Anonym skriver:
For mig hjælper det at skrive tingene ned... At snakke med nogle om mine problemer/tanker.... Jeg har prøvet at skrive den dag ned med min mor men det har ikk hjulpet særlig meget... Så prøver at skrive det ned herinde... Skriver det ikk for at få medlidenhed, men for at se om det hjælper.....
I ved nok hvem jeg er, men skriver som anonym da jeg ikk vil have at det skal goggles tilbage til mig......
D 14 sep- 2011
Min mor skulle til lægen kl 1415, og kom forbi os for at se Lukas (som hun gjorde hver dag efter arb)...
Da klokken var 1530 tog hun hjem.
Kl ca 1625 ringer min moster og siger at der er sket noget med min mor men de ved ikk hvad, de tror hun er blevet stukket ned med en kniv.... Min kusine er på vej op til hende... Hun ville ringe igen når hun hørte noget mere.... (De bor ca 5 min fra hinanden)
Jeg sidder med Lukas på armen, 11 dage gammel, og begynder at tudbrøle..... Eks kommer løbende ud fra køkkenet, og jeg prøver at fortælle ham hvad jeg lige har fået afvide..... Han tager Lukas ud af armene på mig.... Minutterne føles som timer, og min moster ringer ca kl 1637, og siger at det er min mor.... Ambulancefolkene vil ikk sige noget vi skal tage ud på sygehuset..... Jeg prøver panikslagen at ringe til min mor, for jeg tror ikk på det... Men efter tredje opkald hvor hun ikk tager den, mister jeg troen... Jeg tudbrøler, og siger at jeg må finde en der kan tage Lukas for jeg ville have at vi begge to skal derud.. Jeg vil gerne have hans støtte.... Jeg ringer til min fætters kæreste, og hun vil gerne passe ham...
Jeg panikker mens jeg pakker en taske til Lukas, og min mors bedste veninde ringer til mig, det bedste opkald (hvis jeg kan kalde det for det) Det eneste hun siger er: Mangler i kørsel? Ja siger jeg, Fint vi henter jer nu. Ingen "uhh det er synd for dig, ingen gråd" Bare vi skal derud nu!...
Vi blir hentet og køre derud, mens der ingen lyd er i bilen udover snøften, og tårer ned af kinderne....
Da vi kommer derud står der 10-15 af min mors venner der.... Vi går ind af en baggang, foran flere politibetjente og ind i et lille rum hvor der sidder noget af min familie... Vi knuser, tuder og venter på en læge.... Politiet kommer ind og afhører os, og fortæller at det er en nabo der har gjort det....
Lægen kommer og ind, sidder jeg foran mig og fortæller at min mor lægger på operationsbordet, hun er blevet slået 2 gange med en økse i halsen... Hun blev fundet livløs i opgangen og havde mistet meget blod... De vidste ikk om hun ville overleve, men de kæmpede alt hvad de kunne....
Vi venter i lang tid, og en læge kommer ind til os... Han fortæller at hun ville overleve men de kunne ikk sige hvad hendes gener ville blive, de var simpelthen nødt til at få syet hende sammen for at hun kunne overleve, hun havde mistet 3,5 liter blod....
Vi kommer op på en gang og hvor min mor ville komme op efter operationen, og venter i et værelse.... En læge kommer ind som havde opereret på min mor, og fortæller at de er færdige... Hun ville overleve, men de kendte ikk til hendes gener, hun ville muligvis blive lam da alle hendes nerver var "hugget" over, men de kunne ikk fortælle noget før hun vågnede... De havde lagt hende i respirator da hun ikk kunne trække vejret selv, og at hun ville have for store smerter....
De frarådede os at se hende, men det ville jeg.... Vi går ind i hendes "værelse" og mine ben knækker sammen.... Jeg har aldrig i mit liv set så "grimt" et syn!... Hun ligger livløs i sengen... Helt opsvulmet, i respirator og lyden fra den var hjerteskærende.... En slange i halsen, halskrave, blod på fingre, i håret, og i hovedet... Nåle over det hele fordi hun fik rigtig meget medicin.... Jeg kæmpede mig over til hendes seng, for mine ben føltes så tunge.........
Jeg turde ikk røre ved hende... Håbede inderligt på at hun ville sætte sig op og sige "joke"!.... For troede det var en joke... Sådan noget kunne ikk ske, ikk for mig familie!......
Tudede... Kiggede på hende, rørte ved hendes hånd og sagde "Jeg er her mor"...
Klokken var ca 23:30 da vi kørte derfra, jeg følte at jeg levede i en rus/dis..... Virkeligheden slog mig ikk før hun vågnede næste dag.....
