"Er gravid og squat en god kombi?"
Hej.
Jeg er 32+3 og laver hjemmetræning for at holde mig lidt i form. Mit spørgsmål er: må man lave squats når man er gravid? Jeg har gjort det indtil videre, men er pludselig blevet i tvivl.
Mvh. Kat
Ullas svar
Kære Kat
Tillykke med din fremskredne graviditet!
Du kan lave nærmest alt det du vil når du er gravid, så længe du har det godt i din krop både under og efter udførslen.
Ved squat kommer der et stort pres fra bughulen på bækkenbunden, og du skal derfor være opmærksom på at du ikke føler at det presser for meget på bækkenbunden, at du ikke føler tyngde eller ubehag før, under eller efter.
Sørg for at dit bækken, hofte og lænd har det godt, mens du squatter, og hvis du føler ubehag, prøv at samle fødderne lidt så du står mere parallelt og gå evt knap så langt ned.
Squat er en super god øvelse (hvis du ikke får ondt af den) når du er gravid fordi den træner stabilitet omkring hofteleddet meget effektivt, samtidig med at den tager fat på alle de store muskelgrupper i kroppen. Den virker også som venepumpe for benene.
Når du squatter ned, vær opmærksom på din bækkenbund og hold gerne lidt sammen (men du får en naturlig udspænding af bækkenbunden). På vejen op, må du gerne 'samle dig op' og hjælpe baller og mave med at holde sammen ved at klemme omkring endetarmen (det er der du træner bækkenbunden). Det styrker også hele fornemmelsen for bækkenbunden i samarbejde med resten af kroppen.
Sørg for at du har vægten på hælene, brystet oppe og bruger din mave, ved at trække din hoftekant en anelse op når du er nede. På den måde bruger du bedre dine baller som primus motor, og aflaster dine knæ.
En sidste bemærkning: du har ikke brug for så mange gentagelser som du plejer!!!! Mærk hvornår det er nok, ellers gå efter en 6-10 stykker.
Held og lykke med det.
Kærlig hilsen Ulla
Ulla tilbyder workshops, mødregruppe-besøg og foredrag i hvordan du vender underskud til overskud, gennem at bruge din krop på en fornuftig måde.
De mest populære produkter hedder 'Mere energi i moderskabet', 'Effektiv træning mellem bleskiftene' og 'Barnevogns-pilates'.
Se Ullas hjemmeside: MovinMom.dk