Har det stadigvæk mega svært!

Jeg mistede min kære far sidste sommer. 1 uge før min fødselsdag og kun 2 uger efter fødslen af min datter. Det hele gik så stærkt, fra da han blev indlagt til han pludselig ikke var iblandt os længere. Jeg står med følelsen af at jeg før havde alt og nu intet. Jeg ved samtidig at det er noget vrøvl, for jeg har min egen lille familie - to børn, en kæreste og alle mine søskende.
Jeg er 27 år og var slet slet ikke parat til at skulle stå uden min sidste forælderfigur. Min mor døde da jeg var 8 år gammel.. Min far betød alt for mig.. og derfor har jeg stadig lidt svært ved at forstå at han ikke er her længere. Jeg græder stadig og har tit følelsen af at livet er ligegyldigt! 
Jeg var været hos en psykolog flere gange. Det har ellers altid været et tabu for mig at skulle ty til den slags hjælp, men følte mig til sidst nødsaget til det. Men jeg føler ikke at det har hjulpet.

Øv hvor er livet bare uretfærdigt.. 

Undskyld, havde lige brug for at lufte lidt ud.. 

Det er også et voldsom tab, når ens forældre død. Især fordi man bare ik er klar.

I dit tilfælde har du jo heller ik haft tid til at forberede dig, Pluds at du har stået med en helt lille nyfødt, så det har været 2 kæmpe store ting i dit liv, der har ramt sammen!

Heldigvis syntes jeg at det bliver bedre med årene, men savnet vil altid være der! Vh stine

Bare gæst skriver:

Jeg mistede min kære far sidste sommer. 1 uge før min fødselsdag og kun 2 uger efter fødslen af min datter. Det hele gik så stærkt, fra da han blev indlagt til han pludselig ikke var iblandt os længere. Jeg står med følelsen af at jeg før havde alt og nu intet. Jeg ved samtidig at det er noget vrøvl, for jeg har min egen lille familie - to børn, en kæreste og alle mine søskende.
Jeg er 27 år og var slet slet ikke parat til at skulle stå uden min sidste forælderfigur. Min mor døde da jeg var 8 år gammel.. Min far betød alt for mig.. og derfor har jeg stadig lidt svært ved at forstå at han ikke er her længere. Jeg græder stadig og har tit følelsen af at livet er ligegyldigt! 
Jeg var været hos en psykolog flere gange. Det har ellers altid været et tabu for mig at skulle ty til den slags hjælp, men følte mig til sidst nødsaget til det. Men jeg føler ikke at det har hjulpet.

Øv hvor er livet bare uretfærdigt.. 

Undskyld, havde lige brug for at lufte lidt ud.. 

Det lyder hårdt at have mistet begge forældre allerede i din alder. Din fars dødsfald og fødslen af din datter og din egen fødselsdag , lyder også som en hård omgang når det ramler sammen som det gjorde, så jeg kan sagtens forstå at du synes at det er uretfærdigt- for det er det jo. Jeg håber at du kan finde en form for hjælp eller redskaber for at tackle sorgen på sigt. 

Det er rigtigt hårdt at miste ens forældre samtidig med at man selv bliver forældre. For 1,5 år siden mistede jeg min mor 14 dage før jeg fødte vores første søn. og jeg savner hende hver dag, har lyst til at ringe til hende og fortælle om vores søn, og spørge om råd. Selv om andre familiemedlemmer og venner er søde, rare og gerne vil hjælpe, så er det bare ikke det samme, og det bliver aldrig det samme som at have forældre, for det er det tætteste man har. Min sundhedsplejerske sagde at når man selv bliver mor, er den tid man selv mest har brug for sin egen mor/far. Jeg tror også at når fødslen og dødsfaldet kommer så tæt på hinanden, så skal man bearbejde både sorg og glæde, og det er svært. Jeg fik en  nedtur ca. 2 måneder efter fødslen og har haft det med jævne mellemrum siden, men det bliver nemmere og der er længere tid imellem.

Det er godt at du får hjælp og nogle redskaber til at takle det, og det skal nok blive nemmere med tiden.