Pige 12 år, vil ikke hjem til far

Jeg har en datter på 12 år, hendes far og jeg gik fra hinanden da hun var 2 år, vi har stort set altid haft en 7/7 ordning. Egentlig synes jeg min datter har fungeret ok med denne ordning, men det gør hun desværre ikke længere.

Hun vil ikke længere hjem til sin far, og hun siger dagligt til mig, at hun helst bare vil være hos mig altid, og så besøge sin far engang imellem.

Jeg har spurgt en del ind til det, men hun kan ikke rigtig sige hvorfor hun har det sådan. Jeg har sagt til hende at jeg synes hun skal sige det til sin far, men det tør hun ikke, hun er bange for at han bliver sur.

Nu er mit dilemma imidlertid, at jeg jo godt kan tage snakken med ham, men jeg er ret overbevidst at han stadig vil blive vred på vores datter, og så er jeg bange for at hun føjer ham, for at han ikke skal være vred (ked).

Hvad synes i jeg skal gøre? Tale med far eller lade være? Eller skal jeg måske hellere lade det køre igennem SF?

Min umiddelbare tanke er at du måske tager snakken med ham SAMMEN med din datter - selvfølgelig alt efter hvordan i to har det med hinanden... Må ikke være sjovt for din datter :-(

Det er jo svært at lave om på noget, når hun ikke kan sige hvorfor. 

Hvis min søn sagde det samme, ville jeg - som du også har gjort - prøve at finde ud af hvorfor. Jeg ville tage snakken med far, men det er fordi jeg ved, at han ville tage det seriøst og gøre hvad han kunne for at ændre det - ikke blive sur på barnet.

Jeg ville nok gøre en ekstra indsats for at få pigen til at sætte ord på, hvorfor - måske kan der gøres noget ved det, uden at I behøver at blande SFV ind i det...?

mener SF vil sige at hun har den alder hvor hun lovligt selv har lov til at bestemme hvor meget hun vil være hos hver forældre..

i den alder valgte mine søstre og jeg min far fra... og det kunne vi gøre uden SF vil blande sig

MommyK skriver:

Min umiddelbare tanke er at du måske tager snakken med ham SAMMEN med din datter - selvfølgelig alt efter hvordan i to har det med hinanden... Må ikke være sjovt for din datter :-(

Puha det bliver noget af en kamel at skulle sluge, men det ville selvfølgelig være en optimal løsning...

FruK skriver:

Det er jo svært at lave om på noget, når hun ikke kan sige hvorfor. 

Hvis min søn sagde det samme, ville jeg - som du også har gjort - prøve at finde ud af hvorfor. Jeg ville tage snakken med far, men det er fordi jeg ved, at han ville tage det seriøst og gøre hvad han kunne for at ændre det - ikke blive sur på barnet.

Jeg ville nok gøre en ekstra indsats for at få pigen til at sætte ord på, hvorfor - måske kan der gøres noget ved det, uden at I behøver at blande SFV ind i det...?

Altså jeg har virkelig forsøgt at finde ud af hvorfor hun pludselig ikke vil være hos far længere. Umiddelbart tror jeg det bunder i at hun nu er blevet så gammel, eller at hun er kommet til et punkt i sit liv, hvor hun har brug for én fast base. Og hun føler sig altså formentlig bedst hjemme her hos mig.

Hun vil stadig gerne hjem til far, hun vil bare meget gerne hjem til mig og sove igen.

Hvis jeg taler med far om det, så er jeg ikke sikker på at det vil blive taget alt for seriøst.

Kamulla skriver:

mener SF vil sige at hun har den alder hvor hun lovligt selv har lov til at bestemme hvor meget hun vil være hos hver forældre..

 

i den alder valgte mine søstre og jeg min far fra... og det kunne vi gøre uden SF vil blande sig

Tak for svar.

Jeg håber og tror ikke hun nogensinde vælger ham helt fra, men det er åbenlyst, at hun lige nu har brug for noget mere stabilitet i sit liv.

Måske har din datter brug for at du siger, at du skal nok tage dig af hvad der skal ske. Det kan ikke være særlig sjovt at skulle redegøre for hvorfor man helst vil være hos den ene frem for den anden.

Din datter er jo stor nok til at sige til jer (og det er så blevet dig) hvad hun ønsker og hvor hun helst vil bo, og det bør være okay (også for far, men det kan heller ikke være en sjov situation for ham, så ser han hende jo mindre... men det må han se ud over). Hun foræller dig jo, at hun har brug for et fast ståsted. Og det skal hun da have så, når hun ikke trives med det andet.

Synes du skal tage snakken med ham, pigen behøver ikke være med, så bliver der bare gjort et alt for stort nummer ud af de.

Min tanke er umiddelbart, at din datter er 12, godt på vej i puberteten, og der sker mange forandringer både følelsesmæssigt og fysisk. Piger i den alder har stor brug for deres mor. 

Min papdatter er nogenlunde samme alder som din datter (11 1/2), og vi kan tydeligt mærke, at selvom hun nyder at være hos os (hendes far og jeg), så er det altså bare bedst hjemme hos mor for tiden, og det er helt ok. 

Der hvor jeg vil hen er, at det måske er sådan snakken skal vinkles med hendes far, for i bund og grund tror jeg ikke, at det har det fjerneste at gøre med ham som person, og det er sikkert også derfor din datter er så bange for at gøre ham ked af det. Hun kan bare ikke sætte ord på det. 

Mange tanker herfra.