Når storesøster taler grimt til lillesøster

Det er desværre noget der dagligt sker herhjemme. Enten svarer hun hende ikke når lillesøster spørger om noget, enten snerrer hun eller også siger hun bare hold op!

Feks idag da sad den store og tegnede en forlystelsespark og min den mindste gik hen, stille og roligt og sagde: Ej hvor er den fin, Izabella. Hvad er det der?

Men tror I, at Izabella svarede? Nej, hun ignorede hende bare. Da vi påpegede det sagde hun ok, undskyld og 2 sek. efter skete det igen.

De skændes en del og det er normalt tror jeg, mindes selv, at mine søskende og jeg tog vores ture men jeg forsvarede altid mine søsksende hvis de blev trådt på/talt grimt til af andre. Det gør Izabella slet ikke. Hun ser bare på at der er nogle der råber ad hendes lillesøster. Jeg kunne selvfølgelig godt tale grimt om mine søskende til mine veninder men i skolegården var jeg som en høg overfor nogle der evt kunne være ude efter mine søskende.

VI har apelleret til storesøster, talt dunder, givet konsekvenser og ellers prøvet alle pædagogiske overvejelser. Hun er normalt så fornuftig, stille og rolig men lige her da forbavser det mig, at hun slet ikke er som jeg umiddelbart ville tro.

Jalousi kan jeg ikke se der er. Vi er meget omhyggelige med at fordele os lige. De skiftes til at putte med mig om morgenen, de skiftes til at få børstet tænder af os, de skiftes med pladser om aftensmaden osv. Hvad pokker skal jeg gøre?

Lullaby skriver:

Det er desværre noget der dagligt sker herhjemme. Enten svarer hun hende ikke når lillesøster spørger om noget, enten snerrer hun eller også siger hun bare hold op!

Feks idag da sad den store og tegnede en forlystelsespark og min den mindste gik hen, stille og roligt og sagde: Ej hvor er den fin, Izabella. Hvad er det der?

Men tror I, at Izabella svarede? Nej, hun ignorede hende bare. Da vi påpegede det sagde hun ok, undskyld og 2 sek. efter skete det igen.

De skændes en del og det er normalt tror jeg, mindes selv, at mine søskende og jeg tog vores ture men jeg forsvarede altid mine søsksende hvis de blev trådt på/talt grimt til af andre. Det gør Izabella slet ikke. Hun ser bare på at der er nogle der råber ad hendes lillesøster. Jeg kunne selvfølgelig godt tale grimt om mine søskende til mine veninder men i skolegården var jeg som en høg overfor nogle der evt kunne være ude efter mine søskende.

VI har apelleret til storesøster, talt dunder, givet konsekvenser og ellers prøvet alle pædagogiske overvejelser. Hun er normalt så fornuftig, stille og rolig men lige her da forbavser det mig, at hun slet ikke er som jeg umiddelbart ville tro.

Jalousi kan jeg ikke se der er. Vi er meget omhyggelige med at fordele os lige. De skiftes til at putte med mig om morgenen, de skiftes til at få børstet tænder af os, de skiftes med pladser om aftensmaden osv. Hvad pokker skal jeg gøre?

Nu ved jeg ikke lige, hvor gamle dine børn er, men jeg tænker, at det da er helt normalt ikke at gide svare sin lillesøster. Sådan tror jeg bare det er for mange. Især i perioder. 

Og så tænker jeg, at når du siger, du ikke gør forskel på dem, så er det sikkert i bedste mening, men jeg er bare selv af den opfattelse, at man bør gøre forskel. Ikke i forhold til den mængde kærlighed/tryghed, man giver, men at man skal lade forskellige regler gælde ved forskellige lejligheder. Tage højde for forskel i alder osv. Og i det hele taget behandle dem som de er - netop forskellige. Det er min opfattelse at det i sidste ende giver de mest solidariske børn - > voksne. 

Så hvad med at sige til lillesøster i stedet : "Jeg tror ikke X gider lige nu, skal vi ikke finde på noget andet"  eller noget i den retning. I stedet for at gøre det til et problem, at den lille ikke bliver svaret.

Bare mine tanker.

Frk. Himmelblå skriver:

Nu ved jeg ikke lige, hvor gamle dine børn er, men jeg tænker, at det da er helt normalt ikke at gide svare sin lillesøster. Sådan tror jeg bare det er for mange. Især i perioder. 

Og så tænker jeg, at når du siger, du ikke gør forskel på dem, så er det sikkert i bedste mening, men jeg er bare selv af den opfattelse, at man bør gøre forskel. Ikke i forhold til den mængde kærlighed/tryghed, man giver, men at man skal lade forskellige regler gælde ved forskellige lejligheder. Tage højde for forskel i alder osv. Og i det hele taget behandle dem som de er - netop forskellige. Det er min opfattelse at det i sidste ende giver de mest solidariske børn - > voksne. 

Så hvad med at sige til lillesøster i stedet : "Jeg tror ikke X gider lige nu, skal vi ikke finde på noget andet"  eller noget i den retning. I stedet for at gøre det til et problem, at den lille ikke bliver svaret.

Bare mine tanker.

Det jeg mener med, at vi ikke gør forskel er mht opmærksomheden. Den store på 7 kommer senere i seng. Får lov at se andre ting i fjernsynet. Får lov at have flere fritidsaktiviter, flere venner på besøg os. Men der hvor vi ikke gør forskel er opmærksomhedsmæssigt sådan så, at den store eller den lille ikke føler at den anden får mig mere. Det er nemlig mig der er i klemme.

Det er desværre ikke en periode. Nu snakker vi snart et år. Det synes jeg er en stor periode

Lullaby skriver:

Det jeg mener med, at vi ikke gør forskel er mht opmærksomheden. Den store på 7 kommer senere i seng. Får lov at se andre ting i fjernsynet. Får lov at have flere fritidsaktiviter, flere venner på besøg os. Men der hvor vi ikke gør forskel er opmærksomhedsmæssigt sådan så, at den store eller den lille ikke føler at den anden får mig mere. Det er nemlig mig der er i klemme.

Det er desværre ikke en periode. Nu snakker vi snart et år. Det synes jeg er en stor periode

Ja, okay, det kan jeg godt se...

 

Tror nu alligevel nok, jeg hælder til, at forsøge at ignorere, når storesøster er sådan. Og så bare tage kærligt hånd om lillesøster .

Lullaby skriver:

Det er desværre noget der dagligt sker herhjemme. Enten svarer hun hende ikke når lillesøster spørger om noget, enten snerrer hun eller også siger hun bare hold op!

Feks idag da sad den store og tegnede en forlystelsespark og min den mindste gik hen, stille og roligt og sagde: Ej hvor er den fin, Izabella. Hvad er det der?

Men tror I, at Izabella svarede? Nej, hun ignorede hende bare. Da vi påpegede det sagde hun ok, undskyld og 2 sek. efter skete det igen.

De skændes en del og det er normalt tror jeg, mindes selv, at mine søskende og jeg tog vores ture men jeg forsvarede altid mine søsksende hvis de blev trådt på/talt grimt til af andre. Det gør Izabella slet ikke. Hun ser bare på at der er nogle der råber ad hendes lillesøster. Jeg kunne selvfølgelig godt tale grimt om mine søskende til mine veninder men i skolegården var jeg som en høg overfor nogle der evt kunne være ude efter mine søskende.

VI har apelleret til storesøster, talt dunder, givet konsekvenser og ellers prøvet alle pædagogiske overvejelser. Hun er normalt så fornuftig, stille og rolig men lige her da forbavser det mig, at hun slet ikke er som jeg umiddelbart ville tro.

Jalousi kan jeg ikke se der er. Vi er meget omhyggelige med at fordele os lige. De skiftes til at putte med mig om morgenen, de skiftes til at få børstet tænder af os, de skiftes med pladser om aftensmaden osv. Hvad pokker skal jeg gøre?

Åhh ja det kender vi godt.

Jeg tror det er den selektive hørelse der sætter ind - men da jeg er af den mening at man svare når der bliver snakket til en - så siger vi det til hende hver gang hun ikke svare - altså som i X snakker til dig El. Man svare når der bliver snakker til en.

Og tit viser det sig at hun faktisk har hørt hvad der bliver men bare ikke gider svare - dertil siger vi at man svare uanset hvad men det er iorden hvis man siger man ikke lige har lyst til at snakke.

Måden vi har valgt at gøre det på er også set i forhold til hvis man står overfor fremmede.