Lige om lidt.... 
På fredag bliver vores mirakel 3 år!
Jeg forstår ikke hvor tiden bliver af og glædes stadig, dagligt, over at han fik lov at blive hos os.
Han har gået i børnehave siden 1/8 - da hans dagplejer gik på efterløn - så selvom det var tidligt prøvede vi at starte ham op, og som alt andet, tog han det i stiv arm.
Han elsker sin børnehave, sine små venner og pædagogerne.
Når han møder om morgenen, står Laurits klar med et knus og så går de to hånd i hånd ind og leger.
Vi har lige været til tjek på OUH og det gik desværre ikke super godt.
De synes han er for lille - hvilket vi jo godt var klar over.
Han har stadig meget tynd afføring og får jævnligt nogle plamager/knopper på tungen som gør meget ondt.
Derfor blev der taget en masse prøver, som vi lige har fået svar på.
Alle blodprøver var fine, men afføringsprøven viste let til moderat nedsat udskillelse af enzymer i bugspytkirtlen.
Det er noget der ofte ses hos korttarmsbørn og kan som regel "reddes" med nogle piller, som han så lige er startet op på og sørme om det ikke allerede ser ud til at virke.
Oveni får han nogle energidrikke så han kan tage noget mere på, så der er lidt at stå i mod med. Han har lige rundet de 12 kg, efter han er startet på de her drikke! Det er stort!
Udover de små bump med maven, så er han en evig glad og aktiv lille fyr, som charmerer alle på sin vej.
Han har en fantastisk evne til at få folk til at smile 
(en meget kort beskrivelse, til de der ikke kender Mikkels historie.
Mikkel blev født 2 mdr. for tidligt, var død ved fødslen og blev genoplivet og få døgn gammel blev han meget syg i tarmene, han fik fjernet halvdelen af sin tyndtarm og halvdelen af sin tyktarm og fik lagt stomi - han har været igennem 4 meget store operationer inden for de første par levemåneder, og 5 andre små indgreb - der kan læses meget mere på min blog Mine Mirakler)
Og så lige lidt billeder af charmetrolden 
Vedhæftede fotos (klik for at se i fuld størrelse)
Anmeld