Hej piger,
nu prøver jeg for 2. gang at se, om jeg kan vænne Marcus fra bleen. Jeg startede igår, fredag, efter at han sidste søndag, da han var i bad, pludselig kaldte på mig og sagde, at han skulle lave "puha", og så fandt jeg potten, og vupti, der kom en lille pølse i potten. Så jeg opdagede jo, at han i hvert fald kunne mærke, når han skal lave stort. Jeg ville så ikke tage den der med det samme, da jeg ikke ville starte det, mens han var i børnehave. Jeg har ham alligevel hjemme om fredagen, så jeg besluttede mig for det i stedet. Men...
Jeg synes ikke rigtigt, han kan finde ud af at sige til. Hver gang han har skullet tisse, har han tisset i bukserne, hvor han så har sagt, "jeg har tisset". Så har jeg bare sagt: "nå for søren, det er ikke så rart med våde bukser, så vi tager dem lige af, så du kan få noget tørt på" og så snakket lidt om, at når han skal tisse, skal han sætte sig på potten osv. Jeg har bare taget det stille og roligt. Men lader ikke til at registrere, at han skal tisse. Nu her for lidt siden, spurgte jeg ham, om han ikke skulle han at tisse lidt (havde ikke tisset siden ved 12-13-tiden...) Men det svarede han bare nej til. Jeg havde spurgt ham nogle gange tidligere, hvor han også bare havde sagt nej.
Så 1 minut efter har han pludseligt tisset i bukserne... Jeg tager det selvfølgelig igen bare stille og roligt og får tøjet af ham og tørret op på gulvet osv.
Når han så har tisset i bukserne, vil han hen og sidde på potten, men så kommer der jo ikke mere... Her til morgen sad han der 2 timer (ja helt frivilligt), og han sagde flere gange undervejs "nu tisser jeg", men der kom ikke noget, og så ville han blive siddende. Og nu sidder han der igen, og nærmest bare venter. Han har lige bedt om at få en ble på, så det får han lov til. Jeg venter dog lige til han har fået noget at spise, og så kommer han i bad. Så får han ble på derefter, hvis han stadig vil det.
Jeg synes virkeligt, jeg har svært ved at finde ud af, om han er klar eller ej, fordi han jo på den ene side kunne mærke, at han skulle lave stort i søndags, men tilsyneladende ikke kan mærke, at han skal tisse.
Han var lige oppe at stå for lidt siden og sagde så pludseligt: "Jeg er ved at tisse", så jeg sagde, jamen så må du jo sætte dig på potten. Det gjorde han så, men der er ikke kommet noget...
Ville I vente lidt endnu, eller bare prøve et par dage mere, og se, om det bliver bedre? Jeg er helt blank her og aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg vil jo på den ene side ikke presse ham, men jeg kunne på den anden side også godt tænke mig, at han snart blev blefri. Men det skal altså ikke være under pres.
Knus Dorthe
Anmeld