Nytårsforsætter – nej tak. Nytårsnydelse – ja tak!

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

1.671 visninger
0 svar
0 synes godt om
8. januar 2014

Liselotte Vejborg

Liselotte VejborgSkrevet af Liselotte Vejborg

Hvert år kaster cirka 50 % af os ind i det nye år med hjertet fuld af ambitiøse nytårsforsætter, gode intentioner – og blodet fuld af Champagne. Og så begynder helvedet den 2. januar.

Nytårsforsætter – nej tak. Nytårsnydelse – ja tak!

Problemet er nemlig, at langt de fleste nytårsforsætter er forbundet med afsavn, anstrengelse og (for) stor indsats. Og du kender det måske fra dig selv? Du skal tabe dig, motionere, undgå sukker og søde sager osv. osv. Kort sagt: Du skal lide lidt (eller meget), før du bliver glad.

Men nytårsforsætter, der er funderet i noget negativt i stedet for i noget lystbetonet, kan ikke på lang sigt holde dig motiveret. Det bliver for hårdt, og til sidst går du død. Det kender du måske også fra dig selv?

Heldigvis er der en helt anden og langt sjovere måde at tage hul på det nye år på, og den handler om nydelse. Den handler om, at du sætter dig nogle mål eller arbejder med nogle ønsker, der gør dig glad. Ikke kun når du når i mål, men også mens du arbejder på at komme i mål.

Nytårsønsker kan være alt fra at synge mere, gå i biografen en gang om måneden, lære at lave italiensk mad, danse zumba, have en caféaftale med en veninde en gang om ugen osv. Det kan også være en million andre ting, men essensen er, at det skal være noget, du synes er rart og sjovt. Noget, der gør dig glad og ikke en ond pligt eller tvang.

Hvad så hvis du virkelig trænger til at tabe de 5 kilo? Så tab dem. Men lad være med at tro, at motivationen til at komme i gang automatisk opstår ud af ingenting, fordi det pludselig er nytår. Hvis der er noget, du virkelig gerne vil (f.eks. tabe dig), så gør det, når du føler dig motiveret. Det er der måske større sandsynlighed for, at du gør den 9. maj end den 2. januar. Og føler du dig aldrig motiveret, så er den jo ligesom ikke længere: Du har ikke lyst (for så ville du være motiveret). Og så er det måske på tide, at du endelig slutter fred med de 5 kilo.

Jeg har også været der. Med hovedet eller lommen fuld af de fineste intentioner, da jeg hoppede ind i det nye år. Og jeg får smårøde ører ved tanken om, hvor gammel jeg skulle nå at blive, før jeg var klog nok til at gøre noget andet. Men bedre sent end aldrig, og her er, hvad jeg har lært. Måske du kan bruge det som inspiration til at gøre noget nyt i år?

  • Jeg har lært, at projekter, der kræver en vis portion grundmotivation for overhovedet at komme i gang, slet ikke hører nytåret til.
  • Jeg har lært, at nytårsønsker skal handle om at gøre mit liv sjovere og gladere.  Mine nytårsønsker skal afspejle aktiviteter, jeg har lyst til at fylde mit liv (og kommende år) med, så det bliver fuld af fornøjelse og livsglæde.
  • Jeg har lært, at projekter, der føles lidt tunge fra begyndelsen, hører til i en anden liga. De handler om at ændre vaner og om at justere på nogle ting i mit liv. Den slags kræver en mere omfattende plan for at lykkes, og utilfredshed skal der handles på, når utilfredsheden opstår – den skal ikke holdes i kog, indtil det bliver nytår.
  • Jeg har lært, at små, ufarlige skridt virker for mig, hvorimod kvantespringene gør det modsatte. Og jeg har lært, at jeg i længden opnår mere med mikroskridtene, fordi jeg bliver ved og ved og ved.
  • Jeg har lært, at glæde, fornøjelse og nydelse indeholder en magisk drivkraft, hvorimod jeg har ufatteligt svært ved at finde guleroden i det omvendte. Resultatet giver næsten sig selv.
  • Jeg har lært, at jeg blot er et menneske, og at jeg derfor har fejlet mange før. Ikke fordi jeg er håbløs, men fordi jeg ikke har sørget for at planlægge, så mine svage sider ikke bliver udfordret. I dag kender jeg mine svage sider, og jeg er omhyggelig med at lægge en plan, der tager hensyn til dem, så jeg ikke spænder ben for mig selv

Prøv noget nyt: Gå ind i 2014 med en beslutning om, at det skal være et år fyldt med sjov, fornøjelse, glæde og succes. Når du først mærker forskellen, får du lyst til at gøre det samme hvert år ved nytårstid, og på den måde vil resten af dit liv automatisk blive sjovere, gladere, mere fornøjeligt og succesfuldt.

Kærligst,

Liselotte






Nytårsforsætter – nej tak. Nytårsnydelse – ja tak!

Anmeld

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.