"Hvornår skal jeg teste for ægløsning, når jeg har meget uregelmæssige menstruationer?"
Hej Tina.
Jeg har et spørgsmål ang. ægløsningstest.
Jeg er blevet undersøgt for PCO, da min mens har været meget svingende helt op til omkring 70 dage.
Jeg havde ikke PCO og min mens svinger af uforklarlige årsager.
Jeg vil så spørge dig, hvordan jeg tackler det med ægløsningsteste? Skal jeg stadig teste 14. dage efter mens? Eller hvad ville du mene?
Jeg ved godt det nok er lidt svært og der ikke er noget facit, men jeg ved ikke lige hvornår jeg skal teste.
Mvh. Lykke
Tinas svar
Kære Lykke,
som du selv skriver er det et svært spørgsmål at svare på.
Først vil jeg lige høre dig om du er blevet udredt ordentligt for din meget uregelmæssige cyklus??
Du har brug for at blive grundigt skannet og få taget en del blodprøver - helst hos en gynækolog med speciale i fertilitet.
Jeg ville begynde at teste 14 dage efter menstruationen og så fortsætte. Du skal nok være forberedt på at bruge en hel del tests. Læg mærke til sekretet fra din skede. Det ændrer sig nemlig omkring ægløsning til at blive glasklart og trådtrækkende. Ofte får man mere lyst til sex i den periode.
Nu ved jeg ikke hvor længe du har prøvet at blive gravid - men du skal ikke vente meget længere end et halvt år, før du søger hjælp fra en fertilitetsklinik - hvis dine menstruationer bliver ved med at være så uregelmæssige.
Overvægt og forkert kost kan også have betydning for din cyklus.
Hvis du vejer for meget, er det en rigtig god ide at dyrke motion og komme igang med noget insulinsænkende kost - det vil sige spise som en diabetiker.
Husk at tage folinsyre og en multivitamin hver dag, under processen med at blive gravid.
Held og lykke med projektet.
De kærligste hilsner,
Tina.
Tina tilbyder samtaleforløb til kvinder, mænd og par der er ufrivilligt barnløse og befinder sig før, under eller efter en fertilitetsbehandling – med eller uden et barn på vej. Derudover holder hun workshops og foredrag for par i fertilitetsbehandling.
Se Tinas hjemmeside: TinaSandager.dk
Anmeld