fortvivlet mor men også lykkelig!

jeg er mor til en lille krudtugle på 13 måneder og jeg venter sammen med min kæreste barn nr 2!

 

men mine tanker er pludselig vendt sig 80 grader ! nu ved jeg slet ikke om jeg er klar til endnu en! det skræmmer mig pludselig da det barn jeg har nu kræver uhyggelig meget - og bare er mor syg! tanken om jeg aldrig får tid til mig selv og altid vil være på farten! sådan havde jeg det slet ikke inden jeg blev gravid.... men jeg er begyndt at tænke mere over det eftersom kvalmen og trætheden melder sig.... ja jeg synes bare mit barn på 13 måneder er mere end nok! jeg ved ikke hvad der gør jeg pludselig er blevet så meget i tvivl

! når jeg ser andre på 21 år ligesom jeg - kan jeg af og til misunde deres liv uden børn... savne mit gamle liv... og så kommer min egoistiske tanke om: hvorfor fanden så barn 2?! og på den anden side ku jeg ik være mere lykkelig - spændt og glad over der er endnu en på vej... men andre gange føler jeg bare pres overfor det 1 barn da det kræver meget! jeg elsker mit barn OVERALT! men af og til kan det være hårdt. meget hårdt

og samme tider skammer mig over det på vegne af hende jeg burde vel tage mig sammen og ha mere overskud... men af og til har jeg den bare ikke... og den graviditet er ved at gøre mig i tvivl for så blir jeg endnu mere bundet og endnu mere ansvarsfuld og på! jeg ved ikke om det er normalt af mig at svinge sådan - men nogle gange ved jeg bare ikke om jeg egentlig har været klar over hvad det egentlig er jeg er gået ind til

 

 

 

godnat!

Jeg kan så godt forstå dig. Jeg svingede så meget under min sidste graviditet om hvorvidt jeg var klar eller ej. Og husk nu at din datter når at blive ældre og knap så morsyg inden nr 2 kommer
Det skal nok gå

Anonym skriver:

jeg er mor til en lille krudtugle på 13 måneder og jeg venter sammen med min kæreste barn nr 2!

 

men mine tanker er pludselig vendt sig 80 grader ! nu ved jeg slet ikke om jeg er klar til endnu en! det skræmmer mig pludselig da det barn jeg har nu kræver uhyggelig meget - og bare er mor syg! tanken om jeg aldrig får tid til mig selv og altid vil være på farten! sådan havde jeg det slet ikke inden jeg blev gravid.... men jeg er begyndt at tænke mere over det eftersom kvalmen og trætheden melder sig.... ja jeg synes bare mit barn på 13 måneder er mere end nok! jeg ved ikke hvad der gør jeg pludselig er blevet så meget i tvivl

! når jeg ser andre på 21 år ligesom jeg - kan jeg af og til misunde deres liv uden børn... savne mit gamle liv... og så kommer min egoistiske tanke om: hvorfor fanden så barn 2?! og på den anden side ku jeg ik være mere lykkelig - spændt og glad over der er endnu en på vej... men andre gange føler jeg bare pres overfor det 1 barn da det kræver meget! jeg elsker mit barn OVERALT! men af og til kan det være hårdt. meget hårdt

og samme tider skammer mig over det på vegne af hende jeg burde vel tage mig sammen og ha mere overskud... men af og til har jeg den bare ikke... og den graviditet er ved at gøre mig i tvivl for så blir jeg endnu mere bundet og endnu mere ansvarsfuld og på! jeg ved ikke om det er normalt af mig at svinge sådan - men nogle gange ved jeg bare ikke om jeg egentlig har været klar over hvad det egentlig er jeg er gået ind til

 

Det er meget normalt det du gennemgår. Husk nu når du bliver 40 har du voksne børn mens dine veninder stadig har små børn  Aj jeg ved det ikke. Jeg fik min datter som 20 årig og efter hende havde jeg en periode på 7 år som barnløs. Lige pludselig blev jeg gravid og jeg tvivlede ogå meget. Mest fordi jeg tænkte på min store datter om det nu var forsent eller for tidligt. Om jeg nu kunne klare og starte forfra igen. Men nu kan jeg ikk forstille mig et  liv uden ham. Det skal nok gå. Du får 2 børn der kommer til at have meget glæde af hinanden. Jeg har nemlig 2 ene børn idag, og jeg ville ønske at de blev født lige efter hinanden. Hvor langt er du henne i din graviditet ?

Det er vist meget normalt! Nu er jeg godt nok ik lige så ung som dig, men tænker at det da ka være en kæme fordel! 

Tror alle anden gangs gravide får lidt dårlig samvitighed, overfor barn nr 1. Nu ska de pludselig til at lære at deles om mor og fars opmærksomhed, kærlighed osv. Man har måske ik så meget overskud så længe man er gravid, men det ændre sig jo heldigvis igen. Og tænk på den gave det er at ha en søskende. Vh stine

Hold op hvor lyder det som da jeg var tyve og gravid med nummer to.
Jeg tror det er meget normalt det du oplever. Og jeg er helt sikker på det ændre dig med tiden.
Da jeg var 21 fik jeg mit barn nummer tre.
Nu er jeg lige blevet 22 og jeg er så glad for min beslutning ø.
Mine tre børn på henholdsvis 4, 2 og 8mdr har så meget glæde af hinanden, dog er mindstemsnden ikke så meget med dem endnu men det er jeg helt sikker på kommer
Held og lykke til dog, jeg håber det kommer til at gå godt

Noget af det bedste ved at blive mor er, - at så er man ikke gravid mere! Det vil sige, at pludselig får man sin krop tilbage, og det gamle energiniveau vender tilbage.

Lige nu, når du forestiller dig at være mor til 2, gør du det ud fra et sted, hvor du er træt og har kvalme. Det ændrer sig skal du huske!

Nu ved jeg ikke, hvor langt du er, men din første er jo væsentligt ældre, når nr. 2 kommer.

Der er 15 mdr mellem mine børn, og jeg vil sige, at selvfølgelig er det hårdt, men der er sørme også fordele...

Du får dine børn nu. De vil være små samtidig. Dvs. når den ene bliver selvkørende (nogenlunde da) vil den anden også være det. Hvilket igen vil sige, at du når at få rigtig meget frihed tilbage, mens du er i dine tyvere og dette samtidig med, at du får lov at være mor til hele to! LYKKE.

Aisha skriver:

Det er meget normalt det du gennemgår. Husk nu når du bliver 40 har du voksne børn mens dine veninder stadig har små børn  Aj jeg ved det ikke. Jeg fik min datter som 20 årig og efter hende havde jeg en periode på 7 år som barnløs. Lige pludselig blev jeg gravid og jeg tvivlede ogå meget. Mest fordi jeg tænkte på min store datter om det nu var forsent eller for tidligt. Om jeg nu kunne klare og starte forfra igen. Men nu kan jeg ikk forstille mig et  liv uden ham. Det skal nok gå. Du får 2 børn der kommer til at have meget glæde af hinanden. Jeg har nemlig 2 ene børn idag, og jeg ville ønske at de blev født lige efter hinanden. Hvor langt er du henne i din graviditet ?

ja det gir god pointe. Det kan jeg godt se. Fik mere eller mindre bare en eller anden form for utro og angst for hvordan pokker to børn nogen sinde skulle kunne gå - og hvornår får jeg nogen sinde mine pauser....

 

men når den mindste så skal i dp - kommer den store jo i børnehave.. den sad jeg også lige og tænkte på.. Jamen jeg er i uge 7

Jeg tror det er helt normalt at man har en periode hvor man paniker. Næsten lige meget hvilken alderstrin der er i mellem så kommer der ofte i løbet af de 9 måneder en perioden, hvor det barn man har i forvejen, bliver helt umulig og så tænker man bare "Ej for pokker, hvordan skal jeg orke et barn mere når mit første er så umulig og krævende Men ofte er det jo en periode på en 2-3 måneder (f.eks hvis de er mellem 2-3 år eller lign) og når den lille så kommer, så er de ude af den periode igen, man er ikke længere gravid og får sin egen krop tilbage. Det som jeg i hvertfald har oplevet er, at man nogle gange tror at det bliver SÅ hårdt, at når det så kommer til stykket så er det faktisk ikke så hårdt som man har gået og bildt sig selv ind (og som andre ofte siger) Men med mine er der selvfølgelig også 3 år i mellem, det er jo noget andet med dine som er tættere på i alder og nr 1 ikke er så selvkørende endnu. Men stadigvæk så tror jeg, at du set i bagspejlet vil være glad for at have det hele "overstået" (vågne op om natten, bleskift osv) på én gang. Held og lykke med det hele. 

Jeg tror det er helt normalt at man har en periode hvor man paniker. Næsten lige meget hvilken alderstrin der er i mellem så kommer der ofte i løbet af de 9 måneder en perioden, hvor det barn man har i forvejen, bliver helt umulig og så tænker man bare "Ej for pokker, hvordan skal jeg orke et barn mere når mit første er så umulig og krævende Men ofte er det jo en periode på en 2-3 måneder (f.eks hvis de er mellem 2-3 år eller lign) og når den lille så kommer, så er de ude af den periode igen, man er ikke længere gravid og får sin egen krop tilbage. Det som jeg i hvertfald har oplevet er, at man nogle gange tror at det bliver SÅ hårdt, at når det så kommer til stykket så er det faktisk ikke så hårdt som man har gået og bildt sig selv ind (og som andre ofte siger) Men med mine er der selvfølgelig også 3 år i mellem, det er jo noget andet med dine som er tættere på i alder og nr 1 ikke er så selvkørende endnu. Men stadigvæk så tror jeg, at du set i bagspejlet vil være glad for at have det hele "overstået" (vågne op om natten, bleskift osv) på én gang. Held og lykke med det hele.