17 år

Jeg er en pige på 17 år som er i 8 uge, det skal lige siges jeg er kun LIGE fyld 17.
Min kæreste gennem et år og jeg er ved uforsigtighed blevet gravide. og vi har efterhånden vendt os til tanken om en lille spirevip, men vi er kun 17 og 18 år, min familie siger self at de vil støtte mig men jeg ved jo godt at de inderstinde ville for min skyld have at jeg tager en abort. jeg er i mod abort, derfor jeg skal have barnet, kan ikke respektere folk der ikke kan tage konsekvensen af det de har gjord og tage ansvar. Bør jeg få barnet? jeg skal bo hjemme hos min mor, i trykke omgivelser og med massere af penge til tøj, mad, bler kort og godt alt. fordi min kæreste og jeg bliver bor hjemme gratis så vores peenge kan ubeskåret gå til den lille

Tenna92 skriver:

Jeg er en pige på 17 år som er i 8 uge, det skal lige siges jeg er kun LIGE fyld 17.
Min kæreste gennem et år og jeg er ved uforsigtighed blevet gravide. og vi har efterhånden vendt os til tanken om en lille spirevip, men vi er kun 17 og 18 år, min familie siger self at de vil støtte mig men jeg ved jo godt at de inderstinde ville for min skyld have at jeg tager en abort. jeg er i mod abort, derfor jeg skal have barnet, kan ikke respektere folk der ikke kan tage konsekvensen af det de har gjord og tage ansvar. Bør jeg få barnet? jeg skal bo hjemme hos min mor, i trykke omgivelser og med massere af penge til tøj, mad, bler kort og godt alt. fordi min kæreste og jeg bliver bor hjemme gratis så vores peenge kan ubeskåret gå til den lille

Tja, i min verden er det at tage ansvar at vurdere enhver situation og se på det i forhold til hele mit liv og så vurdere ud fra det.
Så jeg har fuld respekt for alle mennesker der tager ansvar og i forhold til børn i høj grad også dem der vælger fra fordi de kan se at det er bedst for barnet.
Hvad du skal eller ikke skal gøre, det kan kun du svare på.
held og lykke...
Eva

Hej med dig.

Jeg vil forsøge at svare efter bedste evne. Jeg ville også ønske for dig at du ventede. Kort og præcist   Du skriver at du er imod abort og at du ikke har respekt for folk der ikke kan tage ansvar for deres handlinger - jeg synes nu det siger mere om ansvar at erkende at man ville være endnu bedre rustet til at blive mor hvis man ventede et par år eller 5. Jeg ville ihvertfald meget meget nødig være gået glip af ALLE de fantastiske oplevelser jeg havde fra 17 - 26år!  Det havde jo ikke været det samme med et barn - og nu er jeg så endelig klar til at få et barn. Jeg er næsten færdig med min uddannelse, kan få et godt job med god løn, jeg bor godt, min kæreste er helt klar og vi har alle fordele mht at give mit barn det bedste OG vi har haft vores ungdom begge to hvor vi kunne blive de mennesker vi er i dag uden at tage hensyn til andet.

At vælge en abort betyder ikke at du siger nej til at blive mor - men du erkender at du ikke kan byde barnet det bedste lige her og nu - det siger meget om modenhed i min verden. Er det virkelig lykken for jer at bo hjemme hos jeres forældre med et spædbarn??? I min verden ville det ihvertfald ikke være det jeg drømte om som 17årig!!! Jeg synes generelt at langt de fleste mennesker bør vente til de er fyldt 23-25 år før de får børn - om ikke for barnets skyld så ihvertfald for deres egen.

Men held og lykke med beslutningen. Jeg håber du / I bliver glade for den hvad end I vælger

Jeg må give Eva fuldstædndig ret i, at det IKKE er at tage ansvar for sine handlinger at sætte et barn i verden man ikke er klar til, har lyst til, eller kan tage vare på.. så er det i mine øjne meget mere ansvarsfuldt at vælge en abort..
Lige i dit tilfælde ved jeg ikke hvad DU skal gøre, men jeg tror umiddelbart, ikke kun for barnets skyld, at jeg selv ville vælge en abort i din situation. Jeg mener ikke det er holdbart at du skal "klare dig" for dine forældres penge for at få det til at løbe rundt, men jeg kan ikke fortælle dig hvad der er rigtigt for netop dig!
Hvad med at tale det rigtig godt igennem med alle involverede? din kæreste, Jeres forældre osv... det lyder som om du har et godt bagland, og en familie der holder af dig og passer på dig, men hvis det pludselig bliver din familie der får et barn, og ikke dig, synes jeg ikke det er helt fair!
Jeg ønsker dig al held og lykke, uanset din beslutning. Jeg undrer mig over at du spørger om herinde hvad du skal gøre, når du i dit indlæg gør det klart at du er imod abort! er der så noget valg for dig, når nu du ER gravid?
knus Caroline 10+4

Tenna92 skriver:

Jeg er en pige på 17 år som er i 8 uge, det skal lige siges jeg er kun LIGE fyld 17.
Min kæreste gennem et år og jeg er ved uforsigtighed blevet gravide. og vi har efterhånden vendt os til tanken om en lille spirevip, men vi er kun 17 og 18 år, min familie siger self at de vil støtte mig men jeg ved jo godt at de inderstinde ville for min skyld have at jeg tager en abort. jeg er i mod abort, derfor jeg skal have barnet, kan ikke respektere folk der ikke kan tage konsekvensen af det de har gjord og tage ansvar. Bør jeg få barnet? jeg skal bo hjemme hos min mor, i trykke omgivelser og med massere af penge til tøj, mad, bler kort og godt alt. fordi min kæreste og jeg bliver bor hjemme gratis så vores peenge kan ubeskåret gå til den lille

Som de andre skriver, så er der ingen andre end dig selv, der ved hvad der vil være det rigtige.. Vi kan blot komme med vores mening, men det er helt igennem din egen beslutning.
Jeg blev selv gravid ved et uheld, som 21årig, og det synes jeg var tidligt.. Ville gerne have ventet nogle år endnu, men jeg fik tingene snakket godt igennem med min kæreste og min læge, og vi fandt frem til at beholde barnet, hvilket jeg er OVERLYKKELIG for nu.. Men 17 år, det er ungt.. Jeg har en lillebror på 17, og kunne slet ikke forestille mig at han og hans kæreste skulle have barn på nuværende tidspunkt..

Jeg håber du kommer frem til den rette beslutning..


Held og lykke

Renée, 31+4.

Det syntes jeg da lyder rigtig fint, som en ansvarlig beslutning. Men jeg syntes kun at du skal få barnet hvis du ønsket barnet og det lyder da sådan!!!

Man skal ikke kun få barnet, fordi man er imod abort. Men det lyder til at du er en fornuftig pige. Så held og lykke

Og bare spørg løs hvis der er noget...

Jeg har lige flyttet din tråd

Nu er det ikke for at lyde bedrevidende - men jeg har en stedsøn på 6 år. Min kæreste blev far som 17-årig og det har bestemt ikke været sjovt. Selvfølgelig elsker han sin søn, men det er altså noget helt andet.

Han siger selv, at man er et helt andet sted mentalt, når man er 17 år. Man er sammen med personligheder, som man aldrig ville vælge at være sammen med senere i livet, man er til tider umoden, useriøs osv. Selvfølgelig kan man vokse med opgaven - men forholdet mellem ham og sønnens mor, holdt ikke mere end 3 år. Og nu er de ikke gode venner og der kommer kampe uden lige - fordi de er uenige om opdragelse. For at sige det på en anden måde: De er vokset fra hinanden og min kæreste er blevet voksen og tænker ikke som en 17-årig længere.

Man er også en helt anden person, nar man er 17 år. Man når at ændre sig rigtig meget i løbet af årene. Min kæreste mente selv, at han var voksen og gjorde de rigtige ting i hans sene teenageår - men nu når han er blevet ældre, kan han godt se at mange af de ting som han sys var rigtige, var forkerte.

Jeg kan selvfølgelig ikke svare dig på hvad du skal gøre - men som de andre siger: snak om det! Jeg ville bare fortælle en historie fra virkeligheden  Ved ikke om det kan bruges til noget - men overvej det nøje.

 

Hej 17årige.
Nu har jeg ikke læst alle indlæg og svar til dig.
Men jeg kan sige, at jeg selv er 17 - og jeg som 16 årige blev gravid med min kæreste. Jeg valgte en abort, da jeg var på vej på gymnasiet, og efter min mening alt for ung. Men da jeg trådte længere ind i graviditeten, var det noget helt andet og jeg havde ikke lyst til den abort selvom det var min beslutning. Jeg var en af de uheldige som fik frygtelig meget kvalme og mistede enormt meget energi. Da jeg havde fået mit abort, var det første at jeg begyndte at græde, jeg synes det var forkert og mærkeligt. Jeg kunne ikke lide tanken om at det barn jeg havde i min mave, som jeg forresten fik af vide var fuldt udviklet (den manglede kun at vokse), bare blev fjernet. Jeg fik tanker i hovedet som: tænk på dem der ikke kan få børn, jeg er egoistisk, hvad har jeg gjordt. Men idag er jeg glad for jeg ikke fik barnet, for det ville havde været enormt svært.

Men jeg tror jeg er blevet gravid igen, på trods af jeg tager p-piller, og jeg har sagt til mig selv, hvis jeg bliver gravid igen, surt show, så må jeg beholde barnet, ikke flere arborter til mig, det kan jeg slet ikke tage.


Men jeg tror det forskelligt fra person til person, for kender flere der har været glade for arborter. Jeg bare ikke den type.

Håber du finder frem til det rigtige