(juni) Det var så det..

Karsten og mathilde er lige kørt med Buster -vores hund.. Vi bliver inden længe tilbudt en lejlighed, hvor vi ikke kan have ham med..
Sidder her med alle miine homoner oveni føelserne og stor tuder.. Selvom jeg nok ikke er blevet knyttet helt så meget til Buster, som Karsten så gør det alligevel ondt og tanker om Mathildes uendelig spørgsmål om hvor Buster er henne smerter helt vildt..

Heldigvis ved jeg fra erfaring (fik aflivet verdens skønneste kat i efteråret pga. alderdom) at om et par dage så er smerten væk og om et stykke tid tomheden..

Så det går nok alt sammen alligevel..
Anja...

åååh søde, der er bare ikke noget værre, fik aflivet min dejlig hankat for nogle år siden og jeg var græde færdig i flere dage... selv den dag i dag kan jeg glæder ved tanken om ham...

her vil vi jo osse rigtig gerne flytte men, vil ikke flytte uden mine katte, så det begrænser os jo lidt...

du må lige give Mathilde et kæmpe for mig og sig at jeg er helt sikker på at Buster har fået et rigtig godt hjem, og de nye mennesker vil tage sig rigtig godt af ham...

Ja det ved vi så ikke noget om, da vi har afleveret ham på et dyreintenat... HUn virker ikke synderlig påvirket af det.. Har utrolig nok kun spurgt efter ham en gang, men der kan jo nemt nå at komme en reaktion endnu...

Ja, men hvis hun har været med ude at aflevere den, kan dte jo være hun har forstået at buster ikke kommer hjem igen.

Men reaktionen kan jo komme flere uger efter...