Jeg havde termin den 23-ende September. Og det var da også LIGE NETOP på termin-datoen at plukveerne satte igang…. Min svigermor kom forbi med en rigtig yndig og antik vugge til vores kommende datter. Imens var Kenneth ude og spille lidt bold med en kammerat. Da de kom igen ved middagstid, sagde jeg til Kenneth, at jeg havde mistanke om, at der måske var lidt optræk til noget... Men fra det starter med plukveer og til man føder kan der jo også gå flere dage... Det gjorde der så heldigvis bare ikke i mit tilfælde. Plukveerne tog til i løbet af dagen, og først på aftenen begyndte vi at tage lidt tid på dem. Der var 7-8 min. imellem og de varede 30-45 sek.
UGE 40+0 DEN 23 SEPTEMBER 2007 - TERMINDATOEN OG DAGEN HVOR VEERNE STARTEDE....
Klokken 23 tog vi ind på fødegangen - Vi ville bare lige tjekke hvordan situation så ud, og hvis ikke der rigtigt var gang i noget, så vidste vi i det mindste dét. Da vi ankom på sygehuset klokken 23, kom jeg ind i modtagelsen og blev undersøgt. Jeg havde åbnet mig 2 cm. og måtte selv vurdere om jeg følte mig mest tryg ved at blive eller gerne ville hjem. Jeg valgte at tage hjem, og forsøge at få lidt søvn HVIS NU jeg skulle gå i fødsel i løbet af natten eller morgenen... På køreturen hjem fra sygehuset igen (det tager cirka 10 min. at køre fra vores hjem til sygehuset) nev det endnu mere end før.... Vi kom hjem og gik i seng, men jeg kunne overhovedet ikke finde ro. Ved 01-tiden vækkede jeg Kenneth igen, jeg kunne ikke holde ud at være til, hverken ligge eller stå, og jeg fik på ingen måde hvilet mig. Vi tog igen tid på plukveerne. Nu var der 2-3 min. imellem og de varede 45-60 sek. Så vi ringede til fødegangen og blev bedt om at komme derind igen. Vi ankom til sygehuset klokken 02, og måtte vente i en halv time på, at der kom en jordermoder og så til mig.
Dér var mine veer gået igang, og det gjorde hulens ondt.
Umiddelbart brød jeg mig ikke om den Jordermoder jeg fik. Hun virkede en smule nedladende - som om at hun tænkte "Årh, sådan en førstegangs-fødende som selv tror at nu er det nu", da hun sagde til mig "JA - veer GØR jo ondt" og små-grinede. Da hun forlod rummet, sagde jeg til Kenneth at hende brød jeg mig ikke om, og det gjorde Kenneth faktisk heller ikke. Men vi blev undersøgt, og jeg havde nu åbnet mig 5 cm. Derefter blev jeg flyttet ind på en fødestue.
HER VÆLTEDE VEERNE IND CA 1 MIN MELLEM
Efter 40 min. havde jeg åbnet mig 7 cm og fik begyndende pressetrang. Jeg bad om epidural-blokade, men det hele var gået så hurtigt, at det ikke kunne nåes mere. Så jeg måtte se i øjnene, at jeg ville komme til at føde vores lille pige uden nogen form for smertelindring ….Bortset fra en nål i hvert øre (som jeg ikke mener gjorde nogen forskel).
Nu ændrede Jordermoderen ligesom også lidt syn på mig, følte jeg. Hun sagde at det da også var en voldsom fart jeg havde på af at være førstegangs-fødende. Jeg blev derefter gjort klar til at komme over på fødelejet.
Her gik vandet, og resten slag i slag…
Så den 24 September 2007 klokken 04.12 kom vores dejlige lille datter til verden (kun 4 timer og 12 min. efter termin)
50 centimeter lang og med en vægt på 3580 gram - Hun var bare helt perfekt!
Og Kenneth var SÅ FANTASTISK til at støtte mig. Uundværlig at have ved min side! Vi havde hjemmefra snakket om, at han ville klippe navlestrengen. Men undervejs i fødslen spurgte jordermoderen, om han kunne have lyst til at tage imod hende, og det svarede han uden tøven ja til, hvis altså jeg var okay med det. - Så det endte med at Kenneth drejede hendes hoved og hjalp til med at hive hende det sidste stykke ud til verden, og op til mig.
Jeg tudede af glæde, da jeg fik hende op til mig, og sagde ”Nej, hvor er du dog dejlig, lille skat”, og ud af lille-pigen kom der, hvad der lød som et højt og tydelig ”JA” ….Dét grinede vi allesammen meget af.
HER ER BIANCA NETOP KOMMET TIL VERDEN FÅ MINUTTER FØR....
Jeg blev syet med et enkelt sting, 3 steder, mens jeg lå med hende oppe hos mig – stadig uden bedøvelse. Og det gjorde dælme niller-naller! …De tåbelige nåle i ørene kunne hverken gøre det helt eller halvt.
Dog synes intet at være noget ved siden af det jeg lige havde været igennem.
Det GØR ondt at føde et barn (særligt at få hovedet ud ...når først det er ovre er resten ingen sag).
Men smerten er, mærkeligt nok, næsten øjeblikkeligt glemt. Og det vil til evig tid være det hele værd!
