Jeg har gået med ubehandlet depression i årevis. Det virker helt banalt og sikkert også usandt, men jeg mestrer i dén grad kunsten at undertrykke mine følelser. Det betyder, at jeg ikke nødvendigvis går rundt og føler mig ked af det og knust, men det påvirker mit liv i den retning, at jeg mangler motivation til alt. Jeg er bare altid træt, orker ikke noget, selv ting jeg egentlig kan lide, kan virke VILDT uoverskuelige. Og jeg er træt af det! Jeg føler at mine undertrykte følelser er lukket inde i en trykluftskedel, og en gang imellem letter låget lige lidt, og så går det ud over min kæreste.
Jeg har heller aldrig fået afklaret om jeg, som jeg bestemt mener jeg er, er særligt sensitivt. Jeg er egentlig helt sikker, og ud fra hvad jeg ved om mig selv om mine forældre har fortalt om da jeg var helt lille, har jeg altid været det. De har for eksempel fortalt, at jeg lige fra dag 1 var bange for ALT og meget letpåvirkelig følelsesmæssigt, var meget genert og indelukket.
Og så mener jeg også, at jeg lider af en grad af social angst. Måske ikke den værste, for jeg kan da godt bevæge mig ud i verden, og jeg har det ikke dårligt med at tage bussen og sådan noget. Men når jeg er i sociale sammenhænge, er jeg altid den stille mus der bare sidder og iagttager, jeg føler ikke jeg kan springe ind i samtalen. Jeg føler ikke folk vil lytte til mig, og jeg bliver ekstremt selvbevidst, når jeg siger noget. Jeg analyserer konstant hvordan folk reagerer på mig og tror det er negativt, og jeg er stort set aldrig sammen med nogen socialt, fordi det er så hårdt for mig, jeg har det så skidt med det og derfor foretrækker jeg bare at være hjemme med min kæreste og børn.
Depressionen har jeg fået konstateret hos læge af flere gange, og også af SP. Og hver gang de spørger, om jeg så er i gang med behandling, har jeg løjet, fordi jeg ikke har ville indrømme, at jeg orker så lidt, at jeg ikke en gang orker blive behandlet!
Så nu har jeg sendt en mail til en klinik her i byen hvor man kan få billigere psykhjælp (300/timen) fordi det er hos en, der er på den allersidste del af uddannelsen til at blive psykolog.
Jeg håber virkelig jeg kan komme videre, for jeg føler mig låst fast i mit liv, jeg føler min krop og mit sind er et fængsel.
Anmeld
