Kindfed skriver:
Jeg mangler RIGTIG tit idéer til, hvad jeg kan lave med vores dreng på 2½. Det er så ærgerligt, for han vil jo gerne lave både det ene og det andet og jeg vil gerne understøtte hans kreativitet og gå-på-mod. Kender I nogen gode bøger med forslag til aktiviteter for børn i den alder? Både udendørs og indendørs med at lave 'børnekunst'.
Tryk, det lyder måske som noget fra 70´erne, men børn synes det er så skægt. Man kan bruge alverdens grøntsager og frugter, (de skal lige tørre et par minutter på køkkenrulle. Når de er skåret over, har de ofte et flot mønster og en flot struktur, fx løg og æbler. Kartofler er gode, hvis man vil skære et mønster, en stjerne eller andet. Meget våde frugter som melon, banan og lignende, dur ikke. Vi bruger også gamle liggeunderlag, at trykke med, de er rigtig gode til formålet og meget nemme at arbejde med. Køber dem i genbrugsforretninger billigt. Rengjordte mælkekartoner og cornflakespakker egner sig også godt. Der kan både trykkes på papir og stof. Af stoffet syr jeg ting til hjemmet af, tehætter, viskestykker og den slags, og så får bedsteforældrene det i gave, og min datter er lykkelig og stolt.
Modellervoks og perler er også skægt. Når sneen engang er helt væk, skal vi tegne med store kridt udenfor, det plejer at optage hele familien længe.
Mælkekartoner har vi også brugt, når vi lavede lanterner. Min datter maler på dem, og så skærer jeg en lille "dør" i bunden, hvor der kan stå et fyrfadslys. En snor i toppen, så den kan hænge udenfor.
I dag skal vi i skoven og finde flotte forårsgrene, og hjemme skal vi klippe påskepynt i karton, til at hænge på. Jeg har købt nogle flamingeæg i Pandurohobby, hvor vi skal sætte silkepapir på med tapetklister, der også skal hænges på.
Jeg har en million ideer, (jeg er billedkunstunderviser) men det vigtigste for at det bliver skægt er, at man er forberedet på, at det kommer til at svine. Og min personlige holdning er, at børn skal have lov til at svine. Mit barn, og mine elever, har et sæt tøj, som gerne må blive ødelagt, og hjemme har vi en voksdug som vi tager frem, når vi skal i gang med svineriet.
For mere inspiration, findes der nogle gode bøger, blandt andet; 365 ting du kan lave med børn.
God fornøjelse.