jeg har lige haft besøg af en meget nær veninde. hun har selv problemer med at blive gravid (dvs hun BLIR det ikke - ligesom os) og det har vi knyttet meget tætte bånd over. desuden har hun prøvet at miste og da jeg mistede vores barn i januar, var det umådelig rart at der sad een som vidste præcis hvordan det føltes og ikke syntes jeg var melodramatisk når jeg gik i selvsving over smerten i hjertet.
Da jeg fortalte hende sidste efterår, at vi skulle i behandling, var hun meget overrasket over, at vi var nået dertil.
for nogle uger siden fortalte hun mig via email (som er vores primære kommunikationskilde), at de nu var igang med de indledene lægeundersøgelser for at få en henvisning til fertilitetsklinikken. jeg skrev naturligvis stolpe op og stolpe ned med gode råd til læge og til undersøgelser osv osv.
idag kom hun så forbi for at hjælpe mig med at lægge min kjole til festen imorgen op og nej hvor var det voldsomt at se hendes smerte. hun er altid optimistisk og hun samler mig op fra gulvet hundrede gange om ugen og lapper mig sammen og trøster mig og er i det hele tiden denne her enormt varme kvinde. nu er det så mig der ved hvordan hun har det, for en gangs skyld og at se den smerte udefra er bare...puha! hun er så glad og så taler vi om undersøgelserne og så kan jeg se i hendes øjne, at hun er så trist. og jeg ved jo godt hvor trist hun er, jeg har selv været der, og er der for så vidt stadig, men i de øjeblikke hvor man kan mærke man gir op og sir "det her fungerer ikke, vi må ha hjælp" er bare enormt svære. man føler sig som fiasko som kvinde og som menneske og det føles som om der er nogen der sidder et hemmeligt sted og har taget en af listen over dem der må få børn. puha. hvor jeg dog elsker hende for den hun er, og for at hun går igennem de samme ting som mig - ting som jeg vel at mærke, ikke ville ønske for min værste fjende!
Anmeld
