I syv sind

Jeg har lige opdaget at jeg er gravid - har regnet frem til at jeg er 3+6 uger henne. 

Jeg bor alene med min datter og har en kæreste jeg ikke bor med, men vi har været sammen i snart 16 mdr. 

Forholdet til ham halter da han er meget bestemmende og ikke behandler mig særlig pænt altid. 

Min fornuft siger at jeg skal vælge en abort, men mit hjerte siger at jeg skal beholde det. 

Så er i syv sind, og håber andre har stået i samme situation og kan bidrage med erfaringer. 

Anonym skriver:

Jeg har lige opdaget at jeg er gravid - har regnet frem til at jeg er 3+6 uger henne. 

Jeg bor alene med min datter og har en kæreste jeg ikke bor med, men vi har været sammen i snart 16 mdr. 

Forholdet til ham halter da han er meget bestemmende og ikke behandler mig særlig pænt altid. 

Min fornuft siger at jeg skal vælge en abort, men mit hjerte siger at jeg skal beholde det. 

Så er i syv sind, og håber andre har stået i samme situation og kan bidrage med erfaringer. 

Du skal gøre hvad dit hjerte fortæller dig.

Personligt ville jeg dog vælge en abort. Hvis han kan være sådan over for dig, hvordan ville han så ikke være over for sit barn?

Jeg har selv engang valgt at få en abort, fordi jeg ikke ville sætte et barn i verden med netop den mand. At jeg ikke mente han ville være og blive opgaven voksen, og jeg ikke ønskede at være bundet til ham resten af livet.

Anonym skriver:

Jeg har lige opdaget at jeg er gravid - har regnet frem til at jeg er 3+6 uger henne. 

Jeg bor alene med min datter og har en kæreste jeg ikke bor med, men vi har været sammen i snart 16 mdr. 

Forholdet til ham halter da han er meget bestemmende og ikke behandler mig særlig pænt altid. 

Min fornuft siger at jeg skal vælge en abort, men mit hjerte siger at jeg skal beholde det. 

Så er i syv sind, og håber andre har stået i samme situation og kan bidrage med erfaringer. 

du skal gøre hvad hjertet fortæller dig

da jeg fik den ældste af mine var jeg "ny" forelsket, og var sikker på det vra ham og jeg, da jeg så blev gravid med nr 2 var vores forhold ved at smuldre fra hinanden, men jeg kunne ikke få mig selv til at fjerne et lille liv, der ikke engang havde fået lov at leve. så jeg valgte at beholde...

jeg ville ikke kunne leve med at få en abort, eller jo men nej... jeg ville have det dårligt med mig selv, og jeg ville fortryde det, så jeg tog det valg jeg følte jeg kunne leve med... måske det var egoistisk, men har i dag de mest velfungerende drenge, og jeg fortryder intet overhovedet.

At tage et valg du ikke kan stå ved i længden er dumt, men at tage et valg ud fra dit hjerte som du ved du vil kunne leve med er det rigtige

CAWI skriver:

Du skal gøre hvad dit hjerte fortæller dig.

Personligt ville jeg dog vælge en abort. Hvis han kan være sådan over for dig, hvordan ville han så ikke være over for sit barn?

Jeg har selv engang valgt at få en abort, fordi jeg ikke ville sætte et barn i verden med netop den mand. At jeg ikke mente han ville være og blive opgaven voksen, og jeg ikke ønskede at være bundet til ham resten af livet.

Helt enig.

 

Jeg har gjort det samme.. Tanken om at skulle hænge på ham resten af livet, og alt bare ville være en diskussion. Nej tak.

Synes ikke man skal sætte et barn i verden, når forholdene er sådan. Det er et barn ikke tjent med.

Beslutningen om abort var for mig udelukkende svær fordi det var svært for mig at erkende, at det rigtige var at få en abort. Men efter jeg havde truffet beslutningen og sagt det højt, så var jeg lettet. 

Jeg kunne mærke det var det rigtige, og jeg fortryder det ikke.

Nogle gange må man træffe nogle beslutninger som gør pokkers ondt, men på længere sigt er det det bedste for alle.

Mit hjerte siger virkelig at jeg skal beholde det barn jeg venter, mit hjerte føler at det er så rigtigt, selvom det bliver som alenemor, men min fornuft siger noget helt andet, den siger at jeg skal afslutte graviditeten selvom tanken om abort ligger mig fjernt. 
Hvorfor kan hjerte og fornuft ikke være ens? Det ville gøre det hele så meget lettere 

Nogle som har stået i samme situation?