Enlig mor

Hej alle. Så fik jeg meldt  mig ind. Jeg fandt ud af for en uge siden jeg er gravid. Før jeg fandt ud af graviditeten gjorde jeg det forbi med min kæreste, så det var slet ikke planlagt graviditet, faktisk troede jeg ikke at jeg kunne få børn,  da jeg har gået i to år næsten og ikke taget p-piller. Min eks og jeg ville gerne have børn før vi slog op, og nu da vi er gået fra hinanden har jeg så fundet ud af jeg er gravid. Jeg er 5+4 uger henne , så jeg er meget tidlig i min graviditet.Fra starten har jeg været glad for at få nyheden  om jeg skal være mor, selvfølgelig er det dårlig timing , men hver gang jeg tænker på abort bliver jeg så ulykkelig inden i, jeg synes bare der er så mange fordomme om at være enlig mor, plus har min eks og jeg været en lidt uvenner på det sidste da han er meget jaloux selvom vi ikke er sammen mere, det har ærligt fået mig til at gå lidt ned med flaget og tvivle på om jeg træffer den rigtige beslutning om at beholde barnet. Min familie bakker mig op 100 procent og få af mine veninder gør os. Jeg synes bare jeg mangler det sidste skub til at få at vide at alt nok skal gå. Er der nogen af jer der er enlige mødre og er det hårdt?

Jeg er "dsværre" ikke enlig, og kan hjælpe dig den retning, men jeg kan sende et  og sige velkommen i maj-klubben hvis du beslutter at joine os!

Jeg har været enlig mor, selvfølgelig er det hårdt. Jeg stod med to børn, da jeg blev alene med dem. Men jeg har også stået i en situation hvor jeg var nødt til at vælge en abort, da jeg ikke magtede at stå alene med 3 børn og uddannelse. Det er den værste beslutning jeg nogensinde har taget. Jeg har ikke fortrudt det, men det var hårdt. Selvfølgelig kan du klare at være enlig mor, især fordi din familie bakker dig op. Hvis det er dit ønske barn, skal du da overveje hvordan din hverdag kommer til at hænge sammen med et lille barn og høre faren hvor involveret han vil være.

Jeg blev ene-mor da min ældste var 3 mdr og fik her at vide jeg ventede mig igen.

Tror mere at det er alle andre det synes jeg skulle have det hårdt. Men har altid sagt, at mig skal man ikke have ondt af. Det er gået rigtig fint og ville ikke frygte situationen igen :-) Tror faktisk ikke jeg har haft det hårdere end i familier hvor der er far og mor. Der er ikke nogen forventninger til et andet menneske og skuffelse når trætheden melder sig, ved sygdom osv.

Det værste har været ved arrangementer i f.eks skole, gymnastik opvisninger mv. hvor man ser far filme mens mor klapper og hepper, så har jeg følt mig ensom over at være ene afsted.

Du skal nok klare det

Jeg er alene mor lige pt. til min dreng på 3 og venter mit barn nummer 2. Min daværende kæreste ( som ikk er far til mit 1 barn. ) virkede slet ikke glad for vi skulle ha et barn selvom vi havde været sammen i 1½ år, så jeg valgte at så kunne jeg sagtens klare det her selv, hård beslutning men følte det var nødvendigt. Jeg vil gerne have en kæreste der var glad for det i stedet for at tænkte på alt andet han heller ville lave.

Abort, ja det kunne jeg slet ikke få mig selv til, så derfor valgte jeg at så ville jeg have den lille til verden, og jeg har min familie og venner der gerne vil støtte og hjælpe mig.

Men ja det kan være hårdt at skulle være alene, men så længe man har kærlighed til det barn man skal have, så skal det hele nok gå, og jeg tror på dig

Så jeg håber da at hvis du vil snakke om nogle af de her ting så skal du da bare skrive ...

mette1987 skriver:

Jeg er alene mor lige pt. til min dreng på 3 og venter mit barn nummer 2. Min daværende kæreste ( som ikk er far til mit 1 barn. ) virkede slet ikke glad for vi skulle ha et barn selvom vi havde været sammen i 1½ år, så jeg valgte at så kunne jeg sagtens klare det her selv, hård beslutning men følte det var nødvendigt. Jeg vil gerne have en kæreste der var glad for det i stedet for at tænkte på alt andet han heller ville lave.

Abort, ja det kunne jeg slet ikke få mig selv til, så derfor valgte jeg at så ville jeg have den lille til verden, og jeg har min familie og venner der gerne vil støtte og hjælpe mig.

Men ja det kan være hårdt at skulle være alene, men så længe man har kærlighed til det barn man skal have, så skal det hele nok gå, og jeg tror på dig

Så jeg håber da at hvis du vil snakke om nogle af de her ting så skal du da bare skrive ...

Hvor er det også godt gået af dig, kan udmærket godt forstå dig.

Nu det længe siden jeg har skrevet det indlæg men valgte også at beholde min ufødte søn og har ikke fortrudt siden. Mit barns far og jeg blev kærester igen lidt efter jeg havde skrevet indlægget men nu vi så gået fra hinanden igen og valgt at det bedre at være gode venner end kærester for vores søns skyld da vi ikke rigtig fungere som kærester. 

Jeg er da glad for at i så har valgt at være venner for barnets skyld, det synes jeg også er rigtig godt både for barnet men også for jer self.

Men kunne godt se det var længe siden du havde skrevet, men synes alligevel jeg lige ville give en lille besked, da jeg selv kan blive lidt fustreret over at være alene, men ved jeg har styrken til det