Olivia's Moar skriver:
Fødselsberetning af Oivia Munk.
Forhistorie
Det begynder at klø på hele min krop, det starter med håndflader og fodsåler, og det bliver mere og mere ulideligt som dagene går. Kan ikke sove om natten, medmindre jeg tager flere kolde bade. Ringer til lægen og får en tid – til en uge efter !!! Øv … Kommer så til lægen en uge efter, får taget blodprøve og stixet urinen. Stixen indikerer at jeg har en urinvejsinfektion – dog efter dyrkelse af urinen, har jeg ikke en urinvejsinfektion. Hmm, mærkeligt – især fordi jeg selv fornemmer jeg har det, da urinen lugter ! Men ja ja, hvis det er det lægen siger, så har lægen ret. Da vi får svar på blodprøven ugen efter, viser det, at mine levertal er for høje. Altså, jeg har leverbetinget graviditetskløe.
Skal ind på hospitalet dagen efter, for at få taget en blodprøve mere – selvfølgelig fastende. Da vi kommer ind på Skejby Sygehus for at få taget blodprøven, er der ikke bestilt tid til den!!! Og damen ved telefonen siger hun ikke kan få fat på dem, efter vi har siddet i venteværelset i en halv time (noget som føles som hundrede år, da jeg er s***e sulten!!!). Og selvfølgelig skal vi gå hen på den anden afdeling og bede dem om at ringe og bestille en tid. (noget som selvfølgelig føles som 100km's gågang). Nå, men de fik bestilt tiden – selvom det var gjort, og jeg fik taget blodprøven.
Dagen efter, den 8/3-12, skulle vi op på sygehust igen og have svar på prøven. Igen, forhøjet levertal. Vi havde svigermor med, hvis jeg nu ikke kunne huske halvdelen, af hvad der var blevet fortalt af lægen. Lægen fortæller så, at jeg har leverbetinget graviditetskløe – no shit sherlock! Og at jeg skal i behandling for det. På det tidspunkt er jeg 35+1. Jeg får nogle piller med, og får tid til tjek en uge efter. Vi får også at vide, at jeg højst sandsynligt bliver sat i gang 14 dage før tid. Hvilket jeg har det helt okay med. Så har jeg da i det mindste en nogenlunde fornemmelse af, hvornår vores prinsesse kommer, og kan være klar til dette.
13/3-2012 35+5
Christian og jeg skal hente min veninde fra skolen. Vi skal ud og hente barnevogn og andre småting til vores lille prinsesse. Dog har jeg det dog mærkeligt, føler ikke, at jeg kan mærke ligeså meget liv, som jeg plejer. Jeg vader lidt rastløs rundt, Christian spørger om vi skal ringe til fødegangen. Jeg starter med at sige nej, det er for åndsvagt – det er garanteret ingenting! Dog overgiver jeg mig til sidst, og kl.11 er vi på hospitalet. Efter noget ventetid kommer vi ind, og bliver tjekket. Jeg er 1 cm åben. Jordmoderen mener det går i sig selv igen, men jeg skal hjem og slappe af! Må lave absolut ingenting! I mellem tiden er min veninde kommet ned på hospitalet i stedet – vi vælger at køre forbi Mc Donalds, køre min veninde hjem, og så helt hjem bagefter. Så vidt jeg husker fik jeg en chokolade milkshake. Havde absolut ikke lyst til at spise noget. Da vi kommer hjem, lægger jeg mig i sengen for at lave ingenting, som jeg fik besked på. Der gik dog ikke længe, før jeg kaldte på Christian, og bad ham om at komme med en spand. Puha, det var den milkshake! Jeg sagde til Christian, at jeg ikke kunne mere – havde simpelthen så ondt! Vi ringede til fødegangen igen, og de ville gerne se mig igen. Hunden ud i bilen, og mig ud i bilen, og hen til fødegangen det gik. Jeg var denne gang 3 cm åben, og dagens jordmoderer gav os indtrykket af, at Olivia ville komme i dag, og vi ikke ville blive sendt hjem. Nå, Christian ringede til hans mor, og hun kom for at hente hunden. Jeg lå lidt på briksen, og veerne begyndte at gå i sig selv, dog havde jeg stadig mange stærke smerter – især i lænden! Jordmoderen sagde at vi skulle gå os en tur, få noget at spise og komme tilbage kl.19 – da var kl.18. Vi gik ned i kantinen, og Christian fik noget mad. Jeg kunne simpelthen ikke spise, andet en lidt chokolade og drikke lidt kakao. Vi gik tilbage og der var stadig ikke rigtigt kommet gang i det igen. Hun ville se tiden lidt an, og jeg fik 4 bistik i lænden. For s***n hvor gjorde det ondt at få dem, men de hjalp. Slappede lidt mere af – måske lidt for meget, for omkring kl.21.30, mente hun, at vi skulle hjem og sove. Fik nogle smertestillende og en sovepille – og flere bistik, der ikke hjalp overhovedet denne gang!! Og som om, jeg overhovedet gad hjem – hun sagde Olivia ville komme i dag! Møg k*****g!!! Nå, men jeg fik slugt pillerne, og vi kørte mod Søften for at hente hunden, og så hjem til Løgten.
14/3-2012 35+6
Fik overhovedet ikke sovet den nat, veerne var der stadig og fik blundet lidt imellem dem. Havde så ondt, så ondt – havde allermest lyst til at spole tiden tilbage, og ikke blive gravid på det tidspunkt. I løbet af formiddagen fik Christian ryddet op derhjemme og vasket noget tøj. Han vidste godt at vi skulle forbi sygehuset igen – men under ingen omstændigheder ville han køre derind, for at køre hjem igen! Vasketøjet skulle ordnes, før vi kørte nogen som helst steder hen! Øv, tænkte jeg – hvis bare han vidste hvor ondt det her gjorde – det kan overhovedet ikke sammenlignes med hans rygsmerter! Jeg lå bare i sengen, og så ynkelig ud. Tror også hunden var bange for mig 
Da klokken var omkring 15, var Christian færdig og han ringede til fødegangen – kunne overhovedet ikke overskue at skulle snakke med nogen, var så forpint og træt, så det halve kunne være nok! Christian fik hunden ud i bilen, og mig efter i sommersandaler, da jeg ikke kunne overskue andet. På vej hen i bilen, sagde jeg flere gange, at han skulle vende om, at jeg overhovedet ikke skulle føde, og hvis det stod til mig, skulle Olivia blive inde i maven, resten af mit liv. Skulle overhovedet ikke føde noget som helst! Men op på hospitalet vi kom, og blev modtaget, af endnu en ny jordmoder. Hun undersøgte mig forneden, og om jeg ikke var 8 cm åben!! Ja, så blev vi sgu ikke sendt hjem igen! YES!!! Christians ekssvigeringe arbejdede på sygehuset, og tog hunden med hjem – hun kom dog over til svigermor senere, og der skulle hun bo, mens det hele stod på. Vi blev vist ind på en fødestue. Christian var derefter hos mig, hele tiden. Under ingen omstændigheder skulle jeg efterlades. Om vi så skulle være på den stue i 100 dage, skulle han blive hos mig! Jeg var rigtig ked af det, for det var slet ikke sådan det skulle være. Jeg havde slet ikke vasket Olivia's tøj endnu, gjort klar til at hun skulle komme – intet! Det var jo slet ikke sådan det skulle være! Vi fik en jordmoder ved navn Kirsten (kan ikke huske hendes navn, men det står i journalen). Kan ikke rigtigt huske så meget derefter – men her er hvad der står i papirerne.
Kl.17 – vandladning, i badekar for at lindre smerterne. Det hjalp ikke en dyt!
Kl.18.30 – op af karet, vandladning og op på briksen, 4 bistik – som igen ikke hjalp, og lattergas – hvilket jeg heller ikke synes hjalp.
Kl.18.50 – bliver der prikket hul på vandet. Det er grønt, så hun er stresset derinde. Jeg ligger med dårlig samvittighed.
Kl.19 – Livmodermunden udslettet, ilt maske, Olivias puls dykker – skal om på den ene side, den anden side, op på alle 4, og be'r til, at det snart er overstået. Dette sker 2 gange.
Kl.20.15 – presser nu aktivt.
Kl.20.33 Fødes Olivia pigen, som stjernekigger og uden lyd. Jeg var panisk, for det var jo ikke sådan det skulle være, hun skulle jo skrige, og jeg skulle tude – det var det, jeg havde forstillet mig inde i hovedet. Hun kom, så vidt jeg husker, op og ligge på mig et kort øjeblik, og så tager lægen hende med over, hvor jeg stadig kan følge lidt med. Olivia får noget c-pap, modstand, og så kommer der et skrig. Imens render Christian forvirret frem og tilbage – skal han være hos mig, eller Olivia. Han vælger selvfølgelig at være hos Olivia, men informerer mig hele tiden.
Prinsessen vejede 2550g og var 48cm lang.
På et eller andet tidspunkt mellem kl.20.15 og 20.33 er der flere jordmødre, læger, osv., inde på stuen, da det ikke ser for godt ud.
Moderkagen føder jeg kl.20.46, og mener Olivia kommer i mine arme derefter. Og sutter på brystet i en times tid, blunder lidt i mellem tiden. Den smukkeste lille pige.
Men hun ligger i mine arme, får jeg et par sting, da jeg er sprækket i skamlæben.
Da de ved at jeg ikke har spist noget i et stykke tid, og det er vist også normal procedure på Skejby, så kommer de ind med et par sandwich's & yoghurt (da yoghurt var det eneste jeg havde lyst til). Så lå/sad vi ellers der Christian og jeg, med vores lille prinsesse – 4 uger før tid. Ind kom en ny jordmoder, da der havde været vagtskifte – vi fik at vide at vi skulle over på afd. y1 – da hun var født 4 uger før tid, skulle hendes vægt følges nøje. Men vi kom ikke derover, før jeg havde været ude og tisse, når jeg kunne det, kunne vi komme videre i systemet.
Omkring kl.2 om natten, kom vi over til afd.y1 – der var både plads til Olivia, Christian og jeg – og dette var vores nye hjem, for en kort stund. De var alle sammen meget søde!!!
Olivia skulle have MME af et medicinbæger hver 3 time, samt ammes hver 3. time. Så vi satte vækkeur til, men den nat, var sundhedsplejerskerne søde til at komme ind, og vække os, på trods af, at vi var stået op. Dejligt med lidt luksus. Men det var hårdt, hele tiden at skulle være vågen en time – sove 2 timer. Men hvad gør man ikke for sin datter.
Vi var på afd. y1 i 5 dage – det var ikke fordi vi ikke kunne lide hospitalet, men man fik simpelthen spat, af at bo i sådan et lille rum sammen. Det blev til nogle gå ture, ude i den friske luft, mens Olivia sov. Hun lå så oppe ved sundhedsplejerskerne. Olivia tabte sig selvfølgelig mens vi boede derinde, men det var normalt. Da hun begyndte at tage på igen, kunne vi komme hjem! SKØNT! Det trængte vi godt nok også til
Om jeg fik at vide under forløbet, at hun var stjernekigger, husker jeg ikke – men kunne i hvert fald læse mig frem til det. Efterfølgende, har jeg spurgt diverse sundhedsplejersker hvad det egentligt var, og fik det svar, at hun lå med næsen ud af, og ikke ind ad. At kroppen ikke er bygget til at føde sådan, og at det er mere smerte fuldt, har jeg selv måttet læse mig frem til. Og derudover, har jeg stadigvæk mange sorte huller.
Jeg havde dog svært ved at knytte mig til Olivia i starten – selvom hun var den smukkeste lille prinsesse, så skulle hun altså ikke ligge der ved siden af mig ! Hun skulle være inde i min mave, jeg kunne simpelthen ikke få det til at passe! Jeg havde mange skyldfølelser, følte at det var min skyld, at hun kom før tid. Da hun var omkring 3-4 uger gammel, begyndte hun at få nogle vejrtrækningsproblemer. Hun stoppede med at trække vejret 3 gange, hvor vi 3. gang sad og ventede på at lægen havde tid til os. Christian styrtede ind til lægen, selvom hun dog havde en patient og hu kunne godt se, at den var gal. Så tilbage på Skejby sygehus, hen på afd. A1 – hun fik en apnø maskine på sig, og der boede vi i 24 timer. Den havde bippet 2 gange mens vi var der, den ene gang var det fordi hun gabte, så det var heldigvis en en gangs forestilling ! Lægen mener, at det er fordi hun stadig blev vækket hver 3. time for at spise (hvilket vi havde fået besked på, at vi stadig skulle)
Man siger jo, at alt sker for en grund – og jeg tror grunden til at det skete, var så jeg virkeligt knyttede mig til min pige. Fra den dag af, kunne jeg ikke give slip på hende. Jeg fandt ud af, hvad moderrollen virkeligt indebar på godt og ondt. Jeg var så bange for at miste noget, jeg ikke havde haft chancen for at lære at kende endnu. Det skete heldigvis ikke! Hun trives i bedste velgående, og vokser ALT for hurtigt ! Kan slet ikke forstå hun er ved at være 5 måneder
Sikke en fantastisk beretning og dejligt at læse at det ikke kun er mig der har sorte huller fra fødslen og må støtte mig op af min ulæselige (desværre) journal for at gengive noget af det og det bedste er at JERES datter nu deler fødselsdag med mig og Einstein 
Tillykke med Olivia, super skønt navn 
