Kære Trine
Jeg har en dreng på 4 år. Du bliver lidt nødt til at have lidt forhistorie med inden jeg kommer til mit centrale spørgsmål.
For et år siden flygtede vi på krisecenter, da søn var 3 år.
Hans far har udsat ham for "alvorlige" svigt. Siden han var 2 år er han blevet spærret inde på sit værelse som straf, hvis han gjorde noget som ikke passede hans far. (Lukket dør/holdt eller låst døren så han ikke kunne komme ud).
"Problemet" er. Sønnen er meget grænsesøgende nu her. Og det er selvfølgelig kun et sundhedstegn, men hvordan i alverden skal/kam jeg sætte grænser for ham? Jeg har prøvet at aflede ham. Det virker okay. Eller spørge ham om hvad han har lyst til at lave, men jeg har også prøvet at sende ham ud i køkkenet. Specielt i de situationer hvor han slår mig.
Jeg er altid ved ham ude i køkkenet, men han har udtryk at han er bange for at jeg lukker døren. Så jeg tænker at det er No go. Hvad kan jeg ellers Gøre uden at han føler det er et overgreb?
Trines svar
Kære løvemor
Tak for dit brev og hvor er det flot at du fandt modet til at gøre noget ved din situation og på den måde skåne dit barn for mere svigt.
Som du skriver er det et sundhedstegn at din søn er begyndt at være mere grænsesøgende men det er også et, for ham, nødvendigt redskab for at afkode verden og dig som mor. Hver gang han er grænsesøgende er det hans forsøg på at mærke dig og blive bekræftede i at du kan rumme ham også selvom hans opførelse er dårlig.
Derfor er det utrolig vigtigt at du altid er der når du sætter grænser og altså aldrig sender ham ud eller væk.
Det er også vigtigt at du hjælper ham med at italesætte hans følelser og anerkender dem men fortæller ham hvordan han kan vise dem på en accepteret måde.
Og så skal du ikke prøve at aflede for hvis du gør det anerkender du ikke hans følelser og derved lærer han at hans følelser er forkerte.
Så helt konkret skal du hver gang han begynder at være grænsesøgende, f.eks. ved ikke at høre efter, sige til ham "jeg vil have at du hører efter". Hvis han fortsætter skal du tage fat i ham og sige "fordi du ikke hører efter hvad jeg siger må du gå med mig i hånden indtil jeg siger til" Han vil sikkert reagere ved at blive sur og så tager du han hænder og holder dem indtil du kan mærke han slapper af, imens siger du " jeg kan godt forstå du bliver sur men jeg vil ikke have du slår" Hvis han begynder at slå igen gentager du med at holde hans hænder og sig at du ikke vil have at han slår.
Hvis han har temperament kan du opleve at han bliver hysterisk og går "amok". Her skal du sætte dig ned og tage ham på skødet mens du holder ham evt også med benene mens du fortæller ham " jeg skal nok passe på dig". På et tidspunkt vil han falde til ro og så har han mærket din kærlighed.
Dette kommer til at ske mange gange og det er af afgørende betydning at du holder ud for at give din søn tillid til voksne tilbage. Det er en stor opgave og du skal måske bede om professionel hjælp hvis det bliver for hård, særlig hvis du ikke har en familie eller tætte venner der kan støtte dig og give dig den opbakning du har brug for.
Jeg håber du kan bruge mit råd ellers er du velkommen til at skrive igen.
Jeg ønsker dig al held og lykke.
Hilsen Trine
www.naturligopdragelse.dk
Trine yder personlig rådgivning, i spørgsmål omhandlende opdragelsen, institutionslivet, trivsel, leg og børns sociale udvikling enten via e-mail eller ved at kommer ud i jeres hjem, hvor I føler jer trygge og derved bedre kan fortælle om de vanskeligheder I oplever. Endvidere holder Trine foredrag inden for 3 overordnet områder. Det, som hun kalder naturlig opdragelse, børn laver mad og natur oplevelser både med og uden et pædagogisk indhold.
Se Trines hjemmeside: www.naturligopdragelse.dk