Er forvirret og trist....

Hej allesammen!

Jeg skriver fordi vi er i den situation at vi venter os vores tredje barn. Vi har i forvejen to dejlige unger på 3 1/2 år og 1 1/2 år.

Vil vil derfor om et år have tre børn i alderen 4, 2 og 0 år

Jeg er meget meget ambivalent... På en måde er jeg glad og ser det som en gave og et mirakel at vi skal have én til, men en del af mig skriger af fortvivelse, for hvordan skal det hele gå??!!

Jeg er ikke altid en super overskuds mor, og jeg har til tider problemer nok med at overskue de to som vi allerede har... Min mand hjælper utrolig meget til, han elsker børn og glæder sig helt vildt over at vi skal have endnu en!

Men jeg er ikke helt på samme niveau...
Jeg tænker meget praktisk, hvordan får vi tid? De to "store" er jo stadig små, vi skal have ny bil, og faktisk også nyt hus hvis de skal have hvert deres værelse
Har vi økonomi til det? Men vigtigst af alt, har vi overskud til nr tre?

Jeg har forelagt abort som en mulighed for min mand, men det blev han meget meget ked af... Han siger at det vil jeg fortryde resten af mit liv. Og han har sikkert ret!
Jeg ser det absolut ikke som et selvfølge at man kan få børn, og jeg ved at hvert eneste barn er et lille mirakel...

Jeg er nok bare hormunella og meget bange

Så nu prøver jeg, i et desperat forsøg, at skrive herinde i håb om at nogle af jer med tre eller flere børn kan fortælle mig hvordan livet med tre børn er?
Skal jeg bare glæde mig og tage tingene som de kommer?

Hilsen en fortvivlet gravid mor

Vi har tre børn med to års mellemrum. De er lige straks 2, 4 og 6 år. Og jo det har da været lidt hårdt men egentlig ikke så slemt igen. Har så også en far til dem der er meget på. Var nok blevet gråhåret uden ham. De har alle tre stor glæde af hinanden og der er altid en at lege med :-) Vores familie føltes bare fuldendt da hun kom til verden. Jeg tror at tre børn er det perfekte for os og deres aldersforskel er også perfekt.

Jeg har en på 4år, en på 2 år og en på 3 måneder. Og ja det er hårdt. Men jeg syntes faktisk det var hårdere da jeg var gravid pga bækkenløsning. Men jeg har også fået en utrolig veltilpas dreng der bare sover om natten og er glad om dagen. Jeg er glad for at vi valgte at beholde. Men børnene har også nogle gode bedsteforældre og oldeforældre, vi kan trække lidt på en gang imellem.

Som jeg læser det er mange af dine bekymringer omkring materialistiske ting og det tror jeg ikke du behøvet at tænke så meget over! Jeg er vokset op i et rækkehus, vi var tre børn og mine forældre på knap 80 kvm men jeg og mine søskende har aldrig manglet noget!Jeg delte værelse med min søster og det fungerede fint! Jeg tror ikke at det er eget værelse og bil der skal være afgørende i din beslutning!

Det jeg synes er vigtigt om i har plads til barnet, ikke fysisk men ellers! Det vigtige er at barnet bliver elsket og ja det bliver med garanti super hårdt men jeg tror fast på at hvis kærligheden til hinanden og familien er der, skal alt det andet også nok gå! 

SandraXOXO skriver:

Vi har tre børn med to års mellemrum. De er lige straks 2, 4 og 6 år. Og jo det har da været lidt hårdt men egentlig ikke så slemt igen. Har så også en far til dem der er meget på. Var nok blevet gråhåret uden ham. De har alle tre stor glæde af hinanden og der er altid en at lege med :-) Vores familie føltes bare fuldendt da hun kom til verden. Jeg tror at tre børn er det perfekte for os og deres aldersforskel er også perfekt.

Hvordan klarede/klarer i det rent praktisk?
Om morgenen, amning, tøj på, mad?

Jeg er SÅ bange for at komme til at svigte de to som jeg allerede har

Ikke nok med at den store skulle forholde sig som 2 årig til at blive storesøsken da nr to kom til verden, nu skal h*n forholde sig til det én gang til som 4 årig... Føler næsten ikke at vi kan byde det!

Men jeg bed jo også godt at tre børn i så tæt en alder vil få mega meget ud af hinanden senere hen.. Eller hvad? De vil jo være så tætte at lege osv vil være lidt de samme?

Ravnholt skriver:

Jeg har en på 4år, en på 2 år og en på 3 måneder. Og ja det er hårdt. Men jeg syntes faktisk det var hårdere da jeg var gravid pga bækkenløsning. Men jeg har også fået en utrolig veltilpas dreng der bare sover om natten og er glad om dagen. Jeg er glad for at vi valgte at beholde. Men børnene har også nogle gode bedsteforældre og oldeforældre, vi kan trække lidt på en gang imellem.

Vi har kun ét hold bedsteforældre... Og dem kan vi jo ikke bare trække på hele tiden...
Det har faktisk været svært nok at skulle få passet de to sammen som vi har nu, så jeg kan lige se for mig at det bliver fuldstændig umuligt at få passet tre små...

Hvordan tog jeres den ældste det?

MHB skriver:

Som jeg læser det er mange af dine bekymringer omkring materialistiske ting og det tror jeg ikke du behøvet at tænke så meget over! Jeg er vokset op i et rækkehus, vi var tre børn og mine forældre på knap 80 kvm men jeg og mine søskende har aldrig manglet noget!Jeg delte værelse med min søster og det fungerede fint! Jeg tror ikke at det er eget værelse og bil der skal være afgørende i din beslutning!

Det jeg synes er vigtigt om i har plads til barnet, ikke fysisk men ellers! Det vigtige er at barnet bliver elsket og ja det bliver med garanti super hårdt men jeg tror fast på at hvis kærligheden til hinanden og familien er der, skal alt det andet også nok gå! 

Nej sådan vil jeg faktisk ikke sige... Selvfølgelig er det materielle en del af mine bekymringer, men vi kan jo altid bare flytte hvad det er.

Jeg tænker nok mest sådan rent overskudsmæssigt og selvfølgelig også praktisk...
F.eks det med bilen, vi skal jo kunne komme frem og tilbage og der er ikke plads til tre autostole i den vi har nu...
En på 4 år skal vel stadig sidde i stol ikk?

Jeg håber virkelig at du har ret i at det hele nok skal løse sig af sig selv. Lige nu ser det hele nok bare lidtuoverskueligt ud...

Anonym skriver:

Nej sådan vil jeg faktisk ikke sige... Selvfølgelig er det materielle en del af mine bekymringer, men vi kan jo altid bare flytte hvad det er.

Jeg tænker nok mest sådan rent overskudsmæssigt og selvfølgelig også praktisk...
F.eks det med bilen, vi skal jo kunne komme frem og tilbage og der er ikke plads til tre autostole i den vi har nu...
En på 4 år skal vel stadig sidde i stol ikk?

Jeg håber virkelig at du har ret i at det hele nok skal løse sig af sig selv. Lige nu ser det hele nok bare lidtuoverskueligt ud...

Jeg har selv kun et barn men kan sagtens sætte mig ind i dine bekymringer! Men jeg kender efterhånden rigtig mange med tre børn og de siger alle sammen at nummer tre ikke har betydet tre gange arbejde! 

Har du haft taget snakken med din mand og delt dine bekymringer? Som du beskriver ham er jeg sikker på at han gerne vil tage sin del af slæber  

Ang. Autostol kommer det an på barnets højde, men som udgangspunkt må et barm på fire godt side på et børnesæde/autosæde og ikke nødvendigvis i et autostol  

MHB skriver:

Jeg har selv kun et barn men kan sagtens sætte mig ind i dine bekymringer! Men jeg kender efterhånden rigtig mange med tre børn og de siger alle sammen at nummer tre ikke har betydet tre gange arbejde! 

Har du haft taget snakken med din mand og delt dine bekymringer? Som du beskriver ham er jeg sikker på at han gerne vil tage sin del af slæber  

Ang. Autostol kommer det an på barnets højde, men som udgangspunkt må et barm på fire godt side på et børnesæde/autosæde og ikke nødvendigvis i et autostol  

Ja min mand og jeg har nærmest ikke lavet andet de sidste par uger bed at snakke om det
Han er helt med på familie livet som 5. Og han glæder sig som sagt meget!

Jeg fik 3 børn på tre et halvt år. Synes det var super fed at være rutineret mor, alt om spædbørn stod frisk i erindring. Amalie gled bare ind i vores familie. Og må dige af mine tre unger har så meget glæde af hinanden.