"Er der æg og sæd der "bare ikke kan sammen"?"
Hej
Vi har 2 gange prøvet ivf, en kort og en lang protokol. På den korte fik jeg 1 enkelt æg, som desværre var umodent. På den lange fik jeg 5 modne æg, men ingen blev befrugtet med en ellers flot sædprøve.
Næste gang prøves icsi
Men er det bare nogen gange sådan at nogle menneskers æg og sæd ikke "kan" sammen. Eller er det decideret fejl i mine æg eller min mands sæd, for så hjælper icsi jo ikke ...
Jeg er 38, så føler mig ret presset tidsmæssigt efterhånden :-)
Tinas svar
Kære Kronvald,
Allerførst må du undskylde at der er gået så lang tid før jeg har svaret dig - men jeg har være på en lang ferie, væk fra min computer og min e-mail.
Det er rigtigt fornuftigt af klinikken at gå igang med ICSI i jeres næste behandling. Det er den mest effektive behandling for jer, der hvor I er lige nu i jeres forløb.
ICSI er den mest avancerede form for IVF behandling der findes, og ofte lykkedes det også at få fine befrugtede æg og børn ud af det.
Andre gange lykkedes behandlingen ikke, selvom man får sædcellen injiceret fint ind i ægget. Dvs enten bliver æggene ikke befrugtet, eller også deler de sig ikke som de skal. Andre gange igen, sætter ægget sig ikke fast i livmoderen.
Man kan desværre ikke entydigt sige hvorfor "det ikke vil virke". Der er desværre stadig så mange ubesvarede spørgsmål når det kommer til det store mysterium at lave en god og sund graviditet.
Man kan ikke påvise fejl i æg og sædceller ved almindelig IVF behandling. Nogle gange kan man se at æggene virker "skrøbelige" og kan være svære at håndtere ved ICSI behandling. De går "let i stykker".
Nogle par kan have fået påvist kromosomfejl, men det ses ved en blodprøve og ikke ved en sædprøve. F.eks hvis manden har svært nedsat sædkvalitet, laver man altid en kromosomtest på ham.
Langt de fleste par som er i IVF/ICSI behandling, har begge "noget" som ikke rigtigt vil virke. Men det er bare også sådan, at dette "noget" som regel forbliver et mysterium - dvs at der ikke er et entydigt svar på "hvorfor graviditeten udebliver" på trods af alle anstrengelser. Dete r det lægerne kalder "uforklaret barnløshed" i journalsprog.
Jeg håber på det bedste for dig og din mand nemlig at behandlingen lykkes.
De kærligste hilsner,
Tina.
Tina tilbyder samtaleforløb til kvinder, mænd og par der er ufrivilligt barnløse og befinder sig før, under eller efter en fertilitetsbehandling – med eller uden et barn på vej. Derudover holder hun workshops og foredrag for par i fertilitetsbehandling.
Se Tinas hjemmeside: TinaSandager.dk