Stadig trist efter abort

Ja jeg skal bare ud med det 

jeg er fucking lorte nederen ked af det, stadig 

Det er en månedstid siden nu at jeg fik aborten 

vi var enige det er ik det 

men det gør stadig ondt, jeg ville gerne have haft den og jeg ved at det ville han også men det var umuligt lige nu 

og jeg ved også godt vi prøver igen om et lille års tid 

men jeg er ked af det, jeg føler jeg har drabt min spire og jeg bliver helt kold i maven når jeg tænker på det 

jeg kan heldigvis lade hver at tænke på dmé, men så kommer det snigende her Når jeg er alene og skal sove alene 

jeg ved jeg traf det rigtige valg og jeg ved også min kæreste ville trøste mig og forstå mig men jeg ønsker ikk at høre ham ked 

jeg udskyder det faktisk bare lidt til at vi skal til at prøve igen 

i min hjerne ved jeg godt det aldrig går helt væk men mit hjerte siger mig at med kærligheden fra min kæreste og det at live gravid igen om noget tid, vil hjælpe mig og holde mig oppe. 

skulle bare ud med det, har bildt mig selv ind det hjælper 

Hej dig!! 

jeg fik selv en abort for to mdr siden, og følte mig ellers helt ok omkring det. grunden er nok en anden end din, men min kæreste og jeg var egentlig enige om at det skulle fjernes. JEG ønskede MIT barn, men problemet var, at jeg ikke var sikker på om han var faderen, så jeg havde ikke andre muligheder! Men jeg begynder også og tænke mere og mere på hvad der egentlig er sket, og føler virkelig, når det er værst, at jeg har slået mit eget barn ihjel og valgt et andet menneskes skæbne. (Jeg ved godt det ikke var et barn da jeg fik aborten, men for mig var det faktisk) 

men sætningen "jeg har slået mit barn ihjel", kommer hele tiden til mig for tiden. Og den er forfærdelig!!! 

Ville blot fortælle, at du ikke er alene, nogen gange kan den tanke hjælpe en lidt! 

Hej dig!! 

jeg fik selv en abort for to mdr siden, og følte mig ellers helt ok omkring det. grunden er nok en anden end din, men min kæreste og jeg var egentlig enige om at det skulle fjernes. JEG ønskede MIT barn, men problemet var, at jeg ikke var sikker på om han var faderen, så jeg havde ikke andre muligheder! Men jeg begynder også og tænke mere og mere på hvad der egentlig er sket, og føler virkelig, når det er værst, at jeg har slået mit eget barn ihjel og valgt et andet menneskes skæbne. (Jeg ved godt det ikke var et barn da jeg fik aborten, men for mig var det faktisk) 

men sætningen "jeg har slået mit barn ihjel", kommer hele tiden til mig for tiden. Og den er forfærdelig!!! 

Ville blot fortælle, at du ikke er alene, nogen gange kan den tanke hjælpe en lidt! 

Tak 

Det hjælper faktisk 

for troede lidt at den var gal med mig

jeg prøver så vidt som muligt slet ikk at tænke på det men det kommer jo altid snigende især når jeg er alene 

det hjælper mig lidt at kigget på mit barn, i disse dage får hun lov at ligge i min seng ( mest for min skyld så jeg kan kigge på hende) 

Og hun er henrykt over at få lov 

hun er nemlig noget af grunden til at jeg blev nød til at være "voksen" og tage den hårde beslutning 

håber du kommer oven på igen 

dukke skriver:

Ville bare lige give dig en masse

Tak

Anonym skriver:

Tak 

Det hjælper faktisk 

for troede lidt at den var gal med mig

jeg prøver så vidt som muligt slet ikk at tænke på det men det kommer jo altid snigende især når jeg er alene 

det hjælper mig lidt at kigget på mit barn, i disse dage får hun lov at ligge i min seng ( mest for min skyld så jeg kan kigge på hende) 

Og hun er henrykt over at få lov 

hun er nemlig noget af grunden til at jeg blev nød til at være "voksen" og tage den hårde beslutning 

håber du kommer oven på igen 

Godr, at du kunne bruge min historie.  

jeg har det på samme måde. Jeg har selv en datter som lige efter aborten, fik mere lov end normalt!! hun var bestemt også grunden til, at jeg måtte "tage mig sammen" og ikke bare gøre noget spontant. Jeg blev nødt til at tænke på eventuelle konsekvenser overfor hende, men så sandelig også overfor det barn der kunne være blevet til. 

Håbet også du snart kommer mere ovenpå!