Bliver man nogensinde tilfreds?

Hej. Jeg synes nærmest, jeg har været på kur i 10 år. Ja siden jeg fik den mindste. Jeg er ikke og har ikke været voldsomt overvægtig. Men da jeg kun er 158 cm høj, er jeg overvægtig ved 65 kg og har vejet lidt over engang.

Jeg har så siden nov været på stenalderkost og har det helt igennem fantastisk. Jeg ser det ikke som en kur, men klart en livsstil. Og det fungere fint for mig. Men har stadig ikke tabt mig mere end 5 kg. Jeg har tabt mig 5 cm om taljen og 12cm om hoften. Jeg kan se min krop har ændret sig og jeg har ingen dælle, der hænger ud over kanten af bukserne. Min krop er glad for min kost. Jeg føler overskud og velvære duer den kost, jeg giver min krop.

Alligevel er jeg ikke HELT tilfreds... De tal på vægten, som man evig og altid jagter, hjemsøger mig stadig... Drømmen om at der skal stå 54 kg på vægten, ligger i baghovedet.

Jeg har prøvet at skyde det lidt igang med 5:2 kuren, men det ser ikke rigtig ud til at virke for mig. Kan fint faste, men kroppen er så ''udmageret'' at den skriger på mere mad, når fasten er ovre. Kastede mig simpelthen over en halv pose chips i aftes!! Jamen hvad sker der..! Plejer faktisk slet ikke at have lyst til det, men......

Jeg kan godt se på min krop og i mit liv at mit velvære fungere... Jeg vejer 59-60 kg, har timeglas figur, passer str S/M, dyrker motion 3-4 gange om ugen er er faktisk helt igennem godt tilfreds....
MEN..... Bliver jeg nogensinde tilfreds med tallet på vægten?

Ja jeg tænker det samme som du og tror svaret er nej desværre hvis man har det sådan. Jeg har selv tabt mig efter to graviditeter i træk og selvom jeg vjer mindre nu end da jeg fik mit første barn synes jeg bare ikke min krop ser ud som den skal. Jeg vejer mig hver dag og og har også ændret min kost og motionsvaner og det trives jeg fint med bortset fra at alting handler om min vægt og om kalorier.

Så jeg tror det er svært fordi det handler om noget andet end bare vægten men om det generelle selvværd og det er det som er synderen og i mindre grad vægten som for dit og mit vedkommende måske i virkeligheden ikke er så slemt og måske godt nok i virkeligheden.

Så jeg kan sige at selvom mit mål inden vægttabet var 54 kg og jeg nu svinger mellem 49-50 kg så er jeg ikke tilfreds. Ikke fordi jeg ønsker at tabe mig mere tværtimod burde jeg nok veje 52 kg, men fordi jeg bare alment er utilfreds med mig selv selvom min fornuft siger mig at det er skammeligt af mig ikke at være tilfreds. Men det er simpelthen fordi man skal finde problemet indeni og ikke udenpå og gætter på det er der dit problem sikkert også ligger.

Annette A skriver:

Ja jeg tænker det samme som du og tror svaret er nej desværre hvis man har det sådan. Jeg har selv tabt mig efter to graviditeter i træk og selvom jeg vjer mindre nu end da jeg fik mit første barn synes jeg bare ikke min krop ser ud som den skal. Jeg vejer mig hver dag og og har også ændret min kost og motionsvaner og det trives jeg fint med bortset fra at alting handler om min vægt og om kalorier.

Så jeg tror det er svært fordi det handler om noget andet end bare vægten men om det generelle selvværd og det er det som er synderen og i mindre grad vægten som for dit og mit vedkommende måske i virkeligheden ikke er så slemt og måske godt nok i virkeligheden.

Så jeg kan sige at selvom mit mål inden vægttabet var 54 kg og jeg nu svinger mellem 49-50 kg så er jeg ikke tilfreds. Ikke fordi jeg ønsker at tabe mig mere tværtimod burde jeg nok veje 52 kg, men fordi jeg bare alment er utilfreds med mig selv selvom min fornuft siger mig at det er skammeligt af mig ikke at være tilfreds. Men det er simpelthen fordi man skal finde problemet indeni og ikke udenpå og gætter på det er der dit problem sikkert også ligger.

Tak for svar.
Ja jeg tror desværre du har ret. Man kan ikke selv se det...

Jeg har tabt 12 kg og vejer nu 60 kg.

Jeg har det enormt godt med det, men når jeg kigger mig selv i spejlet, er jeg stadig tyk. Jo jeg kunne godt tabe mig 5 kg mere, men jeg er jo helt normalvægtig.

Jeg har åbenbart ikke kigget på mig selv da jeg vejede 72 kg

Psyken kan i hvert fald ikke følge med selvom vægten og tøjstørrelsen siger jeg er normal. Jeg kan også drømme at jeg vågner en morgen og så har jeg taget det hele på igen. Det er åbenbart så stor en frygt i mig.