Hej.
Jeg står i en rigtig dum situation. Min kæreste er lige startet på universitetet efter han har været syg efter en ulykke i et halvt år. Det var hans største ønske og jeg synes han skulle have lov til det. Det kan mærkes økonomisk, men det går nok.
Men nu er jeg gravid, 20 uger henne, og vi bor over en times kørsel fra mine venner og min familie. Vi bor ved en ret lille by (som er helt død om vinteren) og det er umuligt at komme nogen steder uden bil. Han skal ind hver dag mens jeg læser hjemmefra. Og når han endelig er hjemme, skal han læse lektier. Vores tid sammen er mest når han er færdig og bare gerne vil flade ud foran fjernsynet eller på nettet. Af og til skal vi så noget, besøge nogen eller lignende, men det er ikke så ofte, at det rigtig fylder noget.
Jeg har forsøgt at starte til noget teater, noget frivilligt arbejde og lignende, men det dur ikke rigtigt. Mit hjerte er ikke i det, når jeg ved jeg alligevel skal føde om 4 mdr. Desuden er min selvtillid stadig i bund efter jeg var i et dumt forhold for 2 år siden, jeg har forsøgt at få hjælp til det med bliver stadig smidt rundt i systemet. Så jeg er bange for ikke at gøre tingene godt nok og at folk ikke vil kunne lide mig. Derfor er det heller ikke lige at kaste sig ud i noget.
Men jeg er bare så ensom. Særligt nu jeg er gravid. Dagene er lange og jeg føler ikke jeg har nogen at tale med. Det er ikke det samme at tale i telefon. Her er ikke engang naboer at tale med. Jeg vil så gerne være glad og glæde mig, men jeg føler mig bare alene. Hvad vil jeg med dette opslag? Måske høre om andre også har det som jeg. Og måske høre om der er nogen der ved hvordan man finder andre i sit område at tale med. Eller et eller andet. Jeg er bare ked af det lige nu og desperat efter at få noget menneskelig kontakt i min hverdag.
Tak fordi I gad læse det jeg har skrevet.
Anmeld
