Er vi nu blevet forældre til et handicappet barn.
Det startede sidste mandag den 18. marts. Vi var på vej til vuggestue. Pludselig hører jeg 'lyde' fra bagsædet og jeg ser Frigg i bakspejlet være 'helt væk'. Sidde i krampe med fråde ud af munden.
Jeg går helt i panik, da jeg ikke har set et anfald før.
Både jeg og Idun, sidder og råber og skriger på hende, for at få hende til at reagere.
Jeg får på en eller anden måde parkeret bilen. Får hende ud. Råber omkring mig at nogen skal hjælpe mig, da hendes storesøster jo også er vildt bange og ikke kan overskue at ringe 112. En mand stopper i sin bil og holder hende og får hende til sig selv, mens vi snakker med 112.
Jeg får fat i hendes far og en pædagog fra SFOen, så Idun blev hentet og fulgt i skole. - Hun ville gerne i skole og jeg var glad for at hun ikke skulle med på sygehuset.
Hun faldt i søvn i ambulancen og vi kom direkte på børnemodtagelsen. Da vi kom sagde de: Nååee det er feberkramper - men Frigg havde ingen feber.
Mens vi sidder og venter på lægen, får hun endnu et anfald. Jeg har ikke fået atvide, hvor nødkaldet sidder og jeg løber ud på gangen med hende i armene, og råber på hjælp.
VI får lagt hende på en seng og de observerer hendes anfald.
Jeg er rigtig bange og ked af det.
Frigg kommer til sig selv og sidder igen hos mig.
En time efter gentager det sig og de beslutter at give hende stesolid, fordi de har en formodning om at der vil komme flere anfald i løbet af dagen.
En time efter får hun endnu et anfald, denne gang dog lidt kortere end de andre.
Vi bliver indlagt. Hun får taget blodprøver og vi snakker med en neurolog.
Neologen fortæller at de vil udelukke alt andet, før de begynder at tænke i epilepsi baner. Først skal de have udelukket infektioner, dernæst væskeansamlinger, svulster eller andet i hjernen og hun skal have en EEG undersøgelse.
Jeg er SINDSYGT træt efter chokket. Får ringet til svigermor og hun kommer og henter Idun og Tom kommer efter arbejde.
Tirsdag er hun MEGA sulten, pga de 4 anfald, så hun ÆDER hele dagen lang. Fra kl. 4 om morgenen
Vi får svar på blodprøver at der INTET er, men stadig ingen tid til MR scanningen.
Altså - nu er feber kramper og infektioner udelukket.
Onsdag får vi tid til MR scanning. Det bliver fredag kl. 1130 og hun skal være fastende, fordi hun skal i fuld narkose.
Resten af ugen går sin stille og rolige (kedelige) børneafdelingsgang på Holbæk sygehus. Mandag og tirsdag er farmor og holde os med selskab og onsdag-fredag er Bedste Vivi (min fars kone) og holde os med selskab.
ENDELIG kom fredagen. Jeg var rigtig nervøs. Skide bange for at det skulle være kræft eller andet gyseligt, fordi det er kommet så meget ud af det blå.
Hun startede kl 530 om morgenen med at sige: Morgenmad mor! - og jeg tænkte: Shiiiit det bliver lange 5 timer til hun bliver lagt i narkose.
Men hun tog det rigtig pænt. Vi fik distraheret hende og fik forklaret hende at hun altså ikke kunne få mad.
Lidt over 11 bliver vi hentet af portør og kørt til radiologisk afdeling.
Mens hun bliver scannet får vi lidt frokost. Bliver hentet til opvågningen. Hun sover 2 timer efter at anæstesien er ude af kroppen.
Da vi kommer tilbage kommer overlægen og fortæller os, at der er tryu
