Hård periode med mange tanker om fremtiden

Har brug for at skrive et sted, og her bliver det ☺️

Mit barn er 10 måneder + - starte i dagpleje og hverdagen skal til at starte for alvor efter barsel. 

Jeg glæder mig hverdag til at hente fra dagpleje og vi kan lege inden den står på aftensmad og putning. 

Min kamp er hver gang der skal puttes - både aften og dag i weekenderne. Det er en kamp og har en som bliver meget ulykkelig og det ende ofte med at mor her kommer i vildrede og selv bliver ked af det, og så begynder tankerne at flyve rundt om, at fortsætter det således ender det med at mit ønske om to børn aldrig bliver opfyldt mm. 

Jeg er en meget følelseladet mor, som måske hurtig bliver påvirket af situationer, men kæmper med det. 

Jeg spørg andre til råds, og vil gerne tage dem til mig, men det er desværre ofte nemmere i teorien end i praktisk. 

Er der andre, som har eller har haft de samme tanker? 

Fra en mor som kæmper med sit barn, sit parforhold, sin familie, sin fremtiden og sine tanker ����

Alle sunde raske børn kan falde i søvn på fornuftig vis. Nogle perioder tager det lidt længere tid end andre og nogle gange er barnet måske inde i en utryg periode, F.eks ved opstart af dagpleje, nye søskende, større omvæltningers generelt. Men, med lidt tålmodighed kan man sagtens få en god putte tid med sine børn. Nogle vil gerne høre beroligende musik lidt tid mens de falder i søvn, nogle høre en historie og lytte til forældrenes stemme og mange skal bare puttes kærligt men bestemt. De første dage kan det tage laaaang tid. Ingen tvivl, specielt hvis man bruger den med at gå ind, sige godnat, kan du sove godt skat, og kysser F.eks. Lægger dem ned hver gang. De må gerne pylre, det kan ofte ikke undgås i de perioder, men gen, være bestemt men kærlig hver gang. Til sidst kan man putte meget hurtigt og nemt og børnene slipper for den fase med skrigeri der gør dem ekstra trætte.

Der udover skal man være sikker på ens barn ikke er for overtræt, dvs kommer for sent i seng. Eller for tidligt for den sags skyld. Alt skal times så det kommer til at følge samme rytme hver dag. Lurene på ca samme tid, og spise og puttetider samme tid. Børn føler tryghed i faste rammer og ikke i cafebesøg hver anden dag, hygge hos en veninde eller andet. Ikke at jeg siger du gør det, men man skal tænke over de faste rutiner og rammer

og barnet føler din utryghed. Så sørg for at mande dig op med både tålmodighed og viden om at det du gør er ok, barnet tager ikke skade af at være utilfreds med at blive puttet. Det bliver bedre med tiden parforholdet skal der arbejdes meget med når man får børn. Manden føler sig ofte svigtet selv om de sjældent siger noget. Sørg for at der er JER tid. Dvs barnet skal i seng mellem F.eks 19-20 så i har et par timer hvor i kan hygge, spise god mad og bare være jer. Glem vasketøjet den dag

Har brug for at skrive et sted, og her bliver det ☺️

Mit barn er 10 måneder + - starte i dagpleje og hverdagen skal til at starte for alvor efter barsel. 

Jeg glæder mig hverdag til at hente fra dagpleje og vi kan lege inden den står på aftensmad og putning. 

Min kamp er hver gang der skal puttes - både aften og dag i weekenderne. Det er en kamp og har en som bliver meget ulykkelig og det ende ofte med at mor her kommer i vildrede og selv bliver ked af det, og så begynder tankerne at flyve rundt om, at fortsætter det således ender det med at mit ønske om to børn aldrig bliver opfyldt mm. 

Jeg er en meget følelseladet mor, som måske hurtig bliver påvirket af situationer, men kæmper med det. 

Jeg spørg andre til råds, og vil gerne tage dem til mig, men det er desværre ofte nemmere i teorien end i praktisk. 

Er der andre, som har eller har haft de samme tanker? 

 

Fra en mor som kæmper med sit barn, sit parforhold, sin familie, sin fremtiden og sine tanker ����

Kan du prøve at forklare i detaljer hvordan putningen foregår, hvordan du reagerer, hvordan h*n reagerer, og hvor lang tid det tager?

Vi prøver at holde os til de rutiner, som der er i hverdagen, men de bliver ofte rykker pga det ikke går så nemt at putte hjemme som i dagplejen. 

Vi putter kl 19 hver aften efter en natgrød, to små historie, musik og amning. 

H* bliver meget ulykkelig, så vi forlader ikke værelset før der er helt ro og sikker på søvn, og det kan tage fra 15 min - 1 time - alt efter hvor træt h* er. 

Jeg taler stille og rolig, siger godnat, du skal sove nu. H* tumler rundt i sengen og rejser sig op. Til sidst bliver jeg irriteret, men prøver at bevar roen og stille snak. 

Jeg vil vove den påstand at det er en fase - og det er her hvor barnet prøver dig af.

Det er lige midt en tid hvor barnet begynder at opleve at du kan "forsvinde" og "forlade det", og det er nyt og måske lidt skræmmende for barnet.

Jeg kender ALT til at man bliver den frustrerede mor der selv pludselig kommer til at hidse sig lidt op eller blive ked af det.

Jeg fik en bog af min sundhedsplejerske - Helens bog om børn og søvn. Og den hjalp mig med at lære at styre mig selv i de her dumme situationer. Jeg lærte bedre at forstå HVORFOR barnet reagerer som det gør, og på den måde fik jeg nemmere ved at tackle det.

Anonym skriver:

Vi prøver at holde os til de rutiner, som der er i hverdagen, men de bliver ofte rykker pga det ikke går så nemt at putte hjemme som i dagplejen. 

Vi putter kl 19 hver aften efter en natgrød, to små historie, musik og amning. 

H* bliver meget ulykkelig, så vi forlader ikke værelset før der er helt ro og sikker på søvn, og det kan tage fra 15 min - 1 time - alt efter hvor træt h* er. 

Jeg taler stille og rolig, siger godnat, du skal sove nu. H* tumler rundt i sengen og rejser sig op. Til sidst bliver jeg irriteret, men prøver at bevar roen og stille snak. 

Har i overvejet at putte lidt senere. Hva gør i mens h*n er ked af det. Snakker i, holder i hånd osv?

Anonym skriver:

Vi prøver at holde os til de rutiner, som der er i hverdagen, men de bliver ofte rykker pga det ikke går så nemt at putte hjemme som i dagplejen. 

Vi putter kl 19 hver aften efter en natgrød, to små historie, musik og amning. 

H* bliver meget ulykkelig, så vi forlader ikke værelset før der er helt ro og sikker på søvn, og det kan tage fra 15 min - 1 time - alt efter hvor træt h* er. 

Jeg taler stille og rolig, siger godnat, du skal sove nu. H* tumler rundt i sengen og rejser sig op. Til sidst bliver jeg irriteret, men prøver at bevar roen og stille snak. 

Okay. Jeg synes ikke umiddelbart at det lyder helt katastrofalt. En time er i overkanten, men dog stadig acceptabelt. En halv time vil jeg sige er helt normalt.

Min søn har også haft perioder hvor det har taget længere tid at putte, og så vender det igen, og så vender det igen-igen.

Er det noget der er kommet for nylig? H*n er jo lige omkring separationsangst-alderen.

Hejsa

Jeg kan godt følge dig i det med at tænke/spekulerer over fremtiden, både med børn, mand, job etc.  - sån er vi kvinder/mødre jo nok så ''heldige''..

Vores datter på 2 år har efterhånden haft mange faser... Hører tit min mand og jeg sige ''det er nok en fase''.... Men pludselig så er det jo også hverdag...

Jeg bliver også lettere frustreret når man har brugt laaang tid på at virke rolig og afslappet og har hygget med putningen, og så vil barnet stadig ikke sove!! argh.... Jeg bliver ikke længere på værelset.. når vi har læst historie, sunget en sang og drukket et glas vand.. så siger jeg ''mor skal lige ud på toilet, el. lign. og kommer om lidt igen..'' så kan det godt være hun lige brokker sig, men så er det (oftest) bare det....

Har en veninde der engang sagde, at hun tog hendes søns faser som en oplevelse.. ''Det bliver spændende hvad natten/aftenen/dagen bringer, både det gode og det knap så gode''... og hun sagde det med et lidt ironisk smil... Men alligevel har det smittet af på mig.. (de fleste dage i hvert fald)..

Pøj pøj med faserne =)