Frøken J. skriver:
Den slags kommentarer fordrer da i hvert fald ikke en masse venlige svar 
Men nu svarer jeg alligevel!
Nu skriver du, at i ender med at skælde ud, når hun skriger så længe. Det skal i for det første lade helt være med! Jeg forstår godt det er frustrerende - herreste gud, jeg stod inde i stuen og tudede her til aften, da Rose ikke ville sove men bare skreg - men selvom i bliver frustrerede og irriterede, så er det netop det i skal gøre: Gå ind i stuen, eller bare et hvilket som helst andet rum og skrig ind i en pude, hvis det er det der skal til for at få frustrationen ud. For nu skal hun for det første væk fra den tryghed, som hun har haft hele livet, og oven i købet bliver far og mor sure på hende, fordi hun skal vænne sig til det her nye sted. Og så er sengen og puttetiden med det samme koblet med noget negativt - Og hermed er i inde i en ond cirkel.
Det er pisse svært, trust me I know, men husk jer selv på, at hun ikke gør det, fordi hun bevidst vil være på tværs og irritere jer. Men hun har været vant til at have far og mor lige ved siden af sig, og pludselig skal hun ligge alene i den her ensomme seng! Og det er bestemt et skridt der skal tages, men i skal også respektere hendes følelser, og at omvæltningen godt kan tage tid.
Det er lidt svært at sige, hvad i skal gøre. Når i sidder derinde, taler i så med hende? I de perioder med Rose, hvor jeg har skulle sidde på værelset, sidder jeg blot så hun kan se mig, men ikke røre mig, og jeg har ikke øjenkontakt eller taler til hende. Kun hvis hun alligevel bliver ked af det, siger jeg stille og roligt, at nu skal du sover, godnat, eller også synger jeg godnatsangen igen. - I den forbindelse skal i jo nok også have opbygget et nyt fast putteritual, nu hvor hun sover et andet sted. Hvad er jeres ritual?
Dernæst har vi gjort det, at bliver hun rigtig ked af det, så tager vi hende lige op og giver hende et kram, så hun falder til ro, og så lægger vi hende igen. Det er der så nogen der mener man ikke skal gøre, men jeg har ikke hjerte til bare at lade hende stå, når hun er ked af det, og det har kun haft en gavnlig effekt her.
Og så tænker jeg, at det er vigtigt det er det samme der sker. I den periode med Rose hvor det var slemt, skiftede vi mellem tusinde ting i et desperat forsøg på at få hende til at sove. Tog hende op og vuggede hende i armene, puttede hende i barnevognen osv. osv. - men det virker klart bedst at sige til sig selv at "Nej, nu er det det her vi gør, og det bliver ikke anderledes" - Selvfølgelig gjort med kærlighed og omsorg.
Men uanset hvor frustrerede i bliver, så må og skal hun bare ikke se det, for så bliver hun bare endnu mere utryg. Det er svært at vænne sig til at sove alene, og det kan godt ske nogen vil sige, i skal lade hende skrige og så forlænge intervallet i går ind med, men jeg kan faktisk godt se det fornuftige i det første stykke tid at sidde derinde. Men jeg ville nok ikke sidde derinde, hvis hun bare pludrer og snakker - kun hvis hun er ked.
Men bortset fra alt det, tror jeg ikke rigtig nogen kan sige, at sådan får du hende til at lade være med at skrige. Chris McDonald har det fine begreb: TTT - Ting Tager Tid. Og det tror jeg også må være nøglen her, når hun har været vant til at sove hos jer. Husk at rumme hendes følelser og fortæl hende, at i godt forstår det er svært, men at i er lige dér hvis hun har brug for jer. Det kan godt ske, hun ikke forstår det til fulde, men det giver alligevel en tryghed.
Håber det var brugbart 
Ps. den klassiske - om hun kunne have noget med ørerne 
Men tror mere det er en form for separationsangst efter samsovningen, som er meget naturlig
Pps. dømmer ikke jeres samsovning - Jeg er meget pro samsovning 
