Vi startede vores ferie med et par venner for to dage siden. Vi havde for to måneder siden bestilt og betalt overnatning på to forskellige vandrehjem. Den første overnatning gik uden problemer, men da vi kom til det andet vandrehjem (godt trætte efter en lang dag), var der sket den fatale fejl, at de var kommet til først at booke os ind dagen efter. Dette betød at vi stod 4 voksne, 4 børn og et spædbarn uden noget sted at sove. Den eneste hjælp vi fik, var pengene retur og 3 telefonnumre til privat værelsesudlejning i nærheden. Det var jo bestemt ikke det vi havde drømt om, og vi overvejede faktisk at droppe vores ferie, og køre hjem istedet for.
Men vi valgte at køre ud til et af værelserne, og tog også en overnatning der, hvilket bestemt ikke var nogen succes. Der var megen larm, og værelserne var meget uhumske, fugtige, ildelugtende og beskidte. Og samtidig var det dyrere end vandrehjemmet.
Sagen med vandrehjemmet er ikke afsluttet fra vores side, vi synes det er en så fatal fejl, og vi vil ikke stille os til tåls med blot at få pengene retur, for det er ikke godt nok. Vores ferie var spoleret!
Men hvad siger loven egentlig? Og hvad kan vi rent moralsk forlange af vandrehjemmet?
Hvad ville du have gjort i samme situation?
Anmeld