hvad gør man når han er ligeglad?

har ikke brug for nogen kan google mig.

Jeg er 11+ og min kæreste/kommende mand er bare ligeglad...

det siger han han ikke er, men sådan føles det..

vi skal giftes i sept. også dette rager ham. han vil kun giftes for min skyld. ved godt at så burde vi nok vente eller bare ta på rådhus og lade som ingenting.

vi har en SA bag os og prøvet siden 2010 så det er ikke fordi det ikke er ønskebarn... hvad sker der?? hvorfor går han fuldstændig i selvsving eller rettere, lukker helt af.

han gider ikke sige det til nogen - han siger han hører nok om det herhjemme (fra mig) så han behøver ikk snakke med andre om det eller fortælle det til nogen - "de finder nok ud af det"...

øv... havde håbet vi var to om det....

idag kunne jeg ikke huske ordet: "babyalarm" spørg ham så og han farer op "det er sku da alt for tidligt at købe det" selvom jeg blot var ved at skrive en sms til min søs om de ting vi manglede...

ØV

<>[Besked slettet af Baby.dk]

UngFar skriver:

Hmm, svært at sige, men lyder som om han er bange. Han er ikke klar på alt det der sker, men hopper alligevel ud i det.

Jeg kan huske den gang jeg ventede min første, så sprang jeg ikke rundt og sagde det til alle. Det var en meget stor ting og ikke noget man bare lige gik rundt og sagde. Jeg skulle bearbejde det længe før jeg rigtig fik snakkede med nogen om det men, det stadig svært når ingen af ens venner har været der hvor jeg selv stod.

Jeg vil lade ham være på den måde, at han skal have tid til at tænke. Du er som sagt "kun" 11+ altså er der 28 uger endnu, det skal nok ændre sig, det er jeg sikker på.

Mht med babyalarmen, så tror jeg det er en mande ting, vi tænker "hvorfor skal de ligge og flyde i så lang tid, der er jo lang tid til". Det tror jeg blot du skal se bort fra, men nævne overfor ham at du synes han overrageret en lille smule over du spørg om en babyalarm.

tusind tak for svar.

det er rart med tankerne fra en mand der selv har været der...

det er simpelthen så belastende... i stedet for at snakke så er han begyndt KUN at snakke om hans høns... sagde så til ham idag at jeg var ked af han ikke ville snakke om os, men kun om hans høns..

hans svar var bare at han brugte det lidt imod mig...

synes bare bryllup der skal planlægges, graviditet, sys måske godt man kune være to om det og snakke en hel del om det - der er jo mange ting der skal besluttes/gøres

<>[Besked slettet af Baby.dk]

jeg tror du skal tage det roligt, måske er han bange for at sige det for tænk nu hvis i mister igen!! og self gør i ikke det men tænk nu hvis..

og han kan jo ikke føle det du kan han er jo ikke gravid, mange mænd er ikke så vildt som vi kvinder er, man skal jo huske vi bliver gravide vi får mærke de spark fra de kan uden manden kan de oplever ikke alle de følelser og hvor ondt det kan gøre osv.. det må virkelig være svært som mand ind i mellem tror jeg...

nogle mænd er bare ikke klar næsten før barnet kommer og det skal man bare tage i stiv arm og slap af det kommer det hele....

men måske føler han sig også lidt prasset, for du vil gerne giftes og det betyder måske ikke så meget for ham, og i skal have et barn måske er han nervøs over for det også.. og ja der går sikker 100tanker igennem hans hovede

 

UngFar skriver:

Uden tvivl, bør I være to om det. Men tror der sker 100 ting oppe i hoved på ham lige pt.

Jeg vil holde det til en ting af gangen. Så lige nu vil jeg tage fokus fra graviditeten og kun snakke bryllup med ham. Få styr på de basale ting som der skal være styr på(er ikke gift så ved ikke hvad der skal gøres ) når du er 20+ så burde det "værste" bryllupssnak være ovre og i kan snakke om jeres kommende baby.

Til den tid kan det også være at han er mere klar til at snakke om det hele.

Meget enig

Her i huset var dette der sørgede for alt, hyggede mig med babyshopping, lister over dit og dat og dåbsforberedelse, allerede i graviditeten, da vi skulle holde lige i konfirmationstiden, og min mand havde det fint med at han tog det som det kom, og da jeg bar gravid med nr 2 planlagde jeg bryllup og var ikke så meget han var med til, men satte stor pris på det.

Giv ham tid, og snak med veninder og din søster om baby halløj, til han er mere klar. Her hjalp det meget med 3D/kønsscanning i uge 15/16 og i uge 25/28 derefter har han været mere klar til at gå med i butikken og se nogle af de ting jeg synes var gode, og se de ting som var købt

Min svigerfar var den som var mest fraværende i begge graviditeter men efter børnene er født, den som er mest på banen, så tror også generelt mænd skal have længere tid, det er jo også lidt uvirkeligt indtil man kan begynde at se maven osv, og vi kvinder er jo med på en helt anden måde. Lagde i øvrigt politikkens graviditetsbog på badeværelset, opslået under den rigtige uge, og så kiggede han i "smug" i den

<>[Besked slettet af Baby.dk]

UngFar skriver:

Hehe, den med bogen kunne være en god en at prøve

 

Den var ihvertfald god for min mand

Anonym skriver:

har ikke brug for nogen kan google mig.

Jeg er 11+ og min kæreste/kommende mand er bare ligeglad...

det siger han han ikke er, men sådan føles det..

vi skal giftes i sept. også dette rager ham. han vil kun giftes for min skyld. ved godt at så burde vi nok vente eller bare ta på rådhus og lade som ingenting.

vi har en SA bag os og prøvet siden 2010 så det er ikke fordi det ikke er ønskebarn... hvad sker der?? hvorfor går han fuldstændig i selvsving eller rettere, lukker helt af.

han gider ikke sige det til nogen - han siger han hører nok om det herhjemme (fra mig) så han behøver ikk snakke med andre om det eller fortælle det til nogen - "de finder nok ud af det"...

øv... havde håbet vi var to om det....

idag kunne jeg ikke huske ordet: "babyalarm" spørg ham så og han farer op "det er sku da alt for tidligt at købe det" selvom jeg blot var ved at skrive en sms til min søs om de ting vi manglede...

ØV

Måske er han bange for at det går galt igen?

Min kæreste og jeg fandt ud af jeg var gravid d. 6 februar i år og det var planlagt så jeg blev jo helt vildt glad og han blev da også glad, men slet ikke så glad som jeg havde forventet og jeg tænkte også bare om så var ligeglad og måske havde fortrudt, men han sagde til mi at han bare var så bange for at der skulle ske noget så han turde ikke glæde sig for tidligt og det var med god grund for jeg mistede da jeg var 8+0.

Min kæreste fortalte også at han synes det var svært at snakke om fordi han slet ikke kunne forholde sig til hvad der skete, og han jo kun gik med tanke og ideer men ikke på nogle måde kunne mærke det fysisk som jeg jo kunne