"Til Balougirl"
Hej Trine
Jeg håber du kan hjælpe mig...
Jeg er ved at gå helt op i limningen. sagen er at jeg lige nu er 41+0 i min graviditet og indtil for et par dage siden var jeg topmotiveret for fødslen og jeg glædet mig meget - meget til at skulle i gang. meget til at skulle møde vores lille datter og begynde vores nye liv.
Det er helt vendt på hovede nu. jeg glæder mig ikke mere, jeg er bange for at hun aldrig skal komme ud og at jeg har "jinxet" det hele ved at glæde mig for meget.
Jeg er slet ikke motiveret og havde det været hvilket som helst andet projekt. så var jeg bakket ud og havde udskudt det til en anden tid.
Jeg skammer mig over at føle sådan her - hvordan kan man ikke glæde sig til at møde det man har glædet sig til i flere år, hvordan kan man ønske at hun bare svinder ind igen til hun er væk?? bare for at man slipper for at blive skuffet, når nu "det alligevel ikke bliver til noget"
I tillæg skal det nævnes at min søster fødte et dødt barn i midten af februar og selvom jeg troede at jeg var færdig med at græde for min søster og hendes barn- så kan jeg godt mærke at jo flere dage der går uden nogle tegn på fødsel jo mere bange bliver jeg for at jeg heller ikke kommer til at opleve mit første barn i live.
når jeg sætter mig ned og prøver at tænke rationelt ved jeg godt at jeg ikke falder uden for normen (især som første gangs fødende) og jeg kan også godt se at jeg for første gang i min graviditet er ramt af Hormonella - men det ændre desværre ikke på at jeg om dagen kan se at der intet sker og så får alle disse dystre tanker og om natten ( når jeg har været ude og tisse) også kan se at der gik endnu en nat hvor der ikke kommer til at ske noget...
Jeg er aldrig trist flere dage i træk og dette her har virkelig knækket mig - så meget at ikke endgang fødslen er et lys for enden af tunnellen - jeg frygter at jeg går direkte over i en fødselsdep.
Hvad skal jeg gøre - Jeg taler meget med min mand og min mor om det. Jeg føler mig tryg når jeg er sammen med manden men pt. arbejder han stadig og det er når jeg er alene at det oftest går helt galt....
Med venlig hilsen
Balougirl
Trines svar
Kære Balougirl.
Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du er ved at gå amok over, at der ikke snart sker noget på fødselsfronten. Det er meget hårdt til sidst, og man er utålmodig og vil også gerne have sin krop for sig selv igen. èn ting er sikkert: Det bliver til noget! Babyen skal jo ud snart. Og ellers bliver du sat i gang! Du kan med held gå til en akupunktør - det gjorde jeg, da jeg blev utålmodig, og det gav pote.
Mht. din skyldsfølelse, så har du helt ret, følelserne og hormonerne pumper på højtryk - og man kan blive ked af meget lidt, glad og hysterisk går hånd i hånd - sådan er det. Det er enormt hårdt, og det får da heldigvis også en ende. Derudover har du været igennem det helt urimelige og store ulykke at din søster mister sit barn. Det må alt andet lige sætte tanker i gang nu, hvor det snart er dig, der skal føde. Og du må nok også forvente, at du rammes af den berømte tudetur, når du har født.
Jeg synes det er for tidligt at frygte en depression. De følelser og reaktioner, som du beskriver for mig, er helt naturlige. Prøv om du kan fokusere på noget andet. Lej en god film, gå i svømmehallen, tag på café, få ordnet dit hår. Gør noget som gør dig glad, og så du føler dig dejlig og smuk.
Det er dejligt, at du har en sød mor og mand, så er du ikke alene. Jeg kender mange dejlige mødre, der alle har været ved at gå smok, og som er blvet kede af det, skamfulde, skuffede osv i forbindelse med at de gik og ventede sig. Hvorfor det hedder den søde ventetid, ved jeg ikke, og jeg ved dog, at de alle nu, er glade og har overskud til at give deres barn det vigtigste: nemlig kærlighed, nærhed og omsorg.
Glæder mig til at høre fra dig, når du har født. Og ønsker dig held og lykke og at det snart er tiden.
Mange kærlige hilsner
Trine
Trine tilbyder individuel terapi, parterapi - sorgbearbejdelse. Supervision samt coaching.
Se Trines hjemmeside: TrineDahl.dk
