Miss Kat skriver:
Beklager på forhånd den lange beretning... Jeg evner ikke at fatte mig i korthed. 
Det er nu 20 dage siden, jeg (endelig) fødte, så måske skulle jeg se at få fingeren ud og give lyd! 
Jeg fødte på dagen for min igangsættelse, men igangsættelsen slap jeg nu for, for fødslen gik i gang af sig selv dagen før. Min datter ER, som forudset, en værre lille troll, som bare ville vente til allersidste øjeblik, før hun poppede ud. Altså, blev hun født d. 19. maj, 12 dage over termin.
Fredag d. 17. var vi til igangsættelsessamtale, hvor vi sad i fire stive timer på Viborg hospital. Meget demotiverende, men som jordemoderen så ømt fik formuleret det, havde de altså "pisse travlt." 
Jeg fik kørt strimmel, som man jo gør, men fik af en eller anden årsag afsindigt ondt undervejs. Nå, den del af historien er sådan set ligegyldig, men det korte af den lange er, at pga. smerter og ventetiden var vi fuldstændigt udkørte, da vi endelig kom hjem, og gik på hovedet i seng.
Af én eller anden mystisk grund vågnede jeg dog omkring kl. 1 og kunne slet ikke sove igen. Klokken halv tre mærkede jeg det sive forneden og stod op. Jeg pletblødte og der var en masse væske. Derfor vækkede jeg min mand og sagde "vandet er gået!". Han sagde "Nå så må jeg hellere hente noget nyt", indtil det gik op for ham, hvad jeg mente, og han sprang op. Jeg fik snakket med fødegangen og vi fik at vide, vi skulle ringe igen efter tre timer, hvis veerne endnu ikke var begyndt. Det var de ikke, så vi ringede igen og fik besked på at komme derind.
Det var dog en vildt demotiverende oplevelse! Jeg blev tjekket og fik at vide, det bare var en meget vandet slimprop der var gået, at jeg kun var én finger åben og at livmoderen stadig stod langt tilbage. 
Øv!
Vi gik efterfølgende en tur i Viborg by i det skønne vejr, og pludselig omkring kl. 8 begyndte jeg at få veer! Yes!
I løbet af dagen tog de til og jeg var efterhånden godt træt, eftersom jeg havde været vågen siden kl. 1 natten før, men kunne naturligvis ikke rigtig finde hvile pga. veerne.
Om aftenen valgte vi at besøge mine forældre og se Melodi Grand Prix, for jeg magtede ikke at sidde og glo ud i luften mere.
Jeg havde på daværende tidspunkt godt gang i veerne og med ca. 5 minutters mellemrum og ad 1 minuts varighed. Da Melodi Grand Prix var slut, var jeg ærlig talt temmelig ligeglad med, Danmark lige havde vundet. Nu skulle jeg altså snakke med fødegangen! Jeg ringede ind og fik bare at vide, at jeg da lød til at have det godt nok, så jeg måtte insistere ret kraftigt på at blive undersøgt. Da jeg ankom og blev tjekket, havde jeg nu veer med 2 minutters mellemrum og ad 1 minuts varighed.
Derfor kom jeg direkte ind på en fødestue, men igen fulgte en temmelig nedslående undersøgelse! Kun 1½ finger åben!! Efter alle de timer! Jeg var nu så ekstremt træt efter de mange smerter og alle de timer uden søvn, at jeg sad i en stol og sov mellem veerne. Tanken om det store arbejde, som tilsyneladende stadig lå flere timer ude i fremtiden, var barsk.
Under hele forløbet fik jeg akupunktur, saltvandspapler, varmepuder og kom i badekar. Saltvandspaplerne var faktisk det, der virkede klart bedst på mig, hvilket overraskede mig, fordi jeg ikke har læst noget som helst positivt om dem herinde.
Tiden gik og jeg var segnefærdig. Dog gik det hele lige så stille fremad og omkring kl. 9 om morgenen begyndte jeg at få presseveer.
Under endnu en undersøgelse gik vandet endelig. Åh en lettelse, tænkte jeg, så måtte hun da snart være ude!
Men næ nej! Nu begyndte min træthed nemlig at spænde ben for mig! Min krop begyndte simpelthen at lave større og større afstand mellem veerne, som også aftog i varighed. Grrr! 
Nu var vi kommet så langt og så begyndte min dumme krop at skabe sig! Nå, så blev det jo derfor tid til vedrop. Og jeg pressede... og pressede.... for søren, hvor jeg pressede.... Der skete bare ikke en dyt. Vedroppet blev skruet op fire gange, så vidt jeg husker. Og jeg pressede videre... 
Det sidste lange stykke tid, sagde jordemoderen hver eneste gang jeg pressede "Hun er der næsten! Bare ét pres til, så er hun der!" - Men det var hun ikke... Hver gang mine sparsomme veer stoppede, svuppede den synlige top af hendes hoved ind igen! Argh!
Efter knap SEKS TIMERS presseveer dykkede min datters hjerterytme pludselig, så nu skulle hun altså ud! Jeg glemmer aldrig det blik, jordemoderen og den jordemoderstuderende sendte hinanden, for de sagde ikke en lyd, men jeg fattede straks alvoren. Så sagde jordemoderen at hun måtte klippe og jeg fik én ve til at presse hende ud. Min mand blev langt mere skræmt over synet af saksen end jeg gjorde. Jeg tænkte bare, jubiii så er hun ude i sikkerhed om lidt. Han greb mit ansigt og sagde, jeg skulle kigge ham direkte i øjnene, mens der blev klippet... Det gjorde nu forresten overhovedet ikke ondt... SÅ blev der atter presset og NU skete der endelig noget! Et hoved poppede ud! Med navlesnoren stramt om halsen. Og kort efter fulgte kroppen og SPLAT op på mit bryst! 
Åh I guder en oplevelse. Klokken 15 var min datter endelig kommet til verden! - Og hun havde det godt! En stor pige på 4200 gram og 54 cm.! (Som jordemoderen med glimt i øjet fik nævnt hele tre gange, skal så spinkle piger ikke have så store babyer.)
Jordemoderen fortalte bagefter at navlesnoren var meget kort, og fordi den sad rundt om halsen, var der slet ikke snor nok at give af, så det var umuligt for hende at komme ud. Hun beskrev det som et elastikspring. At hver gang jeg var færdig med at presse, blev hun trukket ind igen pga. den korte navlesnor... Så kunne jeg sq da have ligget og presset LÆNGE!
NÅ skidt pyt, ud kom hun! Jeg mistede over en liter blod og var meget svimmel og dårlig, så vi blev indlagt på barselsgangen, men kom over på patienthotellet dagen efter og kom helt hjem et par dage senere.
Hvor er det STORT at blive mor!! Alle jer, der har prøvet det, ved præcis hvad jeg snakker om, og jer, der ikke har prøvet det endnu, kan ikke til fulde forstå det, men det kommer I til! - På både godt og ondt! Alle de store følelser kommer op i én: Afmagt, frustration, utilstrækkelighed, forelskelse, beskyttertrang, lykke, en uendelig tålmodighed, man ikke anede, man kunne besidde - bare for at nævne nogle få! Og en pludselig, uendelig ligegyldighed med de mere banale ting i tilværelsen. Dét er rendyrket kærlighed! Det kom bag på mig, at ligegyldigt HVOR forberedt, jeg selv mente, jeg var, rent mentalt, så blev jeg som nybagt mor alligevel fuldstændigt overvældet, nærmest lammet, af følelser. Graviditetshormoner, gå hjem og vug, hvorfor er der ingen, der har fortalt mig at EFTERFØDSELSHORMONERNE er the real bitch! Nå, nu efter 20 dage er jeg ved at have forstået at jeg er mor, og føler en indre ro og tillid til mig selv og min nye rolle i tilværelsen.... Som MOR.
Og slutteligt et billede af min guldklump. Tak fordi I læste, skimmede teksten... eller bare kiggede billedet. 
