.. her på Fyn.
Vi flyttede i januar fra Midtjylland til Fyn, da Jens havde fået arbejde hernede, og vi havde lyst til at prøve noget nyt.
Jeg var igang med min uddannelse, som jeg fik flyttet herned, og skulle starte i min 2. praktik her i byen, allerede få dage efter vi var flyttet herned. Så det var jo fint altsammen.
Jeg startede op i praktik, og allerede fra dag 1 af var jeg ked af at være der. Jeg plejer altid at passe godt ind på arbejdspladser og plejer at kunne arbejde med alle. Men dette sted, det var slet slet ikke rart at være.
Jeg fik de to tungeste borgere, som samtidig var dem der tog længst tid, mens de faste medarbejdere tog en af de lette hver - sommetider var der ikke engang en til hver af dem. Når de så havde taget de lette borgere gik de bare igang med at drikke deres kaffe, mens jeg stod og knoklede med mine borgere. Og det gjorde mig ikke så meget at jeg havde ekstra, for jeg var jo elev, og tænkte at sådan var det nok bare. Det gjorde mig heller ikke noget, at jeg kom senere ud til kaffe end de andre. Så det kunne jeg have levet med.
Men så fik jeg konstant at vide at jeg var langsom, og ikke kom hurtigt nok ud til kaffen (nårhhh ja, de kunne måske have fordelt beboerne lidt mere rimeligt, men nej, det tænkte de ikke på. De tænkte kun på at de selv skulle lave så lidt som muligt). Og udover det, så var min vejleder en rigtig ubehagelig person, og det samme var 2 ud af de andre 3 faste på afdelingen, sådan nogle typer som konstant går og LEDER efter fejl man laver, og når man så ikke laver nogen fejl, så finder de bare på noget, som egentlig ikke er fejl, men som de gør til fejl, bare for at have noget at brokke sig over.
Jeg blev i den grad pillet ned, som jeg aldrig har oplevet før. Hver dag der var en pinsel. Når jeg fik weekend om fredagen nåede jeg lige præcis at glæde mig over weekenden indtil jeg gik i seng fredag aften, så gruede jeg mig allerede til mandag morgen. Så ikke engang mine weekender kunne jeg nyde. Jeg græd, jeg havde ingen som helst overskud - hverken psykisk eller fysisk. Og det blev bare værre og værre.
En morgen meldte jeg mig syg, og så kom jeg heller ikke dagen efter. Resten af den uge og næste uge havde jeg ferie, hvor jeg havde fødselsdag. Men efter ferien meldte jeg mig heller ikke rask, jeg magtede det slet ikke, kunne mærke hvor langt ned jeg var kommet efterhånden. Men vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre. Pga. at vi var flyttet, og jeg dermed havde fået en kontrakt med kommunen her, så blev jeg opsagt, da jeg var inden for prøvetiden (som jeg ellers var kommet uden over i Silkeborg).
Så i juni mistede Jens sit arbejde på uretfærdig vis. Men ja, vi kunne ligesom bare indse at Fyn slet ikke havde været et heldigt valg for nogen af os. Og nu vi begge ikke havde noget, så valgte vi at sige, at vi ville tilbage til Jylland, hvor vi har vores venner og hvor min familie bor.
Vi var for nylig i Jylland for at kigge på et par huse, som var til leje, og som passede nogenlunde på hvad vi ønskede. Det ene var dog slet ikke noget, og nok også lidt dyrt. Men det andet var super til os og ret billig i leje også, hvilket var noget af det vigtigste for os. Det er et lille hus i et meget lille bysamfund 15 km fra Ikast, 20 km fra Silkeborg og 35 km fra Viborg, som hedder Gråmose. Der er en super lækker og god stor have, og selve huset er godt nok kun 85 kvm, hvilket er noget mindre end vi er vant til. Men vi har bestemt os for, at vi lejer et opbevaringsrum et sted i Midtjylland, og så må vi have de ting der, som ikke kan være i huset.
Af soverum er der et soveværelse og så et lidt mindre værelse, så der vil være plads til, hvis vi får en bebs på et tidspunkt. Og det er et lille hyggeligt hus, som vi kan betale, selv hvis vi begge skulle ryge på kontanthjælp. Så vi er glade. Og vi GLÆDER os. 1. september bliver vi atter jyder 
