Kathepige skriver:
Hej piger.
Jeg gider ikke engang være anonym, for jeg er hverken flov eller andet over at stå ved, at jeg i et par år har lidt af depression og angst. I dag var jeg så ved lægen, fordi vi skulle snakke om det hele. Jeg har jo som beskrevet før, meget lavt stofskifte og er i behandling med det. Det skulle lige tjekkes og så kom snakken, jeg frygtede, men egentlig også havde ventet på, kom.
Min dosering af mit antidepressive medicin.
Jeg får den højeste dosis og det ville altid være at foretrække, at jeg trappede ned og til sidst helt ud, fordi vi jo arbejder intenst på PB.
Men hold nu fast.. bare tanken om at risikere at miste fodfæstet helt, miste den faste holdepæl, jeg har haft så længe, får det hele til at vende sig inde i mig.
Den såkaldte forventningsangst. Angsten for, at det ikke er MIG, der har gjort det hårde arbejde med at holde mig selv ovenvande i lang tid, men at det faktisk er medicinen, sådan, at jeg falder i et kæmpe sort hul, når jeg trapper ud.
Det sorte hul ønsker man ikke at lande i igen, når man har været der.
Jeg synes, jeg har fået det bedre. Er blevet langt bedre til at håndtere de situationer, hvor jeg får angst og føler mig trængt op i en krog. Blevet bedre til at udtrykke mine følelser og mine begrænsninger, om end min familie ind i mellem har lidt svært ved at huske, at jeg stadig er syg.
Det ses jo heller ikke så tydeligt længere, fordi jeg er blevet gladere, mere aktiv, mere snaksalig osv. igen.
Heldigvis har jeg en forlovede, der står ved min side og kæmper sammen med mig. Han er en enorm støtte og SÅ god til at gå ind foran mig og træffe beslutninger, hvis han kan se, jeg selv er på vej derud, hvor jeg ikke længere kan bunde.
Han passer virkelig på mig, og jeg er ham evig taknemlig for det.
Men jeg er simpelthen så ræd for at falde tilbage i det der hul. Der, hvor jeg bare lå på sofaen dagen lang, gad ikke gå i bad, rede hår, spise, handle ind, gøre rent, gå på arbejde...
Jeg gad kun være mig selv og være alene. Og sådan 'ønsker jeg absolut ikke, at jeg skal have det igen.
Jeg ved godt, at jeg bare kan blive justeret op igen, hvis det ikke går godt, men jeg ønsker jo inderligt at blive den her medicin kvit, da jeg selv tror på, at både jeg og et kommende barn har det bedst sådan - selvom jeg dog absolut IKKE er modstander af kvinder, der tager antidepressive under graviditet. Hellere en glad mor og på medicin end en mor uden overskud eller glæde. Min holdning.
Nu har jeg fået sådan et skema med hjem, hvor jeg skal angive på en skala fra 1-5 forskellige spørgsmål, sådan at jeg kan screenes for, hvor slem min angst og depression er endnu... Det tror jeg lige, jeg venter en dag med eller to...
Jeg havde bare lige brug for at komme ud med det hele, og tusind tak, hvis du nåede så langt.
Forstår udenærket Dine tanker og det er så flot at du står frem.
Jeg har selv været på medicin ikke bare antidepressiv men antipsykotisk og beroligende. Jeg fik.medicin.til at sove på, stå op på og leve på. Da jeg blev gravid med Emma valgte jeg at stoppe helt. Uden udtrapning. Det var hammer hårdt, men idag fler Jeg mig mere levende end jeg nogensinde har gjort. Pillerne sslører sommetider de fantastiske ting i verden. Og jeg fik så meget at jeg gik rundt i min egen tåger og folk skulle ihvertfald ikke rodde ved mine piller. Så jeg forstår din frygt, men jeg ved også hvor fantastisk livet kan være når man tager skridtet... Men selvf på en bedre måde en Jeg gjorde..
