komodo skriver:
Nu er det snart to år siden han forlod os og det er vist på tide at få fortalt hvad der skete på mit livs værste dag.
Jeg er blevet spurgt omkring ham flere gange, så har valgt en gang for alle at få fortalt vores og hans historie.
Mikai kom til verden den 21. november 2009 kl. 03.58 ved en fantastisk hjemmefødsel, han var bare perfekt, en lille tyk basse på 4400 gram og 56 cm, hans røde hår klæbede tykt til hans hoved da han blev lagt op til mig, men da det tørrede rejste det sig i en hanekam, hvilket jeg aldrig har set hverken før eller efter hos en nyfødt, han var ikke engang to minutter gammel da han lå ved brystet og vidste lige præcis hvad han skulle, alt var perfekt og ligetil med ham, det kendetegnede ham hele hans alt for korte liv, han var altid glad og nem.
tiden gik og den gik stærkt, han fik hurtigt lært at sidde selv og snart møvede han ivrigt rundt og pillede i alt hvad han kunne nå fra gulvet, og man nænnede næsten ikke at irettesætte ham fordi han præsterede at charme sig ud af alting, Mikai vadede ind i folk med træsko på, og efterlod et kæmpe indtryk på trods af hans korte liv.
Den forfærdelige dag hvor mit liv stoppede havde vi været ude og var hjemme ved 11.30 tiden, Kaizack (storebror på det tidspunkt knap 3 år) og Mikai fik frokost inden de blev lagt til at sove til middag, og jeg selv smed mig på sofaen hvor også jeg faldt hen.
Kaizack vækkede mig da han havde sovet og der sov Mikai stadig, blev enig med mig selv om at han kunne få en halv time mere, da den var gået skulle han op hvis han skulle kunne sove om aftenen, jeg gik ind hvor han lå på maven i tremmesengen, og nussede ham på ryggen hvilket plejede at vække ham, men han reagerede ikke på det, da jeg vender ham om er han blå om læberne og ser helt forkert ud, jeg skynder mig at lægge ham over på sengen og begynder at give ham førstehjælp, men han er kold og begyndt at blive stiv om kæberne så føler ikke at jeg hjælper ham ordentligt.
Skynder mig at løfte ham op og bære ham ind i sofaen hvor jeg fortsætter førstehjælpen imens jeg får ringet 112.
imens jeg venter på hjælp tager jeg ham op og går ud i indkørslen med ham, det er sidste gang de næste 9 dage jeg holder ham i mine arme.
de rykker hurtigt ud men det føles som år inden ambulancen langt om længe ankommer sammen med politi og en akutbil, jeg giver dem hurtigt min dreng og så fryser jeg fuldstændig, politiet beder om adgang til huset og manden i akutbilen tager mig med ind for at gøre den store klar til at vi kan følge efter til sygehuset, jeg skal skifte ham men kan ikke finde noget som helst og ringer til min mor men kan slet ikke tale, så det ordner han også.
Jeg aflevere nøglen til huset til politiet og så kører mig og min ældste søn med i akutbilen og han kører en kæmpe omvej, på dette tidspunkt er jeg ret fattet og spørger flere gange akutmanden om min søn er død og bliver faktisk irritabel da han bliver ved med at gentage at han ikke kan fortælle mig om han er død, men han kan dog sige så meget at hvis de får liv i ham er han grøntsag, der træffer jeg den afgørende beslutning at bede ham melde til ambulancen at de gerne må stoppe genoplivningsforsøgene, for min søn er død.
I mellemtiden har alarmcentralen fået kontakt til min kusine som står inde ved sygehuset og venter da vi ankommer, jeg stiger ud og sætter mig på en bænk udenfor og ryger nok 20 cigaretter på tyve minutter, jeg registrere ingenting omkring mig overhovedet.
Da vi endelig går op på børneafdelingen, som er der hvor han er kommet ind føles mine ben som bly og jeg har ikke travlt med at komme derop overhovedet, inderst inde ved jeg godt hvad der skal ske, men så længe der ikke er en læge der har sagt det højt, så er det ikke virkeligt.
Vi kommer op og bliver straks modtaget af en sygeplejerske der viser os ind i et rum hvor vi skal vente på lægen, han kommer efter ca. 10 minutter og jeg husker tydeligt hvert eneste ord der kom ud af hans mund, det lød sådan her "ja Henriette, din dreng har ikke klaret det, han er død, men lige nu er det vigtigt at du husker på at livet går videre" jeg kigger bare på ham og svare "kan godt være dit liv går videre, mit er stoppet lige her" ..
Få minutter efter ankommer min mor, min bror og min stedfar, og her krakelere det fuldstændig for mig, lægen kommer igen ind og gentager det hele for min mor også, jeg kigger bare på hende og beder hende får nogle piller til mig for jeg kan simpelthen ikke være i mig selv.
Vi bliver spurgt om vi vil ind til ham og det vælger vi at gøre, han er så fin og ren, har fået et lille navneskilt på storetåen, bundet med en sirlig lille lyseblå sløjfe og de har husket at åbne vinduet, men jeg får inden vi går ind besked på ikke at tage ham op fordi det endnu ikke er afgjort hvad der er sket og ifølge reglerne kan jeg ikke få lov at holde ham før han er obduceret, min lille dreng er pludselig ikke min mere, det giver jo god nok mening bagefter, men lige der kunne jeg slet ikke forstå dem, og min lyst til at samle ham op og holde ham tæt var uudholdelig.
Jeg vælger at tage med min mor hjem, godt dopet på stesolider og min kusine tager min store dreng med hjem, jeg skulle ned og snakke med en krisepsykolog dagen efter og ville tage ham med op til min mor bagefter.
Tiden efter er lidt tåget, jeg var mere eller mindre påvirket konstant og min mor måtte tage over med min søn, alt det der skulle ordnes med begravelse, blomster, sange, sten, bedemand osv. osv.osv fyldte meget af min tid, og langt om længe, 9 dage senere ringer bedemanden og siger at han nu kan hente ham i odense.
Han kommer forbi og henter lidt tøj til ham, og så bliver han hentet og kørt til kapellet i Silkeborg, hvor jkeg kan se ham og holde ham så meget som jeg har lyst, boede næsten derinde i to dage.
Så kom dagen hvor han skulle begraves, alt blev helt perfekt, sådan som jeg havde ønsket det, lige fra det tøj han havde på til den sten der blev valgt, fortryder ingen af mine valg til begravelsen.
Mikai har aldrig kendt sin far, og valgte derfor at få ham begravet i tvilum ved silkeborg fordi det er et gammelt nonnekloster, og selvfølgelig skulle han ligge hvor han for evigt er omgivet af kvindelig energi.
I måneder efter hans død var jeg fulgt af forfærdelige mareridt, jeg vågnede mange gange om natten fordi jeg kunne høre ham og farede rundt i huset og ledte efter ham indtil det gik op for mig og jeg mistede ham igen, sådan føltes det ihvertfald, men langsomt begyndte mareridtene at slippe og jeg fik engang imellem en nats søvn.
Her to år efter har jeg accepteret at han aldrig kommer tilbage, jeg er kommet videre, men en ting er sikkert, jeg kommer aldrig aldrig over det, og jeg har stadig svært ved at besøge hans grav, den 14 juni er altid en frygtelig dag for mig at komme igennem, hans fødselsdag er nemmere fordi jeg der indvendig fejre at idag ville han være blevet så og så mange år, men hans dødsdag kan jeg stadig ikke kapere, jeg mangler ham til jul og fødselsdage, han bliver snart storebror for anden gang og det piner mig den dag i dag at jeg overlevede ham, han skulle jo for fanden have begravet mig.
Puha, sikke en fortælling.. Hvor er det forfærdeligt at du har måtte/må gå igennem dette..
