...... Og det er allerede 9 dage siden. Årh hvor går tiden dog hurtigt!
Fødte natten til tirsdag d. 3 december, en lille smuk pige, på 2900 g og 50cm, og hun skal hedde Freja <3
Jeg skulle til tjek på hospitalet mandag morgen, fordi mit blodtryk var begyndt at blive for højt her i slutningen af graviditeten. Sagde til min kæreste han bare skulle tage afsted som normalt, for det var jo bare et rutinetjek jeg skulle til. Men nej. Blodtrykket var stadig stigende, der var protein i urinen, og jeg havde allerede åbnet mig 2 cm, så fik lavet en hindeløsning, og kunne ringe og sige til E at han hellere måtte komme nu, for de ville tage vandet, og sagde vi ikke kom hjem uden baby. Ca. kl. 12 tog de vandet og vi skulle gå en tur. Der skete ikke rigtig noget. Fik lidt stærkere plukkeveer men det gik i sig selv. Så jeg fik vedrop, og så skete der ellers noget. Jeg havde rigtig svært ved at håndtere smerterne. Jeg er generelt meget sensitiv hvad smerte angår, og alt synes bare at føles mere smertefuldt for mig end for andre mennesker. Men E var en virkelig god støtte, og jeg tror sgu aldrig hun var kommet ud hvis ikke han havde været der.
Mit blodtryk blev målt hele tiden, og jordemoderen måtte konstatere at det blev ved med at stige. Jeg fik aldrig set eller hørt hvor højt det blev, men i hvert fald begyndte de at give mig blodtryksnedsættende medicin. Dette havde ingen virkning, og det blev besluttet at jeg skulle have epidural, da en bivirkning af denne er, at blodtrykket falder. Jeg føler mig dog ret overbevist om, at jeg havde bedt om at få den alligevel. Det var virkelig dejligt med en "pause", hvor jeg kunne samle kræfter til det sidste.
De sidste timer inden pressefasen husker jeg ikke så godt. Jeg husker bare at jeg skulle stå op, hvilket var ret umuligt da mit venstre ben var i strejke ovenpå epiduralen. Men jeg skulle stå op og hoppe for ligesom at tvinge hende længere ned i bækkenet. Jeg husker også jordemoderen og E lave nogle "træk" med nogle bånd om min mave, for at forsøge at vende lillepigen. Hun lå som stjernekigger, men det lykkedes ikke for hun blev født sådan.
Pludselig får jeg pressetrang, og så synes jeg det er "fedt"! Det der med bare at modtage smerten, det havde jeg virkelig svært ved. Men at få lov til at gøre noget ved den, og arbejde mod målet, dét kunne jeg bruge til noget. Det var selvfølgelig sindssygt hårdt og smertefuldt, men det gav pludselig mening for mig.
Og så kom vores pige endelig til verden. Op på mit bryst. Jeg kunne ikke se hende fordi jeg lå ned, men jeg kunne bare se i E's øjne at hun var helt vildt smuk og dejlig.... Og det er hun.... Og hun bliver dejligere fra dag til dag..... Vores lille Freja
