Hvor jeg dog savner dig, min engel!
Jeg mærker det hele tiden, kan ikke lukke sorgen ude! Kan slet ikke holde op med at tænke på dig og ikke mindst tænke på alt det vi skulle have nået sammen. Jeg skulle have hørt dit første grin, set dig tage dine første skridt, holdt din 1 års fødselsdag, set dig vokse alt for hurtigt og blive en stor og selvstændig pige.
Istedet måtte jeg alt for tidligt give dig vinger på og kysse dig på gensyn. Måtte tage stilling til kiste, gravsted og sten. Og i en alder af 21 måtte jeg begrave dig, mit livs lys. Mit kød og blod!
I mit hjerte er du for evigt gemt! Jeg vil vogte vores minder og dit milde sind! Jeg vil holde dit minde i live og fortælle gud og hver mand om min smukke pige i himlen. Jeg vil sige dit navn, mærke smerten og besøge din have. Jeg vil kæmpe mig op at dette sorte hul, græde over smerte men også kæmpe for at smile igen. Jeg vil kæmpe for at passe på din storebror og din far. For det er det eneste jeg kan gøre for dig nu.
Alt for dig, min smukke pige. Alt for dig
Anmeld