hun bruger meget sin far for tiden hvilket jo også er dejligt at de har det sammen med alligevel føler jeg et savn til hende. Giver det mening? Jeg er jo meget med lillebror som kun er 4 dage gammel hvilket jo er helt normalt. Jeg prøver så vidt som muligt at inddrage hende i alt med lillebror og når lillebror så sover at lege og give hende al min opmærksomhed. 

Syntes det er svært at føle sådan men det er måske nok meget normalt? Har bare brug for opmuntring tror jeg...

Ja det er helt normalt. Og tiden kommer hvor du igen bliver brugt til det du plejer. Og indtil da, så vær på som du nu føler du kan og ellers bare lad farmand klare den store når Du har lillebror. 

Ingen børn er døde af at få en lillebror/søster. Og det fact at du er opmærksom på det gør jo også at du er klat over at hun skal bruge dig ind imellem. 

Men det er normalt at føle sig splittet og det er normalt at føle navneskift til lortemor. Men det er du ikke

jeg havde det på samme måde da jeg fik min datter... min søn var så godt nok 6 år, men han er delebarn og kun hos os hveranden weekend...

det er helt naturligt at føle man ikke giver de(n) store barn/børn opmærksomhed og/eller kærlighed nok i starten, men sundhedsplejerskerne laver en test på forældrene når barnet er 2-3 mdr for at have en bedre ide om efterfødselsreaktion...

Det er vi mange, der har følt Det går over igen, når I alle er vænnet til at familien er vokset og har fundet jer til rette. Du skal jo også lige vænne dig til at være mor til 2 

Omsorgsgiver skriver:

Efter at lillebror er kommet til verden føler jeg lidt en skyld over for min datter som er 3 år. Føler jeg svigter hende og føler savn til hende selvom hun selvfølgelig er sammen med mig herhjemme. Hun bruger meget sin far for tiden hvilket jo også er dejligt at de har det sammen med alligevel føler jeg et savn til hende. Giver det mening? Jeg er jo meget med lillebror som kun er 4 dage gammel hvilket jo er helt normalt. Jeg prøver så vidt som muligt at inddrage hende i alt med lillebror og når lillebror så sover at lege og give hende al min opmærksomhed. 

Syntes det er svært at føle sådan men det er måske nok meget normalt? Har bare brug for opmuntring tror jeg...

Jeg tror det er en helt normal følelse 

Jeg havde det også sådan med min datter - jeg havde til gengæld lillebror på brystet 24/7 pga. kolik  Hun var kun 3 år da hun blev storesøster, men far var god til at tage sig af hende 

Clisolka skriver:

Jeg tror det er en helt normal følelse 

Jeg havde det også sådan med min datter - jeg havde til gengæld lillebror på brystet 24/7 pga. kolik  Hun var kun 3 år da hun blev storesøster, men far var god til at tage sig af hende 

Her er far også god til at tage os af vores datter heldigvis. Nu har hun 1 uges vinterferie så vi skal rigtig hygge så meget som vi nu kan. 

Håber bare at det bliver bedre for det er ikke særlig sjovt faktisk at have et savn til hende selvom hun kan sidde lige ved siden af mig Har også været vant til at gå til svøning og gymnastik med hende og det kan jeg ikke for tiden da jeg ammer og stadig bløder efter fødslen. 

Omsorgsgiver skriver:

Her er far også god til at tage os af vores datter heldigvis. Nu har hun 1 uges vinterferie så vi skal rigtig hygge så meget som vi nu kan. 

Håber bare at det bliver bedre for det er ikke særlig sjovt faktisk at have et savn til hende selvom hun kan sidde lige ved siden af mig Har også været vant til at gå til svøning og gymnastik med hende og det kan jeg ikke for tiden da jeg ammer og stadig bløder efter fødslen. 

Det bliver absolut bedre med tiden 

Nu er den lille 17 mrd., så nu tumler de rundt og leger selv 

Nu er jeg selvfølgelig startet på arbejde igen efter barslen, men jeg tager gerne nogle fridage, kun mor og datter - så kan vi rigtigt hygge imens far er på arbejde og lillebror er i vuggestue. Og selvfølgelig omvendt med den lille